Hvad er nu det med Jesper Asholt? Bedst som man troede, at den flinke mand med det venlige og imødekommende ansigt var forsvarligt lagt ned i afdelingen for ufarlig spøg og skæmt, så slår han sine karakteristiske djævleører ud og træder helt anderledes i karakter. Som ubehagelig pædofil i Lars Noréns ’Drengene i skyggen’ på teatret i Odense, og som »medlidenhedstyran« i rollen som incestuøs mælkemand i Peter Schønau Foghs film ’Kunsten at græde i kor’, som har dansk premiere i dag. Og det har Jesper Asholt det helt glimrende med. Også selv om han allerede har mærket, at publikum kan have svært ved at tackle temposkiftet. »Jeg kan se det ved fremkaldelserne på teatret i Odense«, siger den 46-årige skuespiller.
Hård kost for publikum
»Der er ikke ret mange, der kigger mig i øjnene. Jeg er vant til, at folk kigger venligt på mig, når et teaterstykke er slut. Men ’Drengene i skyggen’ slutter med en tre siders monolog fra min side, hvor jeg fortæller, hvad det er, jeg godt kan lide ved det med børn. At det helst skal være drenge – at de helst skal være 10 år eller yngre og den slags. Folk har det virkelig ubehageligt med det«.
Også i ’Kunsten at græde i kor’ holder Jesper Asholt som konstant flæbende og overset mælkemand mere af sine børn, end godt er. Hvilket er hård kost for et publikum, som ellers er vant til at se ham som tøffelhelt i tv-serien ’Nikolaj og Julie’ eller som godmodig politibetjent i ’Far til Fire’.
»Jeg tror, at både Peter Schønau Fogh og Per Smedegård (instruktør af ’Drengene i skyggen’, red.) har valgt mig til de ubehagelige roller, fordi jeg indeholder så meget af det modsatte. For på den måde har jeg en hel masse at spille op imod. Det skaber et kæmpe spænd, som jeg kan bruge. Måske derfor er det nemmere for mig at spille rollerne. Instruktører burde i det hele taget tænke meget mere over at modcaste, end hvad de normalt gør. Det kan nemlig give meget store oplevelser«, siger Jesper Asholt.
Fornem entre
Mens lægesønnen fra Bjerringbro måtte igennem et par optagelsesprøver, før han kom ind på skuespillerskolen på Århus Teater, så var hans entre i dansk film anderledes bemærkelsesværdig. Han spillefilmsdebuterede således i Jonas Elmers meget roste ’Let’s get lost’ for 10 år siden, og allerede i sin anden film bragede han igennem den danske stjernehimmel. Det skete to år senere – i 1999 – som den retarderede Rud i Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm ’Mifunes sidste sang’. En rolle, som kastede såvel Robert som Bodil af sig.
»Vi var til filmfestivalen i Berlin med ’Mifune’, som vandt et par priser dernede. Og jeg vil aldrig glemme det bifald, vi fik, da vi gik på scenen i Zoo Palast den sidste aften, hvor priserne blev uddelt. Det var helt, helt vildt. Pludselig slog Sofie Gråbøl mig i siden og pegede ud på publikum, hvor halvdelen af dem sad og lavede de tegn mod himlen, som Rud gjorde i filmen. Det var meget stort og meget, meget rørende«, siger Jesper Asholt med begejstring i stemmen.
Trak stikket ud Og nu står han så i sin første hovedrolle på film. Som er en kraftpræstation af flere grunde. Fordi han måtte lære sig sønderjysk til rollen, og fordi udefra kommende ting ramte ham som en damphammer. Under optagelserne boede han alene på en gård uden for Møgeltønder. Og en aften, hvor han kom hjem, havde tyve tømt gården for alt. Ydermere vendte de tilbage samme nat, men forsvandt i deres store firehjulstrækker igen, da Jesper Asholt tændte lyset. »Den oplevelse var ved at knække mig. Indtil da havde jeg været lavet af jern. Jeg havde altid overskud. Men oplevelsen ødelagde mit overskud. Umiddelbart efter optagelserne til ’Kunsten at græde i kor’ var jeg med i Erik Clausens film ’Ledsaget udgang’, og herefter gik jeg direkte til at spille ’Elling’ på teatret.
