Sidste år var du sjov, men grov. I år var du bare kedelig.
Sådan reagerer flere amerikanske tv- og filmanmeldere efter den engelske komiker Ricky Gervais' tredje tørn som vært for prisuddelingen Golden Globe Awards, der fandt sted i nat (dansk tid).
Sidste års grovkornede angreb på Mel Gibson og Charlie Sheen var i år erstattet af milde stød mod nemme mål som Justin Bieber og Kim Kardashian, og det klappede bare ikke, mener flere kritikere.
LÆS OGSÅ Madonna til provo-Ricky: Kom og kys mig, din tøs
»Gervais' præstation som vært var antiklimaktisk og ringe. Den var generelt middelmådig og gav hele ceremonien et punkteret udtryk. Gervais' værtsjokes faldt i forudsigelige kategorier: Milde spydigheder mod de kendte, svinere mod Hollywood-hykleriet og arrangørerne, Hollywood Foreign Press Association, og deres skøre omdømme«, skriver Maureen Ryan i The Huffington Post.
Ryan mener, at Gervais forgæves søgte at fremstille sig selv som en rebelsk komiker:
»Men sande rebeller behøver ikke at påpege aggressivt, hvor meget kant de har. Det var svært for Gervais at være undergravende, når hans materiale for det meste var vammelt, kedeligt og for indlysende. Enhver, der laver jokes om Madonna og jomfruelighed i 2012, bør sendes i comedyfængsel«, skriver hun videre.
DOKUMENTATIONLæs Maureen Ryans indlæg her ( eksternt link)
'Han ødelægger sin egen karriere'
Mary McNamara fra Los Angeles Times undrer sig over, hvorfor Ricky Gervais overhovedet sagde ja til at være vært igen, med mindre det var for pengenes skyld.
Tv-anmelderen mener, at Gervais var »overraskende afdæmpet«:
»Han foretrak at gøre grin med institutioner. Der var dog nogle få individer, der gjorde sig fortjent til omtale«.
DOKUMENTATION Læs Mary McNamaras anmeldelse her ( eksternt link)
Den hårdeste kritiker er muligvis Nikki Finke fra Deadline Hollywood, der livebloggede fra Globe-uddelingen.
Finke mener, at Gervais 'stank som vært':
»Jeg er virkelig flov på Ricky Gervais' vegne over, at han fedtede så meget for George Clooney. Han er i gang med at ødelægge sin egen karriere lige nu«, lød det fra uflinke Finke.
DOKUMENTATIONLæs Nikki Finkes liveblog her ( eksternt link)
Ricky Gervais var dog selv rigtig godt tilfreds med sin præstation.
»Publikum var med mig i år. Det virkede som om, de var forberedte på mig denne gang, og alt gik perfekt«, siger han til Deadline Hollywood.
FOTO
fortsæt med at læse




























