Er ’The Dark Knight Rises’ en superheltefilm?
Det elaborerede kostume, de til stadighed opfindsomme tekniske gadgets – som her i filmen tæller en ny flagermusflyver – og endnu en skurk med planer om at tvinge civilisationen i knæ vidner om en film, der opfylder sine forpligtelser som klassisk superhelteepos.
LÆS OGSÅ Filmanmeldere trues på livet af Batman-fans
Men i hænderne på Nolan bliver Batmanuniverset også noget helt andet: en kraftfuld fortælling, der mere minder om Michael Manns elegante genrefilm og Coppolas ’Godfather’-trilogi end om superheltefilm som ’Iron Man’ og ’Avengers’.
Christopher Nolans version af Batmanuniverset er så dystert og urovækkende, at det får alle de konkurrerende Marveluniverser til at tage sig barnligt fjollede ud. Det gælder også i den tredje film i serien.
Dystopi og ikondyrkelse
Det skyldes ikke mindst det faktum, at Batman her i trilogiens sidste kapitel i lange perioder er skrevet helt ud af hovedhandlingen.
Hans figur er reduceret – eller ophævet, om man vil – til at være et symbol, et faldet ikon, der må rejse sig igen som fugl Føniks fra asken og kaste sig hovedkulds ind i den ild, der truer med at brænde Gotham til grunden.
Men det skyldes også Nolans særegne skildring af tegneseriens univers.
I modsætning til de tidligere filmversioner af Batman fylder Nolan lærredet med brutal arkitektur, mørke, røg og ansigter fortrukket i smerte. Hans skildring af den moderne storby er genkendelig, men lige så dystopisk som Ridley Scotts mørkt apokalyptiske vision af fremtidens Los Angeles i ’Blade Runner’, ligesom hans figurer er mennesker, der har psykologisk dybde og føler smerte.
Snedige psykologiske tricks
» Theatricality and deception are powerful weapons«, som Batmans læremester Ra’s Al Ghul siger, og det kunne være Nolans motto, for snedige psykologiske tricks har været hans speciale, siden han debuterede med den paranoide thriller ’Following’ i 1998.
Siden fulgte ’Memento’, der udfoldede sit plot bagfra for at skildre hovedpersonens hukommelsestab, og ’Insomnia’, baseret på en norsk film om en søvnløs politiefterforsker. Igen er det stemningerne og karakterstudierne, der imponerer, ikke filmens velsmurte thrillermaskineri.
LÆS ANMELDELSE
Netop Nolans evne til at give en genrefilm dybde og nuancer var grunden til, at Warner bad ham stå i spidsen for en genoplivning af den gamle superhelt. Det skulle vise sig at være et klogt valg.
Nolan bragte på mange måder Batman tilbage til hans oprindelige form.
Farverig siden 1954
Den maskerede hævner, som blev opfundet af tegneserietegneren Bob Kane i 1939 som et forsøg på at hamle op med Superman, afviger nemlig fra de andre superhelte ved ikke at have overnaturlige evner.
Han er en grundlæggende menneskelig helt, og så meget desto vigtigere er det at fastholde den psykologiske naturalisme, så man som tilskuer kan identificere sig med figuren.
I de første tegneserier var Batman ikke nogen klassisk helt, men en mørk og truende figur, der drev rundt i de mørke gader forklædt som en flagermus for at hævne drabet på sine forældre og ikke veg tilbage for selv at begå drab.
I årene mellem Kanes streger og Nolans filmatisering blev kanterne slebet af den barske Batman, særlig efter indførelsen af The Comics Code Authority i 1954, der påtvang tegneserier en langt mere sort-hvid psykologi, hvor politifolkene altid var good cops og skurkene var ensidigt onde.
De sociale kommentarer, der havde præget de tidlige striber, forsvandt til fordel for farverig ungdomsunderholdning. En stil, der med Frank Millers tegninger fra 1980’erne som den helt store undtagelse fortsatte frem til Joel Schumachers ’Batman og Robin’ fra 1997.
Aktuel masseteorisme
I modsætning til Marvels ironiske, familievenlige superheltefilm, der legesygt klæder sig i farver, 3D og computereffekter, dyrker Nolan mørket, realismen og en mere gammeldags tilgang til genren.
Hos ham er problematikkerne mere rå, og i modsætning til 1950’ernes version af serien er politiet hos Nolan langtfra idealet om good cops.
Selv om Gothams sociale problemer er borte – på overfladen, i det mindste – i ’The Dark Knight Rises’, får den grufulde skurk Bane (som i det klassiske tegneseriehæfte fra 1993 er kendt som skurken, der brækkede Batmans ryg) hurtigt skruet op for alvoren med realistiske og højaktuelle skrækscenarier, der involverer økonomisk krise og masseterrorisme.
Realistiske storbyspektakler
Forskellene mellem Nolans film og de øvrige superheltefilm er også synlige helt ude i filmenes overflade.
Hvor de tidligere film brugte special effects, klare farver og blanke overflader, er Nolans visuelle univers dyppet i sort tjære og rullet i snavs.
Med storbyen som skueplads – de tre Batmanfilm er mestendels optaget i Chicagos gader, men ’The Dark Knight Rises’ har også mange optagelser fra Manhattan – skaber Nolan med sin faste fotograf, Wally Pfister, og scenografen Nathan Crowley en verden, der ligner virkeligheden.
LÆS OGSÅ Den sidste Batman-film varsler en ny tids superhelt
Og i stedet for at omfavne 3D-teknologien fastholder han stædigt en mere gammeldags filmkunst, hvor billederne er i højsædet.
Store dele af filmen er optaget med Imaxkameraer, der skaber store, righoldige billeder (som vi desværre ikke kan se i de danske biografer) med en opløsning, der er næsten ti gange højere end det almindelige biografformat 35 mm, og han afholder sig næsten helt fra computergenererede effekter.
Så selv om Nolan gennem tre forrygende film har skubbet sin kappeklædte superhelt stadig længere ud i mørket, vidner måden, han gør det på, om en lysende tiltro til filmens mest grundlæggende kvaliteter.
fortsæt med at læse
