»Prometheus sætter sig mellem flere forskellige stole, og ingen af dem er særlig komfortable«.
Sådan lyder det i Christian Monggaards anmeldelse af 'Prometheus', Ridley Scotts med stor spænding ventede videredigtning på rumgyseren 'Alien' fra 1979.
Og Informations filmredaktør anslår den generelle stemning i anmelderkorpset. Samtlige anmeldere har forbehold over for fortællingen om rumskibet 'Prometheus', der i år 2093 ankommer til en fjerntliggende planet, og skuffelsen er udtalt, selv blandt erklærede fans.
»Helhedsindtrykket er - trods mange gode øjeblikke undervejs - noget diffust og ujævnt med lidt for mange løse ender«, skriver Henrik Queitsch i Ekstra Bladet.
»Lad det være sagt med det samme: 'Prometheus' er ikke tilnærmelsesvis lige så god som 'Alien'«, lyder det i BT.
Overlæsset
Begge anmeldere er havnet på fire stjerner.
Samme karakter giver Berlingskes Louise Kidde Sauntved. Hun skriver, at filmen byder på to timers »neglebidende spænding og vanvittigt flotte effekter« leveret i hæsblæsende tempo.
»Desværre står indholdet ikke helt mål med formen«, skriver Louise Kidde Sauntved og tilføjer, at filmens manuskriptforfatter - der tidligere har skrevet landeplagen 'Lost' - har proppet alt for meget ind i 'Prometheus'.
I filmens hovedroller ses svenske Noomi Rapace som den kvindelige arkæolog Elisabeth Shaw, der er kalkeret over Sigourneys Weavers figur Ellen Ripley fra 'Alien'.
»Uudforskede karakterer«
Hendes nærmeste kollega er Guy Pearce, mens Michael Fassbender er menneskerobotten David. Sidstnævnte er den mest interessante, mener Politikens filmredaktør Kim Skotte.
»Generelt synes jeg desværre, at filmens figurer er lige så uudforskede som rummet, der omgiver dem«, skriver Kim Skotte.
KIM SKOTTE Ridley Scott burde have sparet sig for sin 'Alien'-degradering
Han er den mest kritiske blandt anmelderne og giver blot tre hjerter til Scotts rumeventyr.
»’Prometheus’ byder på buldrende spænding og storslåede kulisser, som har en anden stoflighed end nutidens grænseløse computerskabte effekter, men i modsætning til den første ’Alien’-film har den hverken en unik vision, en dybdeknugende spænding eller en fascinerende hovedperson«, skriver han.
»Spændingsskruen er stram og kulisser og effekter i top. Men hvor Ridley Scott engang bar science fiction-faklen, er han nu bare et af mange små lys i mørket«, skriver Kim Skotte.
Visuel kraft
Informations Christian Monggard er heller ikke overbegejstret, men mener dog, at Noomi Rapace træder fint frem som den kristne forsker på jagt efter indsigter i troen og den menneskelige eksistens.
Hos de øvrige anmeldere opvejes skuffelsen over et noget overlæsset manuskript af filmens visuelle kraft.
»(Man må bare) læne sig tilbage i sædet, spænde den mentale sikkerhedssele og kaste sig ud i Ridley Scotts uhyggelige adrenalinsus«, hedder det i Berlingske.
»Filmen er billedmæssigt formidabelt flot«, skriver BT, mens Jyllands-Postens Johannes Christensen skriver, at 'Prometheus' er fuld af »magnifik, vildt ynglende visuel opfindsomhed«.
Jyllands-Postens mand får også presset et forbehold ind, som han står helt alene med i anmelderkorpset:
»Handler filmen overhovedet om noget, handler den om videnskabens grådige, tankeløse iver efter at snage og rage og gramse i ethvert mysterium«, skriver Johannes Christensen.
Han var i parentes bemærket tidligere præst i Skovshoved Kirke.
fortsæt med at læse






























