De sidder på hver sin side af ham.
Hans to muser, version 2.0.
Den ene, hende på hans venstre side, er engleagtigt blond, kælen og lidt liggesyg, den anden, hende til højre, hende med svanehalsen, sidder i sin helt egen verden. Modstræbende, hævet over det hele.
Hun rører ikke ved instruktøren, men han sidder og skiftevis nusser og masserer den af hendes skuldre, der vender mod ham. Mens hendes blik med guddommelig tålmodighed søger op over blitzlysene; hun er som ét stort indre fnys.
LÆS OGSÅ
Nøjagtig samme scenario som i Cannes maj 2009, da Charlotte Gainsbourg og Lars von Trier præsenterede dette års skandalefilm, ’Antichrist’, og man første gang tænkte:
Dén film og dén instruktør er godt nok ikke hendes kop Medova! Også dengang var det som at vade ind midt i et skænderi mellem mor og far.
Men nu sidder de her igen.
Foragt for pressen
Måske gav han hende en overhaling, lige inden den samlede europæiske presse dukkede op for en halv time siden; Lars von Triers filmset blomstrer ikke kreativt gennem trivsel, men gennem gråd og tænders gnidsel.
Få, der har set ’Dogville Confessions’, dokumentaren om skærmydslerne på ’Dogville’-settet, vil glemme scenerne i skriftestolen, hvor frustrerede stjerner som Nicole Kidman kunne få tårekvalt afløb for deres ydmygelser.
LÆS OGSÅ
Eller måske foragter hun bare pressen, Gainsbourg.
Eller rettere: Det er der næppe tvivl om, at hun gør.
Hendes øjne fokuserer nødtvungent, men ligevægtigt og direkte på mig, da jeg stiller hende deroppe på Olympen et spørgsmål, og mens hun taler – så lavt, at med garanti ingen og i særdeleshed ikke jeg, kan høre hende – fortæller hendes øjne mig, at jeg bør være en gentleman og kravle tilbage under den sten, jeg er krøbet frem fra.
Svane- eller strudsehals
Jeg har spurgt hende, om hendes rolle i denne nye film, Lars von Triers kommende ’Melancholia’, som filmholdet er mødtes med os i Trollhättan for at skabe forhåndsinteresse om, bliver lige så strabadserende som den, hun havde i ’Antichrist’.
Pressemødet er så langt fremskredent, og Charlotte Gainsbourg har hidtil kun bidraget med så trætte suk og bortvendte blikke og en hals som en svanes eller rettere en struds, der forsøger at gemme sig bort i skyerne, at jeg udmærket ved, at chancen for et seriøst svar er lig nul.
Jeg spørger alligevel, udelukkende for at irritere hende ud af hendes koma. Jeg prøver at læse hendes læber, mens de bevæger sig, forgæves.
Gætter, at hun enten siger, at det rager ikke mig – eller at det er kropumuligt for en kunstner af hendes format at sammenligne to roller. Og tror jeg virkelig, at kunst sådan kan sættes på ord?! Den slags gætter jeg, at hun siger.
Det hemmelige plot
Kirsten Dunst, dagens bedste bud på en hollywoodstjerne af damekøn, er anderledes gæv på det hele.
»Jeg kender ikke mange skuespillerinder, der ville sige nej til Lars«, siger hun kært, og det turde være en sandhed med modifikationer, men fuld respekt til hende for at turde sætte sin glamour-persona på spil i Trollhättan.
LÆS OGSÅ
»Jeg er bange for, hvad jeg må sige og ikke sige«, erklærer hun ydmygt, da hun bliver spurgt om sin rolle i filmen, der til stadighed hyller sig i tåger og mystik, og hun virker ikke overbevist, da Lars von Trier beroliger hende med, at hun da må sige alt, hvad hun har lyst til. Det må nemlig hverken producer Meta Louise Foldager eller nogen som helst anden. Alle munde er som lynet til; det simpleste plot-skelet i ’Melancholia’ bevogtes mere nidkært end noget i Fort Knox.
Og for at være en pro – ligesom Kiefer Sutherland ved hendes side.
Han finder sig godvilligt i spørgsmål om sin figur Jack Bauer i serien ’24 timer’, selv om intet kunne ligge den aktuelle anledning fjernere, og det er ham, fotograferne flokkes om, da alle andre er brudt op.
God gammeldags amerikansk pro, man lærer at værdsætte det.
Skuf aldrig dit publikum. Sutherland siger loyalt, at han såmænd hjertens gerne havde ladet sig hyre som tjener ved settet bare for at komme med, og den unge håbefulde skuespiller Brady Corbett (’Funny Games’) overtrumfer ham, for han havde nemlig hjertens gerne vasket op på settet blot for at være i Mesterens nærhed. Siger han selv.
Kier øver rollen
Optagelserne til katastrofedramaet ’Melancholia’ har nu varet tre dage i Sverige, og pressen, ikke blot den danske, men ’den store’, er kommet fra toute l’Europe, fordi von Trier ikke er nogen nobody.
Man skal slet ikke begynde at regne på, hvor mange haitiske jordskælvsofre, man kunne have givet tag over hovedet for den samlede pris af kilometerpenge, diæter og lønninger, som vi 60 repræsenterer.
Den tyske skuespiller Udo Kier sidder længere ude på fløjen af langbordet, der kunne have været forlægget til da Vincis ’Den sidste nadver’, og efter at han har afværget et spørgsmål fra en journalist med ordene »Jeg er bare en af familien«, åbner han sit rollehæfte og giver sig til at memorere sine replikker til morgendagens scener.
Indimellem kigger han fjernt ud på ingenting i rummet, mens hans læber former ordene.
Bryllupsselskab
Inde i den biedermeier-balkulisse, vi lige har været inde og se og fotografere, har et stort bryllupsselskab netop rejst sig fra bordene; servietterne er krøllet sammen, og der ligger halvt spiste brødhumpler ved kuverterne.
Sad de her, disse berømte skuespillere, lige inden vi kom, åd brød og skålede af krystal og holdt gode skuespillerminer til slet spil, mens kameraerne snurrede til scene 5 og 6?
Lige bag krydsfinérvæggen står stolene linet op, de berømte instruktørstole med spillernes navne skrevet hen over ryggen.
LÆS OGSÅ
Sad de lige her og gruede for, at om et øjeblik ville de troppe op, dette helt igennem ulideligt platte pressekorps? Og vendte de derefter det hvide ud af øjnene i intellektuel afmagt?
Og måtte de holde Charlotte Gainsbourg og den lige så uvillige Charlotte Rampling tilbage med fysisk magt, så de ikke bare skred ud i deres respektive trailere fra Fredericia Skurvogne, ude bag pigtrådshegnet?
Mastermind og maestro
Det store spørgsmål, når en Lars von Trier-pressekonference går halvt eller, som her, helt i vasken, er, om det bare var et stunt fra maestroen.
Keep ’em guessing, hedder et kynisk Hollywood-mundheld, når man igen og igen vægrer sig ved at fortælle offentligheden noget af betydning og samtidig holder sit navn varmt i pressen.
En gang imellem bliver han misforstået og ganske ofte med vilje overfortolket, som da han fra Cannes i fjor blev citeret for at sige, at han var verdens største filminstruktør – bare for at slippe for en enerverende reporter, der ikke helmede, før han fik Trier til at sige noget markant. Hvad som helst markant!
LÆS ANMELDELSE
Denne dag i Trollhättan forstår man godt fristelsen.
Engang har han sagt til mig, efter lange og svære overvejelser, at den største udfordring ved at lave ’Manderlay’, hans slaveepos, der fandt sted på en sort tavle med hvide kridtstreger, var at filme negre – Triers eget udtryk – på sort baggrund.
Provokation eller ærlig snak?
Men han ser, som sædvanlig, ikke ud til at være i stand til at masterminde så lumsk en plan, Trier selv.
Bevidst strategi?
Er det hans folk, der ustandselig laver børn på ham, så vi geråder ud i dette rod, hvor alle skilles som halvvejs uvenner?
Eller er det, som hovedparten insisterer, alt sammen et bevidst plot?
Ænser han faktisk pressen overhovedet?
Eller bruger han så mange kræfter på at udtænke teatralske måder at ydmyge den på? Juryen er stadig ude.
Thomas Vinterberg, der kender Trier bedre end de fleste, holder fast ved, at han, Trier, snører os om sin lillefinger på måder, der er så bevidste og så subtile, at kun ganske, ganske få kan gennemskue dem.
LÆS OGSÅ
»Det er kun Gitte Nielsen, der synes, den slags er sjovt«, hører jeg forstående fra en fra filmholdet, da stjernerne decideret med hælene i sporet stiller op til gruppefotografering arrangeret af deres eget filmselskab.
Da pressepersonen spørger Trier, da også han står med ryggen mod det storblomstrede tapet foran fotograferne, om alle er glade, svarer han: »Ikke mig«.
Mere fordi han synes, han skal.
fortsæt med at læse
