At »arkitektur er som frossen musik« er et af de mange fine udsagn fra arkitekten Henning Larsen i Jytte Rex' portræt af arkitekten og hans virke.
Der er altid noget fundamentalt tilfredsstillende ved at høre kloge mennesker fortælle om det, de har allermest forstand på.
I den forstand er filmen om Henning Larsen lidt af en lysbringer. LÆS OGSÅHenning Larsens sorte bog er stærkt underholdende
En arkitekt, der elsker lyset og »elsker duften af nyspidset blyant« og fortæller om det med sin behagelige stemme, der hviler i sig selv som et passende udtryk for en mand, der hverken overdriver ydmyghed eller selvbevidsthed.
Mens han blidt verfer de mange katte væk fra sine arbejdstegninger. En spiralbevægelse imod lyset
Mur og Rum er en klassisk arkitektonisk afdeling. Henning Larsens uformelle afdeling kunne hedde Lys og Rum. For det er fascinationen af fylden i disse to på papiret tomme kategorier, der har været hans ledetråd.
Portrættet udfoldes med bygningsværkerne. Den danske ambassade i Riyadh med dens elegante moderne fabuleren over klassisk arabisk byggestil. Dragsvoll Universitet i Trondheim bygget som en lysarkade for et folk knuget af vintermørket. Lyset og de arabiske linjer i Handelshøjskolen på Frederiksberg. LÆS OGSÅHenning Larsen vinder tysk designopgave
Helt op til den nybyggede Vestjyllands Kunstpavillon på fødeegnen Videbæk løber de mange realiserede projekter op i et imponerende livsværk.
Han sammenfatter sin arkitektur som »en spiralbevægelse, som bevæger sig op ad imod lyset«. Der bliver hele tiden lys, men det er sten på sten, der stables i kurve, da geologien skal indforskrives i byggeriet af NaturBornholm syd for Aakirkeby.
Undervejs bliver der også tid til at hylde inspirationskilder som Le Corbusier og nikke beundrende til C.F. Hansens klarlinjede klassicisme i f.eks. Vor Frue Kirke fra bygningernes elskede København, som en drømmende Henning Larsen om natten flyver rundt i.
Skuffelsen over Operaen
At filmen er en dvd, som giver lidt nulrede linjer i billederne af bygningerne, er selvfølgelig et teknisk minus i en film, der netop i den grad er fokuseret på den rene, luftige linjes klarhed i udtrykket.
Først til sidst sniger der sig skygger ind i denne fortælling om dansk arkitekturs lyse sind og klare linjefører. Larsens forkærlighed for skitsens liv modsvares af hans skepsis over for computerens afsluttede udsagn. Han beklager, at entreprenørerne efterhånden ofte overdøver arkitekterne i nutidens danske byggeri.
Og til sidst kommer også projekterne, der ikke gik helt, som de skulle. Først og fremmest skuffelsen over Operaen og hr. Møllers diktater i skabelsen af den gave til København, der måske mest var tænkt som et monument over Møller selv. LÆS OGSÅOperaens stjernearkitekt angriber Mærsk
Det gør ondt i Larsen at skulle tænke på de mærkelige tværribber i 'brødristeren', der forvandlede Operaens udtryk fra et åbent, svævende lysrum til en kasse med persienner. Larsen ved, at et byggeri står som et monument over arkitekten uanset processen, der gik forud.
Et af Henning Larsens mest berømte værker er udenrigsministeriet i Saudi-Arabien.
»I et diktaturland havde vi friere hænder«, konstaterer Larsen tørt om forskellen på at arbejde for magthaverne i Riyadh og for sin samarbejdspartner på Esplanaden i København. FACEBOOK
Operaens arkitekt i portrætfilm: Vi havde friere hænder i et diktaturland






























