Skuespilleren Samuel L. Jackson er i forvejen kendt for sin kærlighed til bandeord. Det får Obamas kernevælgere at føle i en ny valgreklame.
I en knap fire minutter lang børnebogslignende video målrettet sløve Obama-fans kommer Samuel L. Jackson fire gange med opfordringen: »Wake the fuck up!« - vågn op for helvede. Til sidst skriger et lille barn det grovkornede opråb ud over sit nabolag.
Indslaget er finansieret af den jødiske valgkampspengetank Jewish Council for Education and Research, som før har stået bag kontroversielle valgreklamer.
Jackson rusker op i Obama-familie
I den aktuelle video lægger Samuel L. Jackson fortællerstemme til en godnathistorieagtig fortælling om lille Susie, der ikke kan sove. Hun er bange for, at Mitt Romney skal vinde valget.
Hele Susies familie var på gaden for Obama i 2008-valgkampen, men denne gang er de ligeglade. Da Susie forgæves forsøger at få sin familie i gang, dukker Samuel L. Jackson op og banker budskabet ind i deres hoveder på en rimende, men alt andet en børnevenlig facon.
»Beklager, min ven, men der er ikke tid til snorkeri. En verdensfjern millionær har lige erklæret krig«, rimer Samuel L. Jackson med slet skjult henvisning til mange Obama-vælgeres indtryk af hans republikanske modkandidat, Mitt Romney.
Madonna støtter Obama: Vi har en sort muslim i Det Hvide HusSenere overrasker Jackson Susies bedsteforældre i sengen og opfordrer dem til at sige »hell no, motherfucker« til Mitt Romneys planer om at reformere sygesikringen for ældre borgere. En besked, der i sin første halvdel groft kan fordanskes til »fandeme nej«, mens skældsordet motherfucker ikke har en oplagt oversættelse.
Iagttagere har igennem valgkampen haft fokus på, at demokraterne langt fra er ligeså entusiastiske omkring at hjælpe Obama til sejr, som de var i 2008. Demokrater har frygtet, at ligegyldighed kan ende i valgnederlag for præsidenten.
Inspiration fra bandende bestseller
Temaet for den svovlholdige børnefortælling er lavet med tydelig inspiration fra bestsellerbogen ’Go the Fuck to Sleep’ – ’Fald nu for helvede i søvn’ – som sidste år hittede i USA som en »godnathistorie for voksne«. En lydbogsversion blev siden indtalt af netop Samuel L. Jackson.
Om Susie i videoen har fået sit navn efter Everly Brothers-hittet ’Wake Up Little Susie’, melder historien dog intet om.
LÆS OGSÅ Clint Eastwood til politiken.dk: Obama kan køre det hele af sporet
Samuel L. Jackson er blandt andet via sin profil på det sociale netværk Twitter blevet kendt for sin forkærlighed for bandeord. Blandt andet har han tweetet 57 forskellige stavemåder af ordet motherfucker.
Jackson er blandt kendt for sine hårdtslående roller i Tarantino-klassikeren 'Pulp Fiction' og i 2000-genskabelsen af actionklassikeren 'Shaft'. Han var senest aktuel i 'The Avengers', som havde dansk premiere i april i år.
Jewish Council for Education and Research har før stået bag satiriske valgvideoer, blandt andet med komikeren Sarah Silverman. Den såkaldte superPAC er blandt andet støttet af milliardær og investor George Soros' søn, Alexander Soros, og bagmændene har som erklæret mål, at de vil »gøre alt, vi kan for at mobilisere jøder og andre til at støtte« Obama.
fortsæt med at læse


























