Hvordan kommer man denne verdens våbenindustri til livs? Hvad er det rette øh ... våben? Humor, lader Jean-Pierre Jeunet til at mene.
Instruktøren af gennembrudsfilmen ’Delicatessen’ (1991), den ikke mindre originale ’De fortabte børns by’ (1995) og senere ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’ (2001) har sat sig for at finde modsætningen til dødens købmænd – og har så fundet frem til et særpræget udvalg af Paris’ berømmede klunsere, les clochards.
Måske lidt for berømmede? Mere elskeligt harmløse i bohemehovedstadens selvspejlinger end virkelighedens hjemløse? Men sådan skal Jeunet nu bruge dem, for de skal tage godt imod hans hovedperson.
Harmløs hængerøv
Bazil hedder han, selv en harmløs sjæl og noget af en hængerøv med job i en videobutik, hvor han en dag træder ud ad døren – og får en vildfaren kugle i panden.
Han overlever, men mister job og bopæl: tilbage til start.
Klunserkollektivet af farverige originaler – et slangemenneske, en kanonkonge, en halvautist osv. – tager sig imidlertid af ham og er også parat til at bistå, da han tilfældigt finder de våbenhandlere, hvis kugle han stadig bærer bag pandebrasken. Og hvis landminer tog livet af hans far i sin tid.
Hverken uinteressant eller uproblematisk
Nu skal dødens købmænd smage deres egen medicin!
At se dét projekt udviklet som komedie – ja, farce – er ikke uinteressant. Heller ikke uproblematisk.
For hvor vidt kan fredens forkæmpere gå uden at komme til at ligne deres modstandere? Og hvor pudseløjerligt kan de fremstilles, hvis man samtidig skal tro på, at de kan gennemføre planerne?
I hælene på Egon Olsen
Bazil – spillet af komikeren Dany Boon, en slags troskyldigt fransk modstykke til Anders Matthesen – går til sagen med en opfindsomhed, Egon Olsen ville have værdsat.
Efter omhyggelig udspionering, bl.a. inspireret af indbruddene i ’En fisk ved navn Wanda’, spiller holdet af alternativt begavede klunsere de to arrogante våbenhandlere ud mod hinanden.
Kanonkonge-præcisionsskydning hen over Seinen, Storm P.sk udløsning af en arrig hvepsesværm og liveshow-distraktion af en sikkerhedsvagt er blandt midlerne, der fører til målet.
Skrappe midler
Mirakuløst nok kommer ingen til skade, for de grove løjer, de to våbenmagnater udsættes for, skal jo stadig helst være uskyldig barnemad i forhold til de lidelser, de selv profiterer så kynisk på.
Kidnapning af begge d’herrer sætter – med kærlig hilsen til ’Once Upon A Time In the West’ såvel som ’Mission Impossible’ – trumf på den velfortjente ydmygelse.
Jeunet og hans faste manusmakker, Guillaume Laurant, har haft mange ideer og ambitioner med ’Micmacs’ – så mange, at det glimtvis hælder mod miskmask.
Latteren bliver stikkende i halsen
Løjerne bliver for omstændelige og karikaturerne så overdrevne, at det slår kontra: Så højrøvet onde som våbenmillionærerne er vel ingen?
Eller så hjertensgode som slangemennesket Gummipigen (Julie Ferrier), kanonkongen Kvaser (Dominique Pinon, hvis nøddeknækkerfjæs er fast inventar på Jeunets rollelister) eller klunsermor (Yolande Moreau, der folder sig bedre ud i den aktuelle og åndsbeslægtede ’Louise-Michel’)?
Virkningen er, at latteren for ofte bliver stikkende i halsen. Men det er måske meget passende, når nu sigtet er at udlevere den svinske gesjæft, det er at leve fedt af helvedesmaskiner, der tager livet af flest mulig andre.
fortsæt med at læse
