»Penge vil rejse sørgelige spørgsmål, indtil denne tidsalders mennesker dør. Til sidst vil vi ende med selv at blive en slags penge i vores forhold til hinanden, og vi vil tvære os selv ud på asfalten. I dag råber jeg igen til himlen med mager tro. Gud, se i nåde til os«, erklærer den koreanske instruktør Kim Ki-duk om baggrunden for sin nye film ’Pieta’. »Fra de store krige til de banale forbrydelser – jeg tror, at alle vi, som lever i denne tidsalder, er syndere og medskyldige«. Nådens lyssætning tager sig dog noget speciel ud i Kim Ki-duks optik. En pieta er billedet af Jomfru Maria med den mishandlede Kristuskrop i sit skød.
I sine mange film er Kim Ki-duk optaget af tro og vold. Jeg har ikke set alle hans 18 film, men de seneste, jeg har set, har været for tillukkede efter min smag. Men ’Pieta’ er en tilbagevenden til en mere udadvendt og voldsom fortællestil. Det bedste fra hans hånd siden det lille mesterværk ’Tomme huse’ fra 2004. Jern vs. Kang-do ’Pieta’ er ét stort skrig af smerte fra en instruktør, som rygterne vil vide i perioder lider af heftige depressioner.
