Der er 11 kilometer fra havets overflade til bunden af Marianergraven i det vestlige Stillehav.
I en præstation, der kun er gjort en gang før - i 1960 - har et menneske været nede i det dybeste sted på Jorden.
Filminstruktøren James Cameron brugte over to timer på at komme ned til havbunden i Marianergraven, hvor han om bord på den specialbyggede miniundervandsbåd 'Deepsea Challenger' kunne udforske dybet i tre timer, inden han atter måtte sætte kursen op mod overfladen.
Forgængere generet af sand
Den præstation er kun gjort en gang før, da den amerikanske flåde sendte to mand - flådeløjtnant Don Walsh og den schweiziske havforsker Jacques Picard - ned i Marianergravens dyb.
Dengang piskede de to mænds fartøj sand op, så de ikke rigtigt kunne se noget.
Denne gang gik det ifølge James Cameron bedre.
Han havde fået konstrueret en undervandsbåd på 11 ton og en længde på syv meter, som kunne modstå et tryk på 1.000 atmosfære. Det svarer ifølge nyhedsbureauet AP til, at ens tå skal bære tre velvoksne familiebiler.
Tryg ved konstruktionen
Det voldsomme tryk, fartøjet udsættes for, bekymrede ikke Cameron.
»Når man er i gang med dykket, så må man stole på, at ingeniørarbejdet er gjort godt nok«, sagde han efter togtet ifølge AP.
Og han er ikke filmmand for ingenting. Fartøjet havde så mange kameraer og projektører, at han kunne filme løs og styre kameraerne nede ved havbunden. Optagelserne skal bruges til en dokumentarfilm, meddeler han.
fortsæt med at læse




























