Selv på en afstand af over 80 år er det svært at finde en film, der mere eksakt sætter billede og lyd på det tyske spøgelse end Fritz Langs gamle ’M’. Peter Lorres desperate børnelokker render rundt med sit uafvaskelige kridtbogstav ’M’ bag på skulderen i jakken. ’M’ for ’morder’, bare for at ingen skal være i tvivl. Det er det samme evige ’M’, der et halvt århundrede senere fik Wim Wenders til at forlade Tyskland og rejse til USA, midt i en karriere, der frugtbart tog udgangspunkt i Wenders’ hjemstavn, hans Heimat.
LÆS OGSÅ Tysk drama indfanger finansverdenens kølige overflader
Wenders rejste fra Tyskland for at flygte fra sin skygge, for at undslippe, hvad han selv i afmagt har kaldt sin »tyskhed«. Hitler eller det civile medløberi, der gjorde nationalsocialisme og Krystalnat muligt i 30’erne, blev slet ikke nævnt, det var ikke nødvendigt.
Hvad en tysker siger, er født med en uhyre omfattende kontekst, som alle instinktivt er med på. Hvor kulturradikal, velmenende og forhippet på det gode, man end er, slipper man som tysker ikke af med sit ’M’ på skulderen, og det sidder så ondskabsfuldt og genialt strategisk placeret, at hånden lige netop ikke kan nå om og børste kridtstøvet væk.
