Alle organismer er forbundet med hinanden, og de gør i virkeligheden det samme.
Om de er edderkopper, isbjørne eller mennesker.
»Vi er bare sat sammen på en smartere måde. Synes vi selv«, konstaterer geologen Minik Rosing i et for ham helt typisk tørt humoristisk og alligevel alvorligt tonefald. Efter at han har sagt, at mennesket sådan set hverken er mere eller mindre end »omvandrende algemåtter«.
Minik Rosing er en af hovedpersonerne og en af de mest interessante at høre på i dokumentaristen og digteren Daniel Denciks helt usædvanlige dokumentarfilm 'Ekspeditionen til verdens ende'.
Stort anslag
Det er en film, der har ambitioner, skønhed, tålmodighed og tvivl i mængder nogenlunde lige så store som den tremastede skonnert, hvori de medvirkende sejler til det nordøstlige Grønlands af menneskefødder hidtil uberørte land.
Ja, hvad tvivlen om menneskelivets mening angår, giver filmen den ilt og visioner på størrelse med de på havet tilsyneladende sejlende bjerge, der har eksisteret længere, end man kan forestille sig og afgjort længere tid end menneskearten.
Sidste år debuterede Dencik som filminstruktør med det ikkeheltegørende cykelrytterportræt af Rasmus Quaade i ’Moon Rider’. I slutningen af 2012 modtog han prisen Reel Talent Award under festivalen CPH:DOX.
LÆS MERE Prisnominerede Daniel Dencik: »Lokummet skal brænde - totalt«
For tiden er han blandt de blot syv nominerede til Politikens Litteraturpris 2012 med digtsamlingen ’Via katastroferne’, der heller ikke er for lille i anslaget.
Kunstnernes humor i meningsløsheden
’Ekspeditionen til verdens ende’ lader videnskabsfolk og kunstnere sejle til en konkret udgave af menneskets idé om verdens ende – i Grønland.
Til havs og på landjorden taler de sammen om verdens mulige undergang, menneskehedens fremtidige undergang, muligheden for at opdage nye arter, kunstens og videnskabens fælles søgen efter eksistensens mening og andre ikke helt små ting.
Tal R og Daniel Richter er blandt kunstnerne, der tilføjer filmens højtravende temaer humor, og Minik Rosing er flere gange undervejs mand for at formulere menneskets betydningsløshed på måder, så man drager et lettelsens suk over, hvor lille man er, og hvor meget kloden har overlevet før de aktuelle århundreders menneskeskabte klimaforandringer.
Mozart og Metallica
En mere end timelang og til tider både videnskabeligt konkret og filosofisk abstrakt dokumentarfilm om alt fra spor af mikroskopiske bioorganismer til selve begyndelsen og enden på evigheden er udfordrende at følge med i.
Filmen ville nok være umulig at følge med i og svær at holde ud, hvis ikke den næsten lige så meget var en sanse- som en taleoplevelse.
I ’Ekspeditionen til verdens ende’ bruger Daniel Dencik frækt både Mozart og Metallica som musikalsk underbygning af naturens skønhed og fantastiske brutalitet. Kontraster er der også i tempoet, hvor sekvenser med samtaler mellem medvirkende afløses af episoder, der har fokus på billeder af naturen.
Kameraets gliden hen over landskaber og billeders næsten kærtegnende afsløringer af for eksempel bjergenes og himlens farvenuancer gør det muligt, at man nogenlunde kan fordøje filmens mange ord og retninger i stedet for at lade sig forvirre.
Tilsammen gør musikken, billederne og menneskene, at ’Ekspeditionen til verdens ende’ minder om et digt om denne verden.
Tobenede algemåtter på togt til lysets hjerte
»Vi regerer kun i kort tid. Så er det tilbage til edderkoppen. Men så vidt vi ved, skriver edderkopper ikke digte«, siger tyske Daniel Richter. Og får et øjeblik senere med ydmyghed i den lavmælte stemme tilføjet: »Vi er på et kontinent uden mennesker. Det er lysets hjerte«.
Præcis hvad han mener med den sætning, forklares ikke. Men det virker rigtigt at sige det i sammenhængen alligevel.
LÆS OGSÅ CPH:DOX trak historisk mange i biograferne
Helt klart står det egentlig heller ikke, hvad Daniel Dencik kommer frem til på sin ekspedition. Ud over at kloden næppe går under, fordi mennesket har storhedsvanvid nok til at tro på sin egen evne til at skabe det største og ødelægge alt.
Tobenede algemåtter er nok kun en parentes i evigheden, og det er ingen katastrofe, føler man i selskab med en dokumentarfilm, der fortjener at blive oplevet på et stort lærred.
fortsæt med at læse
