Filmen ’Looper’ har netop haft premiere i de danske biografer. Filmen har taget USA med storm, både blandt anmelderne og ved billetlugen. For mange vil det dog være første gang, de stifter bekendtskab med hovedrolle-indehaver, Joseph Gordon-Levitt. Men de fleste har set ham før uden at have tænkt over det.
Joseph Gordon-Levitt er nemlig en af de Hollywood-skuespillere, der med rent slid, kompromisløshed og ikke mindst en god portion talent, er ved at indtage sin plads blandt den absolutte skuespiller-elite.
I skyggen af Heath Ledger
En gang i 1999 valfartede de danske filmanmeldere ind i biograferne for at se ungdomsfilmen ’10 Things I Hate About You’. De fleste havde nok ventet en tam forestilling med en holdbarhed på niveau med en tændstik. Og det fik de også, til trods for at filmen var en ungdomsfortolkning af Shakespeare’s ’Trold kan Tæmmes’.
Tummelumsk tidsrejsesfilm finder balancen mellem stil og overgear
Men når ’10 Things I Hate About You’ alligevel blev taget småalvorligt af anmelderne, var det ikke på grund af Shakespeare-forlægget. Nej, det var fordi filmen bragte et nyt og ungt hold skuespillere på banen, der strålede af talent på en helt anden måde end den tids andre ungdomsfilm kunne.
Der var Julia Stiles, der som den eneste kvindelige skuespiller fra sin årgang er lykkedes med at tage springet til seriøse roller. Og så var der ikke mindst Heath Ledger, der efter netop denne film skød som en komet mod Hollywood-himlen, inden han viste sit enorme talent i ’Brokeback Mountain’ og derefter eksploderede over verden i rollen som The Joker i Christopher Nolan’s ’The Dark Knight Rises’. Blot for lige bagefter at brænde ud og stille sig i rækken af store Hollywood-talenter, der døde i en alt for tidlig alder.
Og så var der Joseph Gordon-Levitt.
Dashiell Hammett på High School
Hollywood havde kendt den unge skuespiller i et stykke tid, da han som knægt spillede en af hovedrollerne i serien ’3rd Stone From The Sun’. Han havde små og temmelig ubetydelige roller i film, men det var i ’10 Things I Hate About You’, han første gang fik lov at spille med musklerne i selskab med Stiles og Ledger.
Det var dog som bekendt sidstnævnte, der endte med at blive bannerfører for den lille gruppe af unge skuespillere fra denne årgang, for hvem det lykkedes at gå videre til seriøse roller. Og det var som om, Ledger skyggede for kammeraten Joseph Gordon-Levitt, for selvom talentet var tydeligt, var det som om Ledger skulle gå bort, før Gordon-Levitt kunne komme til.
Efter ’10 Things I Hate About You’ røg han tilbage i de småroller, han havde spillet tidligere i sin karriere. Men så, i 2004, kom Rian Johnson ind i Joseph Gordon-Levitts liv. På dette tidspunkt kunne Gordon-Levitt ikke tillade sig at sige nej tak til hovedroller, og Johnson ville have ham til at spille hovedrollen i sin film ’Brick’. Kombinationen af de to skulle vise sig at være guld værd.
’Brick’ er en neo-noir-thriller, som kunne have været skrevet af såvel Dashiell Hammett som James Ellroy, hvis den havde foregået i 30’ernes Downtown Los Angeles. Det gjorde den bare ikke. Den foregik på den high school i San Clemente, hvor Johnson havde gået i sin ungdom, og hele noir-menageriet var indehold i gymnasietidens mikrokosmos.
Et spørgsmål om autenticitet
Johnsons vision og fortælleglæde fik juryen op af stolene på Sundance-festivalen i 2005, hvor filmen modtog ’ The Special Jury Prize for Originality of Vision’. Især det faktum, at filmen var lavet for under 500.000 dollar, var folk imponerede af. Men det, de var allermest imponerede af, var Joseph Gordon-Levitt.
Hans præstation i ’Brick’ gjorde folk opmærksomme på det stortalent, der havde gået rundt imellem dem og ikke foretaget sig ret meget. Ligesom det først var i ’The Usual Suspects’ at folk fik øje på Kevin Spacey – der ellers haft biroller i utallige film indtil da – skulle ’Brick’ op på lærredet, før folk for alvor fik øje på Joseph Gordon-Levitt.
Her var der tale om en ung skuespiller, der allerede havde prøvet det meste og derfor kunne optræde med gigantisk autenticitet på lærredet. Autenciteten er netop det, der driver Gordon-Levitt, der om ’Brick’ har sagt at »Der er næsten ingen, der virkelig skriver film på denne måde længere. I stedet prøver de at lave film, der udelukkende består af digitale effekter.«
Indie-instruktørernes favorit
Hans autenticitet gjorde ham til den amerikanske indiefilm-scenes favorit-skuespiller og over de næste par år spillede han større roller i indie-succeser som ’Shadowboxer’ og Spike Lee’s ’Miracle at St. Anna’. Han gæstede også – ukrediteret – rollelisten i Rian Johnsons næste film, ’The Brothers Bloom’.
I 2009 fik han så lejlighed til at spille en hovedrolle overfor Zooey Deschanel i ’(500) Days of Summer’, der blev et massivt hit blandt unge i USA. Selvom det var 10 år efter ’10 Things I Hate About You’, blev Joseph Gordon-Levitt her introduceret til den yngre generation helt forfra, og fik en status, hvor filmselskaberne godt turde putte ham i lidt større film.
Den første store blockbuster, Gordon-Levitt fik lov at afprøve sin stjernestatus i, var ’G.I. Joe: The Rise of Cobra’.Det var måske ikke det bedste valg for en indie-filmskuespiller, og selvom filmen klarede sig fint ved billetlugen, var det ikke ligefrem en film, som byggede videre på det image, Gordon-Levitt havde bygget op som en slags intellektuel Leonardo DiCaprio uden teenidol-status.
Leonardos sidekick
Den intelligente, unge skuespiller med talent og dybde spildte sin tid i sådan en film, var der mange, der mente. En af dem var Christopher Nolan, der havde arbejdet med Joseph Gordon-Levitts tidligere makker, Heath Ledger. Han skulle bruge en slags ’sidekick’ til Leonardo DiCaprios hovedrolle i den tænksomme action-fantasi ’Inception’, og valgte at satse på Joseph Gordon-Levitt.
Og ligesom i mødet med Rian Johnson, var der kemi mellem skuespiller og instruktør. Således valgte Nolan at hyre Gordon-Levitt endnu engang til at spille John Blake i afslutningen på hans Batman-trilogi, ’The Dark Knight Rises’. En rolle, der langt fra er ubetydelig. For ud over den megen skærmtid, som Gordon-Levitt fik i filmen, blev hans sande fornavn også afsløret til sidst: Robin.
Nolan var på denne måde så venlig at lægge op til at Joseph Gordon-Levitt kunne blive hovedrolle-arvtageren, hvis Batman-serien skulle fortsætte under en andens ledelse. Men spørgsmålet er, om han er interesseret.
At se film er en »kreativ proces«
For Joseph Gordon-Levitt har for længst vist, at han er meget mere til nyskabelse end til samlebånds-producerede Hollywood-blockbustere. Og at han har respekt for selve filmkunstens særlige tovejs-kommunikation:
»Det er en kreativ proces at se en film. Det er ikke bare input. Som tilskuere er vi med til at fortælle historien igennem vore egne øjne”, som han sagde til websitet Cinematical, da de spurgte ham om meningen med filmen ’Inception’.
Joseph Gordon-Levitt er en skuespiller, der ikke er bange for sine roller. I ’Inception’ bad han om lov til at udføre sine egne stunts. I ’50/50’ fra sidste år lykkedes han med den svære kunst at balancere tragedie med humor i rollen som en kræftramt ung mand, der prøver at leve med sin sygdom uden at bukke under mentalt.
I ’Premium Rush’ fra i år var han en del af et lille hold, der prøvede at bringe den specielle cykelbud-subkultur op på det store lærred, og kastede sig så meget ind i rollen, at han blev påkørt af en taxi og måtte en tur på hospitalet og sys en hel del under optagelserne.
Øjeblikket lige efter blev optaget på et mobilkamera, og er sågar med i filmen under filmens rulletekster. Jo, Joseph Gordon-Levitt er ’The Real Thing’, og det kan amerikanerne godt lide.
Spiller hovedrollen i årets overraskelse
Der skulle dog endnu en genforening med Rian Johnson til, før Joseph Gordon-Levitt fik den hovedrolle, der nu for alvor har slået hans navn fast med syvtommer-søm i Hollywood.
Filmen ’Looper’ er blevet årets surprise-hit i Hollywood. Det er en af de bedst anmeldte film, 2012 har budt på indtil nu, og havde den ikke været oppe imod familie-tegnefilmen ’Hotel Transylvania’, havde den ikke nøjedes med andenpladsen på den amerikanske bio-hitliste, da den fik premiere i forrige uge.
I ’Looper’ får Joseph Gordon-Levitt endnu engang lov at spille med skuespilkræfterne. Men i hans vanlige, kompromisløse stil, er han fuldkommen ligeglad med, om folk kan kende hans ansigt. Det handler om præstationen for Gordon-Levitt, og derfor havde han intet problem med at bære en ansigtsprotese i hele filmen, så han bedre kunne ligne Bruce Willis. Han spiller nemlig en yngre udgave af Willis i filmen, og selvom filmen indebærer såvel masser af action, fremtidsfantasi og visuelt guf, så er det i mødet mellem det ældre og yngre jeg, at filmens appel og konflikt opstår.
Spielberg har ringet
Det er lige en rolle for Gordon-Levitt, der får lov at vise, at han kan bære en film selv uden at bruge sit eget ansigt, og samtidig er der et vist intellektuelt niveau, hvilket han tilsyneladende går efter, når han læser manuskripter.
Faktisk mener han netop, det er her, en skuespillers sande udfordring ligger. »Den største kompliment, jeg kan få som skuespiller, er udtalelsen: ’Jeg kunne slet ikke kende dig’«, udtalte Gordon-Levitt for nylig til filmbloggeren Kam Williams.
Sidste år kom så sværdslaget, der slog Gordon-Levitt til ridder i Hollywood: Steven Spielberg ringede.
Spielberg har placeret Gordon-Levitt midt i et hold af rutinerede og anerkendte skuespillere som Daniel Day-Lewis, Tommy Lee Jones, Sally Field, Hal Holbrook og David Strathairn i filmen ’Lincoln’, der får amerikansk premiere lige efter præsidentvalget.
Instruerer sig selv som Don Juan
Filmen om USA's mest elskede præsident har været et drømmeprojekt for Spielberg i mange år, og når det endelig gennemføres, er det en stor cadeau til Joseph Gordon-Levitt, at han får lov at repræsentere sin generation i Spielbergs næste store film.
LÆS OGSÅ DiCaprio er den mest gyldne af guldskuespillerne
Men Joseph Gordon-Levitt er ikke bange for at tage den slags udfordringer. Hans næste film efter ’Lincoln’ hedder ’Don Jon’s Addiction’ og er en komedie, der tager udgangspunkt i Don Juan-figuren, spillet af Gordon-Levitt selv. Men i vore dage er Don Juan afhængig af porno og på en personlig rejse, der skal gøre ham mindre selvoptaget.
Joseph Gordon-Levitt har selv skrevet og instrueret filmen, hvor han spiller over for Scarlett Johansson og Julianne Moore. Filmen er ved at blive klippet færdig i disse dage, og der er ikke mange, der ved ret meget om den i Hollywood.
Men de fleste forventer, at den bliver kompromisløs, ærlig og uden hensyntagen til kommercielle interesser. Det er trods alt Joseph Gordon-Levitt, der har lavet den.
fortsæt med at læse



























