Skønt afstanden mellem de fattigste og de rigeste ikke mindskes, men vokser i disse år, lokalt såvel som globalt, ser vi jo langt flere film om den konflikts virkninger - krige, terroraktioner, spionage, fiffige bankkup osv. - end om det simple dilemma, de fleste af os står i:
Skal jeg bare hytte mit eget skind, eller kan jeg personlig gøre andet ved uligheden end at sætte mit kryds det mindst forkerte sted?
Men her er en bevægende, kontant og kun ganske lidt sentimental fransk film, der angår hele den vestlige middelklasse, som har sit på det tørre - men deler fremtid med dem, der ikke har.
Vel at mærke en film, der griber og underholder i stedet for at præke og propagandere - ved simpelthen at følge et godt og vel midaldrende ægtepar, som det er meget svært ikke at holde af.
Familiens gave røves
Da der skal fyres havnearbejdere i Marseille ved lodtrækning, trækker tillidsmanden Michel (spillet af bundsolide Jean-Pierre Daroussin) også sit eget navn ud.
Arbejdsløs i en alder uden udsigt til nyt job prøver han at udfylde tiden med madlavning og med børns og små børnebørns behov.
LÆS OGSÅ
Hans gæve hjemmehjælper af en kone, Marie-Claire (Ariane Ascaride), hjælper ham til at bevare humøret i dette fine, jordnære dobbeltportræt af to modne mennesker, der ved, hvorfor de har holdt sammen - i medgang og modgang.
Begge dele får de mere af.
En fællesgave fra familie og kolleger (en rejse til Tanzanias eventyrlige bjerg Kilimanjaro, deraf titlens kærlige hilsen til Hemingwayfilmen fra 1952) bliver røvet få dage efter festen ved et brutalt, maskeret indbrud - og røveren er en af festdeltagerne, afsløres det ved et tilfælde! Når krybben er tom ...
Centrum-venstre dilemma
I raseri og afmagt efter overfaldet melder Michel selvfølgelig manden: en ung kollega fra havnen, enlig forsørger for sine to meget yngre brødre, hvis mor (i en lovlig hård karikatur) vil ’leve sit eget liv’ uden unger.
Men har den unge mand ikke ret i, at det modne par har deres på det tørre?
Er vi bare blevet 'borgerlige', må Michel og Marie-Claire spørge sig selv, især ved synet af de to efterladte drenge, hvis bror nu er i spjældet. Kan de trække anmeldelsen tilbage? Eller hjælpe børnene?
Denne mikroversion af centrum-venstres dilemma belyses alsidigt, også i familiens og omgivelsernes holdninger: Bur røveren inde! Lad de fremmede unger sejle deres egen sø!
I nogle møder mellem anklaget og offer vendes fyringerne også til en aldersmodsætning: Burde de gamle med lang opsigelse og efterløn ikke fyres før unge forsørgere? Er lodtrækning ikke bare nok et slattent kompromis?
Guédiguians kloge sociale engagement og de vandtætte præstationer i hovedrollerne gør 'Kilimanjaros sne' til noget så sjældent som en politisk feel good-film for voksne mennesker!
FACEBOOK
fortsæt med at læse
