Der er en gammel talemåde, og Jean-Pierre Jeunet tror, den er fransk: Alle børn er født som digtere, men meget få vedbliver at kunne digte. »Og en del af min hjerne fungerer stadig som et barns«, siger instruktøren denne eftermiddag i Paris. »Men eftersom 700 mennesker arbejder for mig på en film som ’Micmacs’, og eftersom filmen har et budget på 22 mio. euro, er jeg nødt til også at have en voksen side«. Men det er let at lade sig forføre af Jeunets barnlige side. Hans yndlingsskuespillerinde og opfindelse, Audrey Tautou, er også nærmest et barn i sin filmpersona, en slags forlængelse af Jeunet, storøjet og naiv helt ind til benet. Og hans film, når de er bedst, er legesyge på en Storm P-agtig måde, der sætter mekanik og trylleri i højsædet. ’Delicatessen’, Jeunets begsorte kannibalkomedie og debutfilm fra 1991, præsenterede hele det jeunetske rum, fuldt flyvefærdigt, grotesk og på en måde både undergravende og kært i sit fortidsforelskede visuelle univers. Brød gennem lydmuren Det er snart 20 år siden, og Jeunet er for længst et af fransk films esser. ’De fortabte børns by’ var en stor europæisk succes, og det var på den baggrund, han blev hentet til Hollywood for at puste nyt liv i ’Alien’-båndsløjfen med ’Alien: Resurrection’. Da ’Amélie kom i 2001, brød den gennem lydmuren. Altså virkelig. Når Jeunet får æren for, at amerikanere og briter i stor stil begyndte at synes, det kunne være umagen værd at se en ikke-engelsksproget film og faktisk begynde at læse undertekster, er det ikke helt løgn. ’Amélie’ blev en regulær mainstreamsucces over hele den vestlige verden. At den i dag forekommer mere cute end original, er – måske – en anden sag. Jeunets største og måske eneste fortrydelse, hvad ’Amélie’ angår, er, at den café på Montmartre, han skød filmen på, Café des Deux Moulins, aldrig så meget som har inviteret ham på en au lait eller stedets specialitet, deres crème brulé.
Ti år efter ’Amélie’ lever cafeen stadig højt på, at tusinder og atter tusinder af turister konstant vil ind og opleve stedet, hvor filmens fiktive heltinde ’levede’. En dag sad Jeunet der og forhandlede med Jodie Foster, da endnu en gruppe turister invaderede stedet og bad de to om at flytte sig, så de kunne komme til at fotografere den ’Amélie’-plakat, de sad og skyggede for. Det glade vanvid ’Micmacs – Det glade vanvid’, der havde dansk premiere torsdag, handler om en ekspedient i en videobutik, Bazil, der kommer i vejen for en kugle affyret af en gangster og ender med at leve på gaden med en livstruende pistolkugle i hovedet.
