Egentlig må det være en lidt tam premiere for et par debuterende skuespillere. Ingen kindkys. Ingen blitzlys. Slet ingen røde løbere. Kun en lillebitte biograf på Frederiksberg, hvor SF’s tidligere formand Holger K. Nielsen og EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU Søren Søndergaard sidder på første række med benene over kors og drikker cola. De ser sig selv tone frem på det lille lærred, hvor Søren Søndergaard indleder sin lille birolle med ordene: »Altså, jeg synes, han var en nar. Jeg synes, han var politisk ulækker ...«. I filmen ’AFR’ optræder fem danske politikere, som instruktøren Morten Hartz Kaplers interviewede om andre emner og senere manipulerede ind i sin film, så de fremstår, som om de taler om en myrdet, homoseksuel Anders Fogh Rasmussen. Noget andet Den radikale Naser Khader orkede ikke at dukke op, da Politiken inviterede til en slags forpremiere. Pia Kjærsgaard ville ikke, og den konservative Helge Adam Møller sagde, at han ville læse anmeldelserne først. Så efter 84 minutter i biografen er det Holger K. Nielsen og Søren Søndergaard, der rejser sig. »Man er vel nødt til at have set filmen for at kunne diskutere den«, siger Holger K. Nielsen, »og jeg fortrød egentlig, at jeg udtalte mig om den, da den første gang blev omtalt. Men dengang var temaet, at Anders Fogh bliver fremstillet som bøsse. »Der er blevet lavet en film om, at Anders Fogh er bøsse, og du er med i den – hvad siger du til det?«. Det var ligesom det farlige«. Hvad ville der da ske, hvis det passede? »Næ. Det er ligegyldigt«, siger Holger K. Nielsen. »Præcis derfor er det heller ikke værd at lave en film om. Men nu er filmen jo også noget andet«, siger Søren Søndergaard. Så hvad er den? Holger K. Nielsen: »Det er en ganske god film. Den er dygtigt lavet med interessante temaer om, hvad der får folk ud i desperate handlinger, og om muligheden for, at man som person og politiker kan skifte retning og ændre, hvad man har været, også politisk – selv om den ikke er interessant som rent politisk film, fordi budskaberne er noget forvirrede og utroværdige. Og så handler den selvfølgelig om kærlighed, i det her tilfælde mellem mænd«. Fiktive navne Holger K. Nielsen optræder to gange i ’AFR’. Han blev interviewet af instruktøren Morten Hartz Kaplers i 2004 – så vidt han husker om terror, angst, magt og det moderne menneske. Bagefter skrev han under på, at interviewet måtte bruges i en film, og fandt for nylig kontrakten i en rodet papirordner, han bar med fra sit kontor, da han gik af som formand for SF året efter. Søren Søndergaard kan stadig ikke huske, hvad han blev interviewet om. Søren Søndergaard: »Jeg har hele tiden forsvaret, at filmkunstnere tager politikeres udtalelser fra arkivklip og bruger dem i en helt anden sammenhæng. Men jeg må da sige, at der er noget betænkeligt ved, at man manipulerer nye udtalelser frem. Politikere bliver i forvejen mere og mere kontrolfreaks, og hvis de frygter, de hele tiden er med i skjult kamera, får du endnu flere politikere, der lægger bånd sig selv«. Holger K. Nielsen: »Når man ligefrem laver en kontrakt med nogen og derefter gør noget andet, begrænser instruktøren i hvert fald mulighederne for sine kolleger fremover«. Hvordan har I det så med at være med? Holger K. Nielsen: »Jeg har overhovedet ingen problemer. Og jeg synes heller ikke, de andre politikere behøver have det. Pia Kjærsgaard måske lidt, for hun har sagt, at hun føler sig misbrugt med citatet, hvor hun siger, han er bøsse. Men hendes udsagn betyder ikke noget afgørende i filmen«. Søren Søndergaard: »Man må også se på, om det fremgår, at politikerne er manipuleret. Og det står helt klart til sidst i filmen. Det er meget klarere her, hvad der er fiktion, end hvis man læser bøger som ’Kongekabale’ eller ’Kronprinsessen’. Der er navnene fiktive, men til gengæld forbinder man dem med virkelige personer og tænker: Kan det virkelig være rigtigt, at finansministeren banker sin kone?«. For tæt påHvad så med at spille på en vandrehistorie om, at Anders Fogh er bøsse? Holger K. Nielsen: »Jeg synes egentlig ikke om det. Omvendt indrømmer jeg, det indgår på en meningsfuld måde i filmen. En stor del af kernen er forholdet mellem de to, og den handler lige så meget om personen Emil som en fiktiv Anders Fogh«. Søren Søndergaard: »På andre punkter følte jeg, det var for tæt på. For eksempel klippene med Anders Foghs kone og børn (som spilles af skuespillere, red.). Man tænker: Er det på den måde nødvendigt at lave et setup, hvor folk måske begynder at tro, at nogle ting er rigtige?«. Tror folk det? Holger K. Nielsen: »Mig berørte det ikke så meget, fordi det var så åbenlys fiktion. Omvendt siger nogle måske, at der ikke går røg af en brand, uden at der er noget om det«. Søren Søndergaard: »Og det er selvfølgelig et problem ved genren på godt og ondt: Får folk et nyt perspektiv på virkeligheden? Eller tror de, fiktionen er virkelighed?«. Positivt lys Instruktøren Morten Hartz Kaplers har selv sagt, at filmens tema også er manipulation og den måde, medierne klipper en virkelighed sammen på. Holger K. Nielsen: »Især tv-stationerne vinkler og har på forhånd besluttet sig til, hvad de vil have, man skal sige. Hvis filmen kan give anledning til en diskussion af journalisters arbejdsmetoder, er det helt fint, for virkeligheden bliver konstrueret hele tiden. Som journalister kan I ikke beskrive det hele, så I konstruerer, hvad I synes, er interessant. Nogle på en hæderlig, andre på en knap så hæderlig måde«. Hvilket billede efterlader filmen så af Anders Fogh Rasmussen? »Hvis den gør noget, efterlader den ham vel nærmest i et mere positivt lys – hvilket er en stor skam«, griner Søren Søndergaard.
At ændre sit liv
Kan man så ændre sit politiske liv som i filmen? Holger K. Nielsen ryster på hovedet. »Nej, det kan man da ikke«. Søren Søndergaard smiler: »Uden at afsløre filmens pointe kan vi jo sige, at det kunne Anders Fogh heller ikke gøre. Uanset om han ville eller ej«.
