Scenen er sat. Til knald eller fald: Filmens lidt pjevsede hovedpersoner sidder bænket om bordet på smart sushisted i mondæn metropol og venter på at få selskab. Af ham. Der er en umiskendeligt messiansk forventning i luften.
LÆS OGSÅ Timberlake boller sig tilbage til det store lærred
Manden, de afventer, er den karismatiske Napster-opfinder Sean Parker, der vil fortælle dem, hvordan de scorer den første million bucks – og så den anden og den tredje. Vi ved allerede fra forhåndsgejlet, at Parker bliver spillet af popidolet Justin Timberlake, og vi bereder os på en paradepræstation af dem, man får, når man inviterer kendisser til at give den fuld skrue i en film. Tre et halvt minuts ’Hallooooo! Så så man lige mig fyre den af for al rosset!’. Og: ’Nu tilbage til mit dagjob!’.
Og alle, alle, kan spille Jack Nicholson, Liberace og Messias i tre minutter.
’Rigtig’ skuespiller
Og det gjorde han da også, Justin Timberlake. Fyrede op under kedlerne i ’The Social Network’ og forsynede filmen med endnu en hovedrolle. På den forventelige højenergiske cameo-måde, jovist, men som resten af filmen skulle vise, havde Timberlake også lært sig samspillets langt fornemmere kunst.
At tage sit cue fra medspillerne Jesse Eisenberg og Andrew Garfield, at skabe flod og ebbe i et ensemble af ambitiøse, unge spillere, der alle har deres at forsvare, og hvor ganske lidt i dynamikken mellem karaktererne skal gå galt, før læsset tipper og ikke længere handler om rigtige mennesker, men om unge starletter i indbyrdes infight om opmærksomheden. Der er flere stadier på vejen til at blive ’rigtig’ skuespiller, om man så er født med nok så mange sølvskeer i munden og har mødt sit livs kæreste i et Disneyshow, da man var lillebitte. Den store eksamen Først skal man være ham den kvikke i en cameorolle, der får pøbelen til at spærre øjne, mund og polypper op. Dernæst skal man spille hovedrollen i en film, hvor man stadig er rekrut nok og tilstrækkeligt våd bag ørene til at være værnet og skærmet af en endnu mere kendt modspiller som Morgan Freeman i ’Edison’, Samuel L. Jackson i ’Black Snake Moan’, og Jeff Bridges i ’The Open Road’. Og endelig – tada! – og det er her, Justin Timberlake er nu – skal vi se, om han kan bære en hel film. Selv. Nu, hvor han har lært at bære sin egen vægt, skal han holde sig oprejst med en hel film, et helt cast og et multimilliondollar-budget på ryggen. LÆS OGSÅTimberlake: Musikbranchen er ikke i krise I dag har ’Bollevennner’ premiere, Justin Timberlakes første Justin Timberlake-film. Og den er til overflod designet til at bringe Justin til fadet, den er ét langt hyldestdigt til Justin som filmhunk i næsten alle anatomiske detaljer, og den giver ham rig anledning til at vise alt, hvad han har lært sig gennem alle disse år.





























