Dansk stjerneinstruktør runder et skarpt hjørne

Nikolaj Arcel.
Nikolaj Arcel.
Lyt til artiklen

Hvis københavneren Nikolaj Arcel har en hylde til sine priser hjemme i privaten, skal den efterhånden være bred for at undgå trængsel blandt statuetterne.

Alene i år har filminstruktøren og manuskriptforfatteren sammen med sin faste medforfatter, Rasmus Heisterberg, vundet en Sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin for sit manus til kæmpesuccesen ’En kongelig affære’.

Og tidligere har han hentet flere eksemplarer af såvel filmmedarbejdernes Bodil som filmbranchens Robert for nogle af karrierens meget forskellige værker.

LÆS OGSÅ Filminstruktør: Livet skylder mig en ny ungdom hvert tredje år

Nu er han så oven i købet med i opløbet om at få en film udpeget til at være dansk kandidat til en Oscar.

I kategorien bedste udenlandske ikke-engelsksprogede film konkurrerer hans ’En kongelig affære’ med Susanne Biers ’Den skaldede frisør’ og Bille Augusts ’Marie Krøyer’ om at repræsentere Danmark i Hollywood i begyndelsen af næste år. Afgørelsen om kandidattitlen afsløres af Det Danske Filminstitut 18. september.

Hollywood er i øvrigt ikke fremmed filmland for Nikolaj Arcel. Ifølge Facebook residerer han for tiden der.

'En kongelig affære' har åbnet internationale døre
Den lille dansker med det uopstyltede udseende har også tidligere arbejdet i Hollywood. Dog uden at opnå et større internationalt gennembrud.

Men det med genklangen i udlandet har ’En kongelig affære’ ændret. Verden over har lande stået i kø for at få fingre i Arcels 47 millioner kroner dyre historiske (trekants)drama om kong Christian VII, dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge og reformator, Johann Friedrich Struensee.

Hvor adskillige andre instruktører tidligere har måttet opgive at filmatisere det ellers både politisk og følelsesmæssigt interessante kapitel i dansk 1700-tals historie, blev Nikolaj Arcel og hans hold ved med at arbejde på sagen, indtil det lykkedes.

Nemt og kvikt var det bestemt ikke. Men resultatet med Mikkel Boe Følsgaard, Alicia Vikander og Mads Mikkelsen i hovedrollerne har begejstret både kritikere og publikum i ind- og udland.

LÆS ANMELDELSE

Herhjemme har ’En kongelig affære’ rundet 527.000 solgte biografbilletter, og en af de rosende anmeldere af filmen, Politikens filmredaktør, Kim Skotte, gav 5 hjerter og konkluderede, at i det værk virker alt »gennemtænkt og gennemarbejdet ned til mindste detalje på baggrund af et manuskript, som rammer plet både med hensyn til grundidé og dialog«.

»E.T. var ligesom at møde Gud«
Grundigheden i forarbejde og gennemførelse er et karakteristikum hos Arcel og har været det, siden han i 2001 tog afgang fra Den Danske Filmskole med den tragikomiske og surrealistiske kortfilm ’Woyzecks sidste symfoni’.

'En kongelig affære' er en triumf på næsten alle planer

Måske var det allerede dengang Nikolaj Arcels ambition at lave film inden for alle genrer i løbet af arbejdslivet. Den idé har han forfulgt siden debuten.

Han er stil- og genrebevidst som et af forbillederne, Steven Spielberg, hvis ’E.T.’ fra 1982 blev en afgørende kilde til inspiration for Nikolaj Arcel som barn.

I interview har danskeren fortalt, at han så eventyret om rumvæsenet igen og igen, og at »det var ligesom at møde Gud. Jeg kan huske, hvordan der duftede i biografen, da jeg så E.T.«.

Gennembrud med 'Kongekabale'
Dengang var Arcels psykologmor og arkitektfar skilt. Nikolaj Arcel gik på Bernadotteskolen i København, og allerhelst gik han i biffen flere gange hver uge.

Efter uddannelsen på Filmskolen fik han sit gennembrud i 2004 med den roste samtidsrammende politiske thriller ’Kongekabale’ om magtkamp og -misbrug. Hans søster, skuespilleren Nastja Arcel, havde i øvrigt en hovedrolle i ’Kongekabale’.

I 2007 var han aktuel i en helt anden genre med den smukt orkestrerede, teknisk ambitiøse fantasyfilm ’De fortabte sjæles ø’.

Også flittig manuskriptforfatter

Og i 2010 viste han med ’Sandheden om mænd’, at han også mestrer den personlige historie – i dette tilfælde en fortælling om det, han har kaldt Peter Pan-generationen af mænd, der ikke vover blive voksne af frygt for parforholdsbindinger med børn, parceller og hele den pakke. Hovedrollerne i ’Sandheden om mænd’ blev spillet af Thure Lindhardt og Arcels kæreste, Rosalinde Mynster.

LÆS OGSÅ Dansk mandefilm er en vittig metakomedie

Sideløbende med instruktørfaget har han sammen med Rasmus Heisterberg efterhånden skrevet en lang række manuskripter til film som ’Klatretøsen’, ’Rejsen til Saturn’, ’Mænd der hader kvinder’ og også kommende filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens populære spændingsromaner.

Evnen til at nedfælde eminente manuskripter har også været en væsentlig faktor i forbindelse med ’En kongelig affære’, der er en af de helt store danske film nu, hvor Nikolaj Arcel fylder rundt.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her