Sidste år fik Nicolas Winding Refn instruktørprisen i Cannes for sin film ’Drive’, og vel var det pudsigt for os herhjemme, at han var dansk, men det mest afgørende ved prisuddelingen var, at den gik til en Hongkonginspireret tjubangfilm.
LÆS ANMELDELSE 'Drive' er en lille knaldhård perle af en film
Sådan cirka lige så overvældende, som da svenske Tomas Alfredson i 2008 valgte at beskrive det svenske velfærdssamfunds bagside med sin vampyrfilm ’Lad den rette komme ind’, eller da spanierne i 2010 havde nogenlunde samme agt, nemlig at beskrive et samfundspolitisk tema, gennem vampyrer i ’Vi er dem vi er’, frit oversat.
Såkaldte genrefilm har altid haft det hårdt. I hvert fald på kulturparnasset.
For publikum elsker dem. Bestialske mordere, varulve, vampyrer, rumvæsener med tentakler i stedet for ører – alle genrefilmenes hober af højt elskede trivialklicheer. Det er ikke tit, anmeldere holder af dem, men de bebor vore mareridt, og et voksende antal horrorentusiaster pusher det grumme udtryk på festivaler verden over.
Dansk stjerne og producent
’Eddie: The Sleepwalking Cannibal’, der har dansk premiere i overmorgen, er godt nok optaget i Canada og mestendels for canadiske penge, men den har danske Thure Lindhardt i hovedrollen som en ung dansk kunstmaler, der kun kan præstere genial kunst under påvirkning af de mest bestialske massakrer, og endnu vigtigere: Den har danske Ronnie Fridthjof som koproducent.
Den kannibalske søvngænger Eddie er en film om en mand, der har en golem, et menneskelignende monster, Eddie, boende i sit hjem, så det kan udføre de rædselsgerninger, der kan inspirere Lindhardts karakter til at præstere det kunstnerisk sublime.
’Eddie’ er en genrefilm. Som pæne mennesker i gamle dage slet ikke interesserede sig for – og da slet ikke i de nok så korrekte 70’ere og 80’ere.
Det kunne være ovre nu. På alle – og når sandt skal siges: ikke nødvendigvis altid på de fineste – niveauer af dansk filmbiz tales der om genrer. I brede grupper er der en dødlignende træthed over for endnu et behjertet drama om den danske middelklasse.
Ingen grund til nervøsitet
Fridthjof selv kom ind i filmbranchen, fordi han elskede genrefilm.
»Jeg er totalt genrenarkoman og syntes, det var fedt, at vi fik tilbudt at koproducere ’Eddie: The Sleepwalking Cannibal’. I pressematerialet kalder jeg den for »en sort og syret gyserkomedie«, fordi den ikke er helt ren i genren. En mere ren gyserkomedie havde haft flere klare grin. Til sammenligning har ’Eddie’ et mere langsomt tempo og nogle mere syrede indslag og er nok mere en arthouse-film, lidt a la Coen-brødrene. Når vi viser Thure Lindhardts karakter slæbe et lig gennem sneen, viser vi det over 20 sekunder, hvilket er lang tid på film, og hvilket du aldrig ville se i en ren genrefilm. Her gør vi det bl.a. for at få folk ind under huden på ham, så de kan mærke det hårde slæb, det er«.
Selv nordmændene, de skikkelige og fornuftigt klædte nordmænd, har fattet genreformaterne.
’Troldjægeren’, der fik et vist ry rundt om i verden, fortæller en ærkenorsk historie om storgubber og andre regionale sagnmonstre, og jeg husker mere end én diskussion i Cannes i år, der handlede om, at vi i Danmark var ved at sakke håbløst bagefter hele resten verden (inklusive Norge!), angiveligt fordi Det Danske Filminstitut er for snobbet til at støtte andet end hundesvære film om eksistensen. Og den slags.
Problemer med at se traileren?
Hvor åben eller lukket oplever du, at Danmark er i forhold til genrefilm, spørger jeg Ronnie Fridthjof, koproducer på ’Eddie: The Sleepwalking Cannibal’:
»Det svar, du måske leder efter, er, at der er helt lukket, men det kan jeg ikke tillade mig at sige, for jeg har aldrig haft noget manuskript på mit bord, der var hverken ’E.T.’ eller ’Tilbage til fremtiden’. Jeg er ret overbevist om, at den dag, jeg faktisk sidder med det manuskript, skal jeg nok få overbevist såvel Filminstituttet som kommercielle parter. Det er jeg ikke så nervøs for. De forfattere og instruktører, der har været involveret hidtil, har måske bare ikke været dygtige nok og derfor fået nej. Fridthjof Films nye film ’Over kanten’ er en thriller og også en genrefilm, og den blev støttet af Instituttet«.
Badwill på parnasset
I princippet kan alle historier fortælles på alle måder.
’Doktor Zivago’ bør kunne optages i en skotøjsæske, og ’Hamlet’ kan være en zombie, en 007-helt såvel mand som en dame. Men hvorfor sker der så intet? Hvorfor er Hamlet aldrig en dansk zombie?
»Det har ikke været velanset at dyrke genrer«, siger Fridthjof. »’Min søsters børn’ og ’Far til fire’ er rene børnegenrefilm, og man kan bare se, hvilken badwill de giver ude i branchen, og når de bliver omtalt i de lidt finere medier, inklusive dit eget blad, så står der ikke ’Hold da kæft, mand!’ eller ’Hvor superfedt, at man har fået så mange mennesker i biografen!’. De bliver i stedet omtalt som romertalsfilm, ’Min søsters børn 4’ og ’Min søsters børn 5’ osv., og ’Ih og åh og nu må I snart finde på noget nyt’. I stedet for bare at anerkende, at de er fucking gode genrefilm, fordi børnene elsker dem«.
Menneskedramaet er det gængse danske udtryk på film og tv. Naturalisme med naturalisme på. Når noget udsiges, illustreres det 1:1 på billedet og i spillestilen, ikke så meget at tage fejl af her. Dramaet er også en genre, men dets slidstyrke og dets efterhånden helt selvfølgelig position solidt midt i midterfeltet har givet det en lurmærket leverandør til det danske hof-lignende autoritet. Er dramaet i sidste ende den mest indbringende genre?
»Det er i hvert fald den nemmeste at få finansieret, og det har påvirket filmselskaberne til at udvikle den. Men det ændrer sig. I løbet af mine 10-12 år som selvstændig i branchen har jeg oplevet et kæmpeskred i, hvordan ting bliver opfattet. Økonomi er begyndt at betyde mere og mere, film er stadig mindre statsfinansierede og mere og mere privat finansierede, og der er ved at komme en ny respekt for at få film ud og få dem set af nogen«.
For mærkelig til ikke at overveje det
’Eddie: The Sleepwalking Cannibal’ kom i stand med dansk medvirken, fordi de canadiske producere var vilde med Thure Lindhardt, som de skabte rollen som den danske kunstner i vildmarken til.
Tillige havde de brug for lige den sidste koproducer til at sikre lønninger til skuespillere, fotograf og postproduktion.
Thure Lindhardt danner par med en stum kannibalLindhardt og Fridthjof var enige om, at manuskriptet var for mærkeligt til ikke at tage under overvejelse, og selv om det endelige budget i omegnen af 10 millioner danske kroner ikke er just fyrsteligt, var det nok til at realisere i hvert det grundlæggende i manuskriptet.
Det, der endte med at blive skåret væk, var de mere omkostnings- og tidkrævende massakrescener (PS: en scene med en arm, der rives af og pumper blod, koster cirka en kvart million at filme med det hele). I den færdige film skal man i et vist omfang gætte sig til rædslernes omfang, hvormed filmen ryger over i arthouse-genren snarere end rendyrket horror.
Rigeligt af dagligdag
Kan du se nogle talenter derude, forfattere eller instruktører, der ville kunne det her?
»Ja, der er rigtig mange. Hvis først de går ind på præmissen. Nikolaj Arcel (’En kongelig affære’, red.) indrømmer jo åbenhjertigt, at han er en sucker for genrer, og mange i den yngre generation har nøjagtig samme referencer, som jeg har«.
LÆS OGSÅ Filmekspert: Sex, magt og henrettelse sælger dansk storfilm
Ronnie Fridthjof siger selv, at hans elskede ’Tilbage til fremtiden’ bag om tidsrejsen og science fiction-islættet handler om en dreng, der lærer at bygge en stærk relation til sin familie:
»Men det, den gør, er at integrere sin historie i et univers af fantasi og eventyr, hvor den bryder med dagligdagen. Der er jo rigeligt af dagligdag hver dag, lad os komme ind i eventyret, hvor man kan fortolke ting fra vores hverdag på en underholdende måde«.
fortsæt med at læse
