J amen, vil det sige, at du aldrig vil lave en film om konger og dronninger? Noget, der foregår ude i Versailles? Min kollega hænger lidt med skuffen. Robert Guédiguian og han kommer fra to forskellige planeter, der i disse øjeblikke tørner lidt uskønt sammen. Guédiguian kniber øjnene i, mistroisk. Hvis han bliver taget pis på, vil han gerne selv være den første, der ved det, tak. Eller om borgerskabet?, prøver min kollega, der oprigtigt talt ikke gider hører mere om arbejderklassen og dens kvababbelser, og når sandheden skal frem faktisk er lidt til diademer. Guédigian kigger over på mig og tilbage på min kollega. Han fnyser: »Jeg foragter borgerskabet!«, slipper det ud af ham. Mitterands navn gør underværker I en alder af 58 kan Robert Guédiguian godt forekomme ældre. Han er tydeligvis i gang med at lære sig selv ikke aktivt at bruge begreber som socialisme og kommunisme, men det holder hårdt for ham at blive i skindet for ikke at støde nogen – ikke mindst den hellige presse – bort. Mitterrand?, fremturer kollegaen, som jeg er begyndt at betragte med en ny respektaftvingende gru. Måske ku’ du lave en film om Mitterrand?
ANMELDELSE Socialpolitisk film er feel good for voksne Det er der ikke mange diademer i, men Mitterrand er det tætteste, fransk venstrefløj kommer på en solkonge. Og elsket tillige. I Guédiguians tilfælde forgudet. Mitterrands navn gør underværker. Guédiguian smiler det lille bord rundt, smiler endog til tolken. »Men det kan ikke lade sig gøre«, siger han så. »Mitterrand er for mig inkarnationen af en idé, en allegori, nærmest en abstraktion. Han er ikke en karakter af kød og blod, som det kræves i en film. Også om 150 år vil folk huske 10. maj 1981, da socialistpartiet og kommunisterne i et vestligt kapitalistisk land indgik en alliance og vandt valget«. Herfra min verden går Som om arbejderklassen ikke har fjender nok, er Guédiguians tese, som han lufter i sin nye film, ’Kilimanjaros sne’, der i dag har dansk premiere, at arbejderklassen er arbejderklassens værste fjende. Et skibsværft har gennemført en barsk fyringsrunde. Michel er blevet ledig, kort før han skulle pensioneres, og de penge, han og Marie-Claire har lagt fra gennem et langt arbejdsliv for at bruge dem på en ferie til Kilimanjaro, bliver hugget ved et brutalt overfald i parrets hjem. Ved et tilfælde opdager Michel, at indbrudstyven, der efterlod dem begge med et trauma for resten af livet, er en ung kollega, der blev fyret ved samme lejlighed. Filmen foregår i Marseilles, som alle Guédiguians film gør.
