Sindets sælsomme krinkelkroge og dets interaktion med kroppens skrøbelige og vilde kød har alle dage været David Cronenbergs jagtmark.
Så på en måde kan man sige, at den canadiske instruktør går direkte til kilden, når han i sit første ’mainstream’, historiske drama, ’A Dangerous Method’, fortæller om mødet mellem Freud og Jung og uenigheden, som kom til udtryk i deres forskellige måder at behandle den højtbegavede og smukke hysteriker Sabina Spielrein på.




























