Ang Lee laver den ene vilde film efter den anden, men Ang Lee ligner selv alt andet end en heftig filminstruktør.
Med sin bløde stemmeføring, sit melankolske smil og sin lysegrå pullover ser han ud som en helt almindelig, rar mand.
Stille og roligt fortæller den 58-årige taiwanskfødte instruktør om sin forbløffende karriere som et af filmkunstens største navne, der konstant overrasker med sine spring mellem vidt forskellige genrer.
»Jeg har ikke verdens mest interessante liv, når jeg ikke lige laver film«, konstaterer Ang Lee.
»At lave film er mit liv. Jeg tager udfordringer op. Jeg kan godt lide at lave forskellige slags film og jeg kan godt lide at berige mit liv. At lave film er min måde at forstå verden på. Det er en fantastisk rejse, og jeg kan godt lide at komme forskellige steder hen og tilfredsstille min nysgerrighed, i forhold til hvordan forskellige genrer fungerer. Jeg kan godt lide at arbejde med mange forskellige slags mennesker. I ægteskabet skal man være loyal, men i filmkunsten ...«, siger han med verdens mindste smil om munden under de let sørgmodige øjne.
Ang Lee har lavet film om alt fra kampsport til intime historiske dramaer og film om bøsser, hippier, familier og grønne monsterhelte. Men han er aldrig blevet betragtet som en flakke. Dertil er hans hånd for sikker, hans intellektuelle instinkt for nysgerrigt og hans engagement for uomtvisteligt.
Storfilm uden stjerne
Nu har han kastet sig over en helt ny udfordring. Filmatiseringen af Yann Martels bestseller ’Life of Pi’. Et filmprojekt, der har ligget og ulmet en halv snes år, fordi ’Life of Pi’ blev betragtet som en af de umulige filmatiseringer.
Hvordan pokker laver man en storfilm om en indisk dreng og en bengalsk tiger alene sammen i en redningsbåd midt ude i Stillehavet? Og hvordan sælger man en storfilm uden en filmstjerne?
Svaret er selvfølgelig ny teknologi. Med 10.000.000 computeranimerede hår i pelsen ser tigeren Richard Parker fuldstændig livagtig ud. Det er et spørgsmål om teknologi og derved om penge.
Men mindst lige så afgørende for realiseringen af ’Life of Pi’ er det, at Ang Lee tidligere har vist sig som en instruktør, der kan bruge computereffekter med sjæl og poesi. Tænk blot på de skoledannende, svævende kampscener i ’Tiger på spring, drage i skjul’.
Dyr bog
Fire år har Ang Lee arbejdet på ’Life of Pi’. Til gengæld ligner den så heller ikke noget andet, man har set. En langsom 3D-film med masser af computeranimation, hvor kun illusionen holder historien flydende. Uden sin erfaring fra den grønne superhelt ’Hulken’ ville Ang Lee aldrig kunne have løst opgaven.
»Da jeg første gang læste historien, troede jeg ikke, der var en film i den«, indrømmer Ang Lee, da han møder Politiken og fem andre journalister på Soho Hotel i London.
»Det gjorde jeg ikke af temmelig indlysende årsager. Jeg var bange for, at filmen ville blive for dyr. Og den ville blive dyr, hvis den skulle kunne yde bogen retfærdighed. Men så gav man mig chancen for at gøre forsøget med et budget, der var stort nok til, at det virkede realistisk«, siger Ang Lee om projektet, som er endt med et budget på 100 mio. dollar.
En visualiseret rejse
Men Ang Lees største udfordring var på en måde også den mest uhåndgribelige. Hvordan laver man computeranimeret vand på film, så det kan bære?
»Der er blevet snakket meget om tigeren, men faktisk følte jeg mig mere sikker på tigeren end på vandet. Hvis ikke vi kunne lave tigeren, så man troede på den, var der ikke nogen film. Det var bare med at gå i gang med at finde løsningen. Med vandet var det mere uklart, hvad målet var«.
»’Life of Pi’ er en visualiseret rejse, men det er også en indre rejse. Bogen handler om en dreng og en tiger, men den handler også om abstrakte ting. Om at først når man skubber de organiserede religioner til side, er man parat til at konfrontere Gud. Set med mine øjne kommer det mere til at handle om, hvad der sker i vores fantasi, når vores følelser knyttes til det ukendte. Jeg synes, det er et meget inspirerende materiale«, siger Ang Lee.
»Hvad er tigeren? I bogen er tigeren ikke forklaret, men den er sikkert mange ting på én gang. Guds magt, forhindringen, frygten osv. Men jeg så muligheden for at skabe tigeren som et spejlbillede på Pi selv, på dyret i ham selv. Jeg ved ikke, om det er en asiatisk ting at tænke på den måde. Da filmen blev udsendt i USA og i dele af Asien, gik kun asiaterne direkte til identifikationen med tigeren. Jeg er jo asiat, og det føltes helt naturligt for mig at følge den samme vej i min filmatisering«.
Fordele og ulemper
Ang Lee har i sin karriere rejst frem og tilbage mellem det kinesiske og det amerikanske. Han startede en bølge af kinesiske nyfortolkninger af den gamle tradition, men han har også lavet film som ’The Ice Storm’ og ’Brokeback Mountain’, der trængte dybere ind i det amerikanske, end amerikanerne gerne gør.
Som verdens mest succesfulde asiatiske instruktør oplever han fordele og ulemper.
»At være en berømt asiatisk instruktør medfører et stort pres. Jeg skal både levere mainstream til hele verden og repræsentere Asien. I dette tilfælde Indien. Asien er mit hjem. Det er vigtigt for mig, hvordan jeg repræsenterer det. Jeg har haft en unik karriere«, siger han og klukker lidt over paradokset:
»Jeg er blockbuster i Asien, men arthouse i Vesten, hvor jeg til gengæld har fået Oscars. Både kommercielt og kunstnerisk kæmper jeg denne gang for at repræsentere Asien i en storfilm fra Hollywood. Det er på en måde lidt forvirrende for mig«.
Nye veje i CGI og 3D
I ’Tiger på spring, drage i skjul’ demonstrerede Ang Lee, hvordan man kunne gøre CGI poetisk. Jeg spørger ham, om han på samme måde denne gang har været optaget af at bruge det udskældte 3D til noget mere poetisk.
»Det er alt sammen meget dyrt. Dér ligger presset. Jeg betragter det bare som et kunstnerisk værktøj, men fordi det er så dyrt, er der et massivt pres og en forventning om, at man skal levere varen som ekstravaganza eller action. I den verden vi lever i nu, er det meget svært at give det et personligt udtryk eller intimt dramatisk udtryk. Men jeg synes, det er fedt værktøj«.
Karen Blixen yndede at beskrive sig selv som storyteller. Betegnelsen passer også fint på Ang Lee. Han er en af filmkunstens store storytellers. Hans tematikker og stilarter kan virke forvirrende forskelligartede, men bag det hele ligger en stærk rød tråd – den fødte fortællers lyst og drift til at fortælle historier for os andre.
»Der er et terapeutisk aspekt...«
Når ’Life of Pi’ har fascineret ham, er det ikke mindst, fordi han i Yann Martels historie møder flere andre fortællere. Både forfatteren og hans hovedperson.
»Der er et terapeutisk aspekt ved at fortælle historier. Når man fortæller sin historie, lægger man også en byrde fra sig. Men der er også et større aspekt. Livet giver ikke rigtig nogen mening, vel? Det er kaos. Kun Gud ved hvorfor. Vi er for små til at regne det ud. En fortælling er vores kunstige forsøg på at give struktur til det, vi oplever og ved. Mens vi bliver båret hen imod vores destination, kan vi give historien en mening, en historie med begyndelse, midte og slutning. Så kan vi skabe noget lineært og skabe noget, vi kan kommunikere videre til andre. At give en historie videre giver livet mening. Det bliver et liv i et fællesskab. Vi føler os mindre ensomme og ikke helt så fortabte«.
En af historierne om Ang Lee handler om, at han er en uhyre rolig instruktør.
»På ’Pi’ følte jeg mig ikke særlig rolig meget af tiden! Men jeg tror, jeg fra naturens hånd er en flink fyr og ret genert. Jeg bryder mig ikke meget om konflikter. Jeg er bange for dem. Når jeg laver en film, kommer folk her for at følge med mig i skabelsen af min drøm. Så de gør deres bedste, og der er ingen grund til at råbe og skrige.. Jeg skaber konflikter på lærredet i stedet«.
Politiken var inviteret til London af Foxfilm.
fortsæt med at læse
