I de dage af februar 1942 skraber termometret bunden med minus 29 grader. Øresund fryser til. Det samme gør det besatte Danmark og hovedstaden, hvor kong Christian X meddeler, at han vil holde sit 30-års regeringsjubilæum i stilhed – og hvor to mænd vandrer ind på det tyske filmselskab UFA’s kontor på Strøget. Køb vores film UFA ligger på etagerne over det lille Nygade Teatret, markeret af et logo, som fylder et helt vindue på førstesalen. Selskabet udspreder tyske film til de besatte lande i Europa. UFA indkøber også danske film, som får tysk tale og ender som underholdning i biograferne i Det Tredje Rige. Den ene af mændene er 34-årige Henning Karmark, direktør for ASA Film. Han har fysik som en filmstjerne, et mørkt tilbagestrøget hår bølger på hans hoved. Den anden er en tyndhåret mand først i 40’erne, der bærer runde sorte briller i et hvalpet ansigt. Tage Nielsen, som han hedder, er chef for filmselskabet Palladium.
SE BILLEDER Danske film uden jøder
Faktisk mangler de kun direktøren for Nordisk Film i at samle hele den danske filmtop. I 1942 sidder de tre selskaber ASA, Palladium og Nordisk Film tungt på branchen.
Men det er netop Nordisk Film, de to konkurrenter kommer for at tale med tyskerne om.
Chefen for UFA’s kontor hedder Hans-Jürgen Maximilian von Hake. De to danskere brokker sig til ham, fordi Tyskland på det seneste kun har købt titler fra konkurrenten Nordisk Film. Det er unfair, mener de.
ASA og Palladium har mindst lige så gode film. Dem burde tyskerne også købe. Meldte konkurrenten Og så er der lige noget andet, de vil fortælle. Den tyske opkøber sikrede sig blandt andet Nordisk Films lystspil ’Alle går rundt og forelsker sig’. Med musik af Kai Normann Andersen. Alle kender titelmelodien. Men de færreste ved måske, at stjernen og hovedrolleindehaveren Lilian Ellis er en ’ikke-arie’. En kvinde med jødisk blod i årerne. Det anser de to direktører for at være et problem. Og en god grund til – mener de to danske filmdirektører – at tyskerne ikke burde købe filmen. I dag, næsten 60 år senere, kan filmforsker Lars-Martin Sørensen afsløre de to filmbosser ud fra et tysk referat af mødet, han har gravet frem fra arkiverne. »De spiller jødekortet over for tyskerne for at udmanøvrere en konkurrent«, konstaterer han. »Det er ikke særlig kønt«. For de fleste ved efterhånden, at myten om danskerne, der knyttede næverne i lommerne fra besættelsens første dag og hen ad vejen forvandlede sig til en bande dristige modstandsfolk, netop er ... en myte. Billedet var broget. Men hvad med en kreativ industri som filmbranchen? Kæmpede danske filmskabere imod tysk censur? Sneg manuskriptforfattere satire og skjult modstand ind i deres film? Eller samarbejdede filmfolkene snarere med tyskerne?
