’Kill List’ er en horrorfilm, som man aldrig ved, hvor man har. Satte I jer bevidst for at lege med genren? »Jeg er stor genrefan, men det var ikke et postmoderne projekt, hvor vi satte ud for at lege med genren. Jeg er glad for, at den gør det, men vi lod os føre af historien, og det ledte til de her spring. Den starter vel nærmest i den britiske krimitradition som ’Get Carter’ og bevæger sig så i retning af H.P. Lovecraft (amerikansk science fiction-forfatter, red.)«. Den udvikler sig meget overraskende og uden de store forklaringer ... »Jeg tror ikke, publikum har behov for forklaringer. Filmens hovedpersoner forstår ikke, hvad der foregår, så hvorfor skulle publikum? Når man ser film af David Lynch eller Tarkovskij, er der også masser af uforklarede ting, og det er jo ikke et problem. Jeg ved jo godt, hvad der foregår. Det er ikke sådan, at vi stræbte efter noget helt obskurt, men vi vil ikke overforklare«.
Usædvanlig engelsk gyser har kult-potentialeDu har lagt små kritiske tråde ud om bl.a. Irakkrigen og finanskrisen. Hvilken rolle spille de samtidige elementer? »Jeg er en stor fan af horror fra 1970’erne. Det er der mange genreinstruktører, der er, og det kan godt blive et problem, fordi det skaber et lukket genrekredsløb, hvor film bare refererer til film. Jeg kan lide filmene, men det er mestrenes metode, jeg er inspireret af. De refererede ikke til andre film, men til den tid og det samfund, de levede i. Det er derfor, at de gyserfilm er så rå og interessante«.Men dine samtidselementer munder ud i nogle vilde rædselsscener med en dødekult med prominente medlemmer. Hvor kommer det fra? »Noget af det stammer fra mareridt, jeg havde som barn. Angsten for skoven, og hvad der gemmer sig i den, rituelle ceremonier og mennesker, der jagter én gennem tunneler. Det har altid skræmt mig«. Men finanskrisen ... »Normale mennesker aner ikke, hvad finanskrisen går ud på, og hvor den kommer fra. Der er forsøg på forklaringer i aviserne, men det er så obskurt, at den lige så godt kunne være noget, der kom ud af en mørk skov«. Volden i ’Kill List’ er meget brutal. Er der en særlig britisk filmvold, der adskiller sig fra andre nationers typer af filmvold? »Vi har en lang socialrealistisk tradition i Storbritannien. Det påvirker måden, du håndterer vold på som instruktør. Du er vant til at se volden portrætteret realistisk, så det ville se underligt ud med amerikansk eller asiatisk vold. Vi tilstræbte den følelse, man kan få, når man sidder og klikker på YouTube. Du er startet et sted, men klikker så tilfældigt videre, og pludselig sidder du og ser på noget, du slet ikke havde lyst til. Du er blevet trukket ind i den her voldsverden«. En voldsverden, som er særlig rå og britisk. Kan du beskrive den mere præcist?
