Det forfriskende farlige ved Klokkeblomst – Peter Pans lille alf med tryllestøvet – er hendes rasende jalousi, helt i tråd med de folkesagn fra Irland og ophavsmanden J.M. Barries’ eget Skotland, hvor småfolkene nok er poetisk luftige, men også stolte og selvrådige som vores gårdnisser.
Den slags ’grimme’ følelser kan helt små børn sagtens identificere sig med, endda med en ubevidst lettelse over at dele ’skylden’ med andre.
De bedste film og bøger for de mindste tager rollingernes vrede, jalousi, hvide løgne osv. alvorligt.
De lidt ringere tager nok temaerne op, men som fejl hos bipersoner, der så retledes via et moraliserende plot – som Klokkeblomst også blev det i Disneys 1953-tegnefilm.
Eventyr i My Little Pony-kulører
Af udseende ligner hun fortsat sig selv, men nu har hun fået sin egen lovlig sukkersøde alfeverden i tre tv-film før denne spillefilm, og af egenrådigheden er kun nysgerrigheden tilbage.
Den driver hende over grænsen til den forbudte Vinterskov, hvor hendes vinger fryser til skrøbelig is.
Men derovre bor jo vinteralferne, herunder Klokkes ukendte søster Vinterlilje, hvis vinger til gengæld smelter i sommervarme. Og da søstre jo må og skal være sammen, følger nye grænsebrud, som igen forrykker naturbalancen, så alfeverdenens gyldne tryllestøvskilde trues af ... ja, ekstremklima!
Et feudalt eventyrland i My Little Pony-kulører og med trusler udløst af ’moderne’ brud på naturens orden er for voksne både en kvalm cocktail og en tynd kop te.
Men piger mellem tre og otte år vil elske søstertemaet, og for den målgruppe er der så få film, at man må være taknemmelig for en, der overhovedet har et plot, letfattelige figurer og en vis håndværksmæssig standard.
fortsæt med at læse
