Et modvilligt møde mellem en filminstruktør og en mand, der har bygget sin egen computer »for at se, om han kunne«, kan måske revolutionere den danske filmbranche. Det mener i hvert fald Lasse Spang Olsen, der har instrueret premiereaktuelle ’Den sidste rejse’. Det hele startede, da komponisten på actionkomedien blev ved med at insistere på, at Lasse Spang Olsen skulle møde komponistens kontornabo, der havde bygget en computer, som måske kunne bruges i filmøjemed. LÆS OGSÅFinn og Jacob er tilbage med en imponerende dårlig film »Det gad jeg ikke rigtig, for computere interesserer mig ikke. Men efter noget tid gav jeg mig og var inde og besøge ham her Marius, som sad helt begravet i kabler og printplader. Jeg var stadig skeptisk, da han tilbød, at jeg kunne låne computeren til at redigere og lave effekter«, siger Lasse Spang Olsen. Men da han gik i gang med at klippe på supercomputeren, fik piben til gengæld en anden lyd. »Jeg var totalt solgt. Det svarer til at have spillet på hammondorgel hele sit liv og så pludselig få et Steinwayflygel. Normalt klipper man hele filmen færdig og lægger så effekter på til sidst. Man lejer sig ind et sted, der har udstyr til den slags og betaler 6.000 kr. i timen. Det er en kæmpe udgift i actionfilm. Med den her computer kan man sidde hjemme i sin stue og redigere og lægge effekter på samtidig. Det er billigt, man kan lave sindssygt flotte ting, og det kommer til at revolutionere især lavbudgetfilm«.
Umanerlig hurtigt Opfinderen af computeren hedder Marius Victor Bach, og hvis man spørger ham, hvad der gør hans opfindelse til noget særligt, bliver det meget hurtigt meget teknisk. Men i store træk er det unikke ved computeren, at den kan køre alle programmer, er umanerlig hurtig og kan behandle enorme mængder data. »En almindelig Mac kan vise 25 gange HD-opløsning. Min computer kan vise 200 gange HD-opløsning – i tre forskellige vinduer samtidig. Grafikkortet er cirka 200 gange hurtigere end en standard Mac. Og transmissionshastigheden i harddisken er 1,5 gigabyte i sekundet. Det svarer til, at en almindelig dvd-film kan flyttes på tre sekunder og er seks til otte gange kraftigere end den allerhurtigste Applecomputer på markedet«.





























