Film er fortælling i billeder.
Den britiske instruktør Peter Greenaway har ofte højlydt begrædt, at det fortællende element stadig er styrende i langt de fleste film, han mener, at filmmediet hellere skulle koncentrere sig om det billedlige; om at fortælle i billeder og ikke være helt så optaget af altid at fortælle en fortløbende historie.
LÆS OGSÅ
Når man ser Ang Lees storslåede filmatisering af Yann Martels 'Life of Pi', må man i første omgang udbryde: Her er en film, der virkelig fortæller i billeder. Og sikke billeder!
Skibbruden over Marianergraven
Filmens indledningssekvens, der viser rundt i den zoologiske have i den indiske by Pondicherry med eksotiske dyr, flora og fauna i farver og 3D, er intet mindre end billedmagi, og aldrig har 3D givet så god mening som her.
Men helt spektakulært bliver det, da filmen sætter sejl sammen med sin hovedperson, Piscine Militor Patel, kaldet Pi, der sammen med sine forældre og hele den zoologiske have skal sejle fra Indien over Stillehavet til en ny tilværelse i Canada.
LÆS OGSÅ
Da de er over Marianergraven, Jordens dybeste sted, bliver skibet væltet af en voldsom storm, og Pi må se sin familie og alle havens dyr gå ned med skibet.
Han overlever selv mirakuløst i en af skibets redningsbåde sammen med en håndfuld dyr, der blandt andet tæller en tiger ved navn Richard Parker. Og tilstedeværelsen af en glubsk tiger forringer selvsagt oddsene for Pis overlevelse.
Har dyr en sjæl?
Et centralt filosofisk spørgsmål i Yann Martels bestseller går på, om et dyr har sjæl. Det tror Pi, mens hans far insisterer på, at den dybde, Pi fornemmer, når han kigger ind i tigeren Richard Parkers øjne, blot er en spejling af ham selv.
I udvidet version handler spørgsmålet om, hvorvidt man vil betragte verden spirituelt eller mere kynisk - og det samme dilemma overfører instruktør Ang Lee på sin filmatisering. Skal man tage filmens plot for pålydende eller forstå den eventyrlige handling som en metafor?
Førstnævnte er svært, fordi filmen er så afsindigt smukt filmet, at det tangerer det overjordiske.
Filmen er fra ende til anden meget udvendig i sin stil; det barske Indien er poleret i pastelfarver, og det realistiske er hårdt stiliseret. Det gør 'Life of Pi' til en overdådig billedoplevelse snarere end en fuldblodsfilm.
Og mens billederne har deres eget, pragtfulde liv, bliver dialogen lidt klodset reduceret til rent referat tilsat små Ga-Jol-visdomsord.
Rammen overbeviser ikke
Filmens ramme, hvor en forfatter (Rafe Spall) opsøger den nu voksne Pi (Irrfan Khan), der lever et liv som akademiker i Montréal, for at høre hans historie, fungerer slet ikke, og fortællingen bliver en klods om benet på billederne.
Det ændrer ikke på den elementære fascinationskraft i scenerne, hvor den unge Pi (intenst og overbevisende spillet af Suraj Sharma) kæmper for både sit eget og tigerens liv på åbent hav.
LÆS OGSÅ
Her fungerer metaforerne, fordi billederne ikke skal slås med en klodset dialog, men får lov til at fylde - og særligt i 3D - så man kan lade sig bjergtage.
Her er der med andre ord øjeblikke af ren film, når luften fyldes af flyvefisk, eller når det stille hav lyser op om natten, så det ser ud, som om Pi sejler på et hav af stjerner.
Når bare billederne har ordet, gør det mindre, at filmens poppede pigebogspoesi ikke overbeviser.
fortsæt med at læse
