Det ene menneske er en bredt bygget, hvid engelsk kvinde. Det andet er en tårnhøj, mager, sort mand fra det frankofone Afrika. Hun er en pæn engelsk rose. Han har lange, drastiske fletninger. Hun er kristen. Han er muslim. Disse to ældre mennesker kan tydeligvis ikke være mere forskellige. At mennesker uanset alle forskelle alligevel altid har noget tilfælles, er den ikke just originale præmis i Rachid Boucharebs ’London River’. Heldigvis er der intet fortærsket over filmen. Kulturblandingens centrifugalkraft er helt naturligt den store fortælling i disse års europæisk film.
Alle de guldæg, man samlede til huse i kolonitiden, bliver nu udklækket i egen rede. Nysgerrighed og mistro går hånd i hånd i de nye multietniske bydele. Men mistroen er ikke mindst, hvor indvandrerne er få. Europæisk kulturkløft Omvæltningerne sker med høj hastighed. Helt oplagt må mange ældre mennesker føle sig utrygge ved de mange pludselige forandringer og de mange nye konflikter. Så Bouchareb har valgt at fortælle sit drama fra den europæiske kulturkløft med ældre mennesker i centrum.
