Memento bliver typisk fulgt af mori. Memento mori. En påmindelse om at man skal dø. Det kunne Christopher Nolans foruroligende og ambitiøse thriller 'Memento' såmænd også godt have heddet. Alting i denne uortodokse film er nemlig en påmindelse om jeg'ets forestående udslettelse. Helt konkret er det kun mindet om det brutale mord på hans hustru, og jagten på hendes morder, der udgør et fast holdepunkt i den skræmmende udflydende størrelse Leonard 'Lenny' Shelby i mangel af bedre må kalde sit liv. Leonard er en tidligere vurderingsmand for et forsikringsselskab. Ved overfaldet der kostede hans kone livet, mistede Leonard evnen til korttidshukommelse. Han kan huske fra næse til mund, men så heller ikke længere. Leonard er til stede i nuet, men få øjeblikke senere er alle spor forsvundet. Han glemmer alt. Motellet han bor på. Navne, ansigter, begivenheder. Hvad laver manden med den smadrede næse og med gaffa-tape klistret for munden på bunden af hans klædeskab? Og er det overhovedet hans klædeskab? Hvordan er en stakkels sygemeldt lønslave kommet i besiddelse af en sportsvogn i millionklassen? Hvem kan han stole på? Hans liv er ét stort spørgsmålstegn. Leonard prøver at klare sig ved hjælp af systemer og organisation. Ved hjælp af et polaroid-kamera prøver han at holde styr på sin omverdens persongalleri. Alle vigtige oplysninger får han tatoveret på sin krop. Oplysninger der måske kan føre Leonard til morderen John G. Udgangspunktet for denne overraskende thriller er i sig selv fascinerende. Hukommelsestab er altid en uhyggelig undergravelse af identiteten. Leonard lever, men har ikke noget liv. Når tiden bliver flydende, bliver identitetens fundament det også. Det næsten dumdristigt virtuose ved 'Memento' er, at den 29-årige brite Christopher Nolan i sin filmatisering af sin bror Jonathan Nolans novelle, ikke lader sig nøje med at fortælle en thriller om hukommelsestab, men lader hukommelsestabet være en vigtig del af filmens fragmentariske struktur. Det er svært at lege detektiv, når man ikke kan huske fra den ene brik til den næste. Leonard ved ikke hvilken troværdighed, de enkelte oplysninger har. Kan f.eks. ikke huske hvad, der fik ham til at notere »stol ikke på ham« på polaroid-fotoet af den altid hjælpsomme Teddy (Joe Pantoliano) med det smilende overskæg. Som tilskuer befinder man sig ligeledes på gyngende grund. Den lineære tidsopfattelse er smadret. At sige handlingen både bevæger sig forlæns og baglæns er en underdrivelse. Tidsfornemmelsen er stoppet ned i en blender. I en kompleks struktur føjer oplysning sig til oplysning. Men det er en absurd, ja næsten omvendt detektivhistorie: For hver ny brik, der føjer sig til billedet af forbrydelsens anatomi, falder en anden fra. Billedet forbliver fragmentarisk. Som tilskuer føler man sig pirret, mystificeret og foruroliget. Midt i al denne glemsel vil mange nok huske både Guy Pearce og Carrie Ann Moss fra tidligere meriter. Pearce, så fremragende i 'L.A.Confidential', har hovedrollen som Leonard. Moss fra 'The Matrix' spiller den mørke og mystiske Natalie. 'Memento' er en indviklet leg, men har man mod på legen, er Christopher Nolans film det mest udfordrende bud på en nytænkning af thrilleren siden Bryan Singers 'The Usual Suspects'. Det er en film som tør gå linen ud, og tør droppe den mekaniske afvikling af plottet. Men det er af samme grund også et intellektuelt projekt, der er bedre egnet til at stille provokerende spørgsmål til vores normer for fortællestruktur og vores opfattelse af begrebet identitet end den egentlig er velegnet til at skabe spænding. I Nolans sprængte fortælling kan spændingen kun opbygges i samme omfang som den nedbrydes, og den emotionelle identifikation med figurer, der hele tiden skifter værdi, og hele tiden så at sige 'starter forfra' i handlingen, er i sagens natur begrænset. Ligesom de mange gentagelser med variationer efterhånden begynder at udmarve. Men med sin virtuose opvisning i filmisk kaos-teori er 'Memento' en film, der byder den vakse biografgænger op til en dans, der ikke ligner de andre.