En ny tegnefilmversion af ’Pinocchio’ er et dristigt projekt, men vel også nærliggende for Carlo Collodis nu 60-årige landsmand Enzo D’Alò. Resultatet stritter imidlertid i flere retninger: noget rodet og meget støjende som billedfortælling, men grafisk og visuelt overvældende og interessant, især for voksne animations-aficionadoer.

Collodis eventyr om den gamle, fattige og barnløse snedker Gepetto og hans trædukke Pinocchio, der blev levende, har nu alle dage været en selvmodsigende blanding af muntre løjer og klam moralitet.

LÆS OGSÅ Afghanistanfilm er en tumletur i propagandamaskinen

Både i journalisten og bladudgiveren Carlo Lorenzinis oprindelige 1880-version som føljeton (i 1883 som bog - Collodi var hans pseudonym) og i Walt Disneys 1940-tegnefilm, som er den, de fleste kender: Leg og pjæk straffes, løgnagtighed sågar med en lang næse; mens slid og slæb og pligtopfyldende opofrelse for ophavets skyld belønnes - i dukkens tilfælde ved at en tryllefe til sidst forvandler ham til et levende barn.

Dramaturgisk overhaling
Disneys light-udgave satte en del skik på det lovlig episodiske forlæg:

Den integrerede feen fra begyndelsen, gjorde Samvittigheden = Jesper Fårekylling vigtigere og morsommere end i originalen, fik meget klarere karakterer ud af fristerne, Mikkel From og katten Gideon, og indlagde Gepettos kat og dens guldfiskejagt som naturens skyldfri parallel til den grumme morale, børnetilskueren får ind med skeer: Fortabelsen lurer altid, især på den ulydige eller uvidende.

Men Pinocchio - ’barnet’ - var jo altid selv ude om det, i denne ny version mere tydeligt end nogensinde.

Som følge af egne skarnsstreger fanges han og bortføres af gøgleren, snydes og berøves af katten og ræven, bliver sejlet til dagdriverland for at forvandles til arbejdsæsel - og endelig sluges han af den hval, der heldigvis også har slugt gamle Gepetto, hvorpå de to gør den bibelske Jonas kunsten efter og redder sig i land til et bedre liv sammen.

Animation fra undergrunden

D’Alò, som vi kender fra 1998-tegnefilmen om ’Superkatten Zorba’s forsøg på at lære en mågeunge at flyve, men hvis Michael Ende-film om ’Momo og kampen mod tidsrøverne’ vi endnu har til gode, bygger denne gang figur- og landskabsdesign på Lorenzo Mattottis eksplosivt koloristiske tegneserieudgave fra 1996.

Toscanas solrige kulører breder sig i bredt stiliserende pastel- og penselstrøg bag lige så kulørte figurer, der også skrumper eller strækker sig efter grafiske snarere end psykologiske regler - fjernt fra børneanimationens følelsespirrende hovedstrømme både fra Japan og USA.

LÆS OGSÅ Fræk veninde får Klokkeblomst på bedre kurs

At vise os alternative strømninger i børne- og animationsfilmen er netop en af Rabalder Bio-projektets store fortjenester.

’Pinocchio’ er interessant i den udvikling, men målt med sæsonens to andre film - poetisk suveræne franske ’Ernest & Céléstine’ og den spanske skattejægerfarce ’Tad Stones, den fortabte eventyrer’ - den mindst børneegnede.

fortsæt med at læse

Afghanistanfilm er en tumletur i propagandamaskinen