Klokkeblomst, alfen i J.M. Barries’ såvel som i Disneys gamle historier om Peter Pan, er ikke alene så fuld af tryllestøv som en saltbøsse af salt; hun nærer også ’frække’ følelser (jalousi, raseri osv.), ligesom børn gør.
Men genfødt som hovedperson er hun et værre dydsmønster, ud over den farlige nysgerrighed, der i ’Klokkeblomst og vingernes hemmelighed’ (2012) lokkede hende over grænsen fra Drømmehaven til Vinterskoven, med klimakatastrofer til følge.
LÆS ANMELDELSE Peter Pans arrige alfepige slås med klimaproblemer i sukkersødt eventyr
Denne gang overlader hun heldigvis pladsen i centrum til Piratfeen Zarina, og hun er endnu frækkere.
Trods forbud eksperimenterer Zarina som ’den lille kemiker’ med diverse tryllestøv, bl.a. en lummerlilla vækstfremmer, der ville give Corydon & Vestager våde drømme. Men som andre grænsesøgende grundforskere bliver hun bortvist – og søger så tilflugt på sørøverskuden ved Dødningeklippen, slår håret ud og trækker i de langskaftede som sexet piratdronning.
Barbie-alfer redder verden
Det hele foregår i en præ-Pan-tidsalder, hvor Kaptajn Klo endnu kun er skibsdreng, om end lige så lumsk, og Krokodillen, dette skønne gespenst, endnu kun er en nyudklækket grønskolling med sylepidse mælketænder, men uden indbygget vækkeur.
Hele fregattens underfrankerede mandskab fylder heldigvis denne gang meget mere end første films ferske alfedronning og svulstige naturmetaforer, og det er et mærkbart løft. Alfeuniverset er så småt tilbage på sporet med kurs mod Ønskeøen!
Klokkeblomst og en multietnisk håndfuld andre Barbie-alfer med hver sine tryllestøvsevner (og denne gang lidt skarpere, mere krydret karakteranimation) skal nu redde verden fra de kulrede kapergaster og om muligt hjælpe Zarina – den forvorpne forsker og forstødte lysalf – ud af djævlepagten med Klo og tilbage på dydens smalle sti.
7-12-årige piger vil genkende glimt af den alders finkede intriger, som de jævnaldrende drenge vil tage sig til hovedet over.
De må så nøjes med at fryde sig over den frække piratdronning. Og så dillen, selvfølgelig: Tik-tak tik-tak...
fortsæt med at læse


























