At hjertets veje er uransagelige, og at den uanselige, kiksede kvinde (sekretær/sygeplejerske med videre derfor tør håbe på opmærksomhed fra den ombejlede, succesrige mand (souschef/reservelæge med videre) er just ikke nogen nyhed for en garvet læser af kioskromaner.
Og Bridget Jones var jo heller ikke ligefrem den første til at erfare det på film, endda med dobbelt skrue i form af klamme Hugh Grant og søde Colin Firth.
Men hvor er kærlighedskomedien for os mænd, der af mangel på flashy udseende må forsøge at simulere visse indre værdier, som vi så kan håbe på, at kvinder har blik for?
Disse to franske instruktørbrødres fælles spillefilmdebut er lige ved at være svaret på det spørgsmål: En ’omvendt’ chicklitroman (af bror David) omskabt til en overraskende lille kærlighedskomedie i sindigt tempo og med følelsernes egensindige logik og charme.
Kærlighed i Ikea
Nathalie (Audrey Tautou) mister som ung sin drømmemand ved en bilulykke og drukner sin sorg i arbejdet som leder af en lille gruppe i den franske IKEA-filials administration.
Den ganske flotte, selvsikre – og selvfølgelig gifte – chef lægger forgæves an på hende, men det er hendes kiksede svenske underordnede Markus Lundell (Francois Damiens), der kommer til at opleve hendes frigørelse fra tre års sorg: En halv time inde i filmen træder den tyndhårede mand i den beigefarvede sweater over en beigeternet skjorte ind på hendes kontor for at spørge til en sag – og får et totalt uventet kys.
Han er solgt på stedet, men Nathalie kan dårligt huske det dagen efter. Mens kollegerne begynder at snakke, og chefen bliver ukontrolleret jaloux, åbenbarer Markus imidlertid pø om pø den oprigtighed og det stille, underdrejede lune, der må have tændt gnisten i hende: »Jeg elsker Deres hår; jeg kunne holde ferie i det!«.
Ikke nogen helt ringe scorereplik – fra en svensker!
Tautou efter Amélie
Godt ti år efter ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’ er en del biografgængere nok knap så forgabte i Audrey Tautou som han. Titlens delikatesse skal ganske vist snarest forstås i betydningen ’skrøbelighed’ eller ’finfølelse’, men bambiøjne, smilehuller, smækker figur og lækkert hår kan nu godt blive en lovlig sødladen mundfuld, især fordi kameraet dvæler så skamløst ved det.
Men så tager figurens uventede handlinger og forfriskende oprigtighed heldigvis toppen af kvalmen – hendes frygtløse, rigtig udførligt begrundede nej tak til chefens tilnærmelser er et lærestykke i høflig, men forfriskende ubesmykket afvisning.
En næsten ungdommelig uskyld og visuel fryd ved landskabelig og kvindelig skønhed er med til at sikre ’La Délicatesse’ mange charmerende øjeblikke, men trods dødens alvor som (alt for langt) afsæt bliver det aldrig andet end en romantisk bagatel.
Fuld af koket franske fordomme om skandinavisk design og levevis. Og med en måbende fransk erkendelse af, at en midaldrende, uskøn skandinavisk mands kejtethed, som blandt andet får Nathalies bedste veninde til at opføre sig direkte ubehøvlet, imod alle forventninger kan virke uimodståeligt forførende på denne yndige, men uglade enke.
Se traileren til 'La délicatesse'
fortsæt med at læse
