0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klassisk børnefilm egner sig bedst til de voksne

Fortællingen om Pinocchio er håndfast opdragende moralitet, fjernt fra Disney.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Angel Films
Foto: Angel Films

Næsestyver. Pinocchios løgne afsløres straks for den storskæggede, ildslugende gøglerkonge - nu i Enzo D'Alós ny animation efter koloristisk overvældende forlæg af tegneren Lorenzo Mattotti.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En ny tegnefilmversion af ’Pinocchio’ er et dristigt projekt, men vel også nærliggende for Carlo Collodis nu 60-årige landsmand Enzo D’Alò. Resultatet stritter imidlertid i flere retninger: noget rodet og meget støjende som billedfortælling, men grafisk og visuelt overvældende og interessant, især for voksne animations-aficionadoer.

Collodis eventyr om den gamle, fattige og barnløse snedker Gepetto og hans trædukke Pinocchio, der blev levende, har nu alle dage været en selvmodsigende blanding af muntre løjer og klam moralitet.

Både i journalisten og bladudgiveren Carlo Lorenzinis oprindelige 1880-version som føljeton (i 1883 som bog - Collodi var hans pseudonym) og i Walt Disneys 1940-tegnefilm, som er den, de fleste kender: Leg og pjæk straffes, løgnagtighed sågar med en lang næse; mens slid og slæb og pligtopfyldende opofrelse for ophavets skyld belønnes - i dukkens tilfælde ved at en tryllefe til sidst forvandler ham til et levende barn.

Dramaturgisk overhaling
Disneys light-udgave satte en del skik på det lovlig episodiske forlæg:

Den integrerede feen fra begyndelsen, gjorde Samvittigheden = Jesper Fårekylling vigtigere og morsommere end i originalen, fik meget klarere karakterer ud af fristerne, Mikkel From og katten Gideon, og indlagde Gepettos kat og dens guldfiskejagt som naturens skyldfri parallel til den grumme morale, børnetilskueren får ind med skeer: Fortabelsen lurer altid, især på den ulydige eller uvidende.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter