»Så sent som i dag mødte jeg en kvinde ved navn Massika. Hun er blevet voldtaget tre gange. Første gang slog de hendes mand ihjel for øjnene af hende. De skar ham i stykker. Og så gav de hende besked på at samle stykkerne igen og gå i seng med stykkerne. Så voldtog de hende oven på hendes mand. Så spurgte de hende, om hun havde prøvet at spise tyggegummi. Hun svarede ja. De tog hendes mands penis, hovedet, og stak det i hendes mund, så hun kunne spise det som tyggegummi. Der foregår ubegribelige ting. Du skal nok komme til Walikale. Men vær forsigtig. For der kan ske hvad som helst«, siger Bernard. Bernard arbejder for FN i uroplagede Congo. Mens han fortæller, er et videokamera zoomet så tæt ind på hans ansigt, at man kan se, at det hvide i øjnene er rødt. Historien indgår i den danske dokumentarfilm ’Blod i mobilen’. Personen, han advarer, er dokumentarens instruktør, Frank Poulsen. Han er rejst til Congo og skal til området Walikale for at undersøge, om de mineraler, der bruges i mobiltelefoner, er med til at finansiere en intern krig mellem oprørsgrupper i Congo.
En krig, der har kostet flere millioner mennesker livet de seneste ti år. Men det ender lige så meget med at blive filmen om et bundkorrupt land, hvor bestikkelse, udnyttelse og voldtægt foregår overalt. Bernards historie er blot et eksempel på, hvordan det står til i Congo. Og det er nødvendigt, at seeren forstår dens vigtighed, mener instruktøren: »Den slags historier og det med, at det hele var så farligt, forsikrede mig om, at filmen skulle laves. Jo mere folk fortalte mig, at det var farligt, jo mere gik det op for mig, at det var derfor, det ikke var på dagsordenen. Ingen tog derud. Gjorde jeg det ikke, blev historien ikke fortalt«. Moderne stavnsbinding Det var først, da Frank Poulsen kom til Danmark, og filmen skulle klippes, at han for alvor hørte Bernards historie. Med paraderne nede blev han ked af det. Og rasende på de mænd, der kan finde på at gøre det, og på det system, der kan tillade den slags.
