Danske Daniel Dencik skal holde sine egne titler lige i munden i de kommende uger.
I løbet af en kort periode præsenteres han på BogForum med ’Via katastroferne’, i udlandet med dokumentarfilmen ’Moon Rider’ og på CPH:DOX med både ’Moon Rider’ og den akkurat færdige dokumentarfilm ’Ekspeditionen til verdens ende’.
»2012 har været et ret vildt år. Men det er nu lidt tilfældigt, at jeg både får udgivet en bog og bliver færdig med to film samme år. Om ikke så længe bliver der i øvrigt roligt igen. Når ’Ekspeditionen ved verdens ende’ er færdig, har jeg tænkt mig at rejse væk igen og skrive på min næste bog«, siger Daniel Dencik, som gennem mange år har levet med temposkiftet mellem mere ensomme skriveperioder og hektiske tider med filmproduktioner.
At veksle mellem film og litteratur og mellem at spurte og tage det mere sindigt passer ham så fint, at han ikke ser ud til at overdrive, mens han smilende påstår: »Jeg har verdens bedste job«.
LÆS OGSÅ Guide: Det skal du se på CPH:DOX
Outsider i en holdsport
’Ekspeditionen ved verdens ende’ har snigpremiere på CPH:DOX, er udtaget til hovedkonkurrencen på festivalen og ventes at få dansk biografpremiere i begyndelsen af 2013.
I den eksistentielle film sætter en tremastet skonnert befolket af store kunstnere og videnskabsmænd kursen mod det nordøstlige Grønland, hvor den arktiske havis er under hastig smeltning.
’Moon Rider’ havde premiere i Danmark for et par måneder siden.
Dengang kvitterede Politikens anmelder Kim Skotte med fire hjerter for filmen om den begavede cykelrytter Rasmus Quaades selvrealiseringskamp for at vinde verdensmesterskabet for unge cykelryttere.
Om portrættet af Quaade skrev Kim Skotte blandt andet, der ikke er tvivl om, at »Daniel Dencik med ’Moon Rider’ har tilført Jørgen Leths hovedfelt af cykelfilm et tidssvarende tankevækkende portræt af en outsider i en holdsport«.
Troublemaker
Betegnelsen outsider passer ret godt på Daniel Dencik selv.
Hvor hans mere kendte lillebror, skuespilleren David Dencik, pludselig karrieremæssigt steg til toppen både herhjemme og i udlandet, har Daniel Dencik langsomt arbejdet sig frem – og det især inden for nicherne lyrik og dokumentarfilm.
Brødrene Dencik blev født i Stockholm. Da Daniel var tre-fire år gammel, bosatte familien sig i Valby, men beholdt lejligheden på Södermalm i den svenske hovedstad.
Gallagæster: Her er vores bedste DOX-oplevelserPå den jødiske privatskole Carolineskolen og senere på Vestre Borgerdyd Gymnasium var Daniel Dencik »en troublemaker«, siger han.
Overbevist om at han ville være forfatter, og at han ville klare sig selv for enhver pris, tog han efter gymnasiet til Stockholm, hvor han var nødt til at dele familiens lejlighed med flere andre for at kunne betale huslejen.
Der læste han filosofi på universitetet og havde ved siden af flere job for at overleve.
Udmagret og ulykkelig
»Stockholm husker jeg som en meget hård periode, hvor jeg var enormt ensom. Jeg var meget stolt og ville ikke tage imod hjælp fra mine forældre. Ved siden af studiet arbejdede jeg på McDonald’s om natten. Om dagen var jeg ligkistebærer og gik rundt i dårlige jakkesæt. Med alle de store filosoffer som Schopenhauer og Wittgenstein under armen. Jeg vil aldrig udsætte mig selv for sådan noget igen. Men dengang forstod jeg jo ikke, det var forkert, og man kan sige, at jeg på en måde uden at være bevidst om det rustede mig selv til at blive forfatter. At være det handler jo meget om at kunne deale med en stor ensomhed. At kunne være tilpas i sit eget selskab«.
Efter tiden i Stockholm uddybede Dencik lige ensomheden en ekstra kuldegrad med nogle togture i Europa uden penge og uden at få ret meget at spise. Han overnattede på banegårde, »græd enormt meget« og kom udmagret hjem.
Da han i slutningen af 1990’erne blev optaget på Den Danske Filmskoles uddannelse for klippere, debuterede han stort set samtidig som forfatter.
I mange år derefter vekslede han mellem at arbejde som klipper i et halvt års tid og derefter rejse væk for at skrive en bog i månedsvis.
Ud over lønnen som klipper levede han blandt andet af, at han var »velsignet« med legater fra Statens Kunstfond som ung – herunder det 3-årige arbejdslegat.
Mod bredere sigte
Når ’Ekspeditionen ved verdens ende’ har haft premiere, planlægger Daniel Dencik at tage af sted igen. Måske skal den næste bog skrives i Vietnam med dagbogsnotater nedfældet gennem det seneste års tid som forlæg.
Og muligvis får en kommende film med ham som instruktør et bredere anslag og kommer til at fortælle en historie, der er fiktion. Inden for film ser han ikke længere udelukkende sig selv som klipper.
LÆS OGSÅ
Efter at have arbejdet mange år som sådan fik han pludselig lyst til at være involveret i flere processer af filmarbejde:
»I ’Moon Rider’ har jeg lavet det hele selv. Fotograferet, instrueret og skrevet, og det får jeg mere og mere lyst til«.
»Det er ikke ment som snobberi fra min side, at jeg har skrevet digte og lavet film, der har et smalt publikum. Jeg har intet imod mainstream og beundrer folk, der kan få 500.000 danskere i biografen. Jeg vil gerne selv lave noget mere bredt. Men jeg ved også, at min styrke ligger i at være personlig. Det har jeg med tiden forstået. For mig skal lokummet brænde, og jeg skal vide præcis, hvad jeg taler om. Hvis jeg er for meget på udebane, er der noget galt. Fascinationen skal være personlig. Er den det, har jeg til gengæld efterhånden lært, at så skal jeg bare kaste los«.
fortsæt med at læse
