Nutiden er en skrøbelig konstruktion i Sean Durkins blændende debut 'Martha Marcy May Marlene'.
Støvet gaze
For den unge Martha må øjeblikket hele tiden vige for en langt mere påtrængende forhistorie. De både smukke og foruroligende billeder er overtrukket af en støvet gaze som en visuel metafor for sammensmeltningen af uvirkelighed og hudløshed.
LÆS OGSÅ
Efter to års tavshed opsøger Martha pludselig sin storesøster Lucy. Storesøsteren er vant til at betragte sin lillesøster som en impulsiv og lidt forvirret sjæl, men er ikke forberedt på den decideret mærkelige opførsel, Martha nu lægger for dagen.
Hun bader demonstrativt nøgen i søen i Connecticut, hvor de rige - deriblandt Lucy og hendes mand, Ted - nyder deres ferie i sommerhuspaladser. Hun kritiserer deres liv uden at lægge fingre imellem. Hun græder og griner og er måske ramt af en stofpsykose?
Et modkulturelt paradis
De første tilbageblik viser Martha i et nøjsomt landbrugskollektiv. Det er let at se, hvordan en type som Martha er blevet tiltrukket af det nyenkle liv på landet. Rodløs har hun prøvet det vilde liv med sex, drugs & rock'n'roll uden at finde ro eller lykke. Som teenager har hun set sin familie skride fra hinanden.
Hun væmmes ved den overfladiske jagt på luksus og statussymboler. At dyrke sine rodfrugter i en rydning i skoven og sundt udmattet sove i bunke sammen med ligesindede ligner prototypen på et modkulturelt paradis.
Men det karske og sunde og amatøragtige landbokollektiv, hvor man deles om det samme kluns og foragter al forfængelighedens væsen, har en skyggeside.
Lumsk glidende effekt
Filmen er klippet af Zachary Stuart-Pontier, så tilbageblikkene får en lumsk glidende effekt og skyggerne kun langsomt tager form. Som Martha glider man hele tiden uventet frem og tilbage.
Sikker grund under fødderne bliver en umulighed. I nutiden udviser Martha stadig mere udtalte tegn på forfølgelsesvanvid. I tilbageblikkene fremtoner efterhånden et billede, som begrunder det.
Kollektivet i et isoleret område af Catskills Mountains i staten New York, viser sig at være en sekt under ledelse af den karismatiske Patrick. En slags hippiekollektiv med sært arkaiske træk.
De unge mænd og kvinder spiser deres måltider hver for sig, men sover sammen. Patricks sammenflikkede livsfilosofi er ikke mere indviklet end noget, man kan trække i en automat, men bakket op af Patricks stemme og skiftevis bløde og hårde urokkelige blik, bliver det budskaber, der annammes som sandheder fra en frelsers mund.
Uhyggeligt overbevisende
'Martha Marcy May Marlene' viser sig at være en uhyggeligt overbevisende beskrivelse af en sekt. Prisen for at blive en del af fællesskabet er, at man tør åbne sig op, sænke paraderne og lukke de andre ind.
Hvilket lyder lige så besnærende, som det viser sig at være dødsensfarligt, hvis visionen om fællesskabet viser sig at være identisk med lederens vision om sig selv som de andres omdrejningspunkt. De tror, de nærer sig ved ham. I virkeligheden er det omvendt.
Det første, der sker, er, at de nyankomne får et nyt navn af Patrick. Martha bliver Marcy May. Det sker så hurtigt, at hun overrumplet føler sig set for første gang. Proselytterne er unge mennesker på flugt fra forvirrende og skrøbelige liv. Patrick tilbyder dem overskuelighed, fællesskab og sin udelte opmærksomhed.
Psykotisk thriller
Men prisen er høj. En systematisk fratagelse af identitet, som for kvindernes vedkommende tager fart med den rituelle optagelse. En højt besunget renselse, som viser sig at være en regulær voldtægt i halvbedøvet tilstand hjulpet på vej af forstående medsøstre (og kommende medkonkubiner). Det første skridt på en vej, som er vejen, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.
'Martha MarcyMay Marlene' er en psykologisk thriller, som samtidig formår at være en spændende skildring af sekten som organisme.
LÆS OGSÅ
Det er først og fremmest takket være Sean Durkins gennemførte arbejde med de visuelle virkemidler, at projektet lykkes så eminent godt. Filmen er langt mere uhyggelig end de fleste gysere, netop fordi den i sine billeder både er gennemført realistisk og fuldstændig flydende i sit forhold til virkeligheden.
Troskyldighed og slitage
Helt afgørende for denne balancegang er de to skuespillere John Hawkes og Elizabeth Olsen.
Hawkes er en rutineret tv-skuespiller, som har fået et sent og flot filmgennembrud i filmene 'Me and You and Everyone We Know' af Miranda July og i Debra Graniks 'Winter's Bone', hvor han spillede Teardrop. Som den senede og lidt splejsede Patrick i snusket hvid undertrøje ligner han alt andet end prototypen på en sektleder. Men det er kun, indtil man hører ham tale, ser ham spotte de svage punkter og med djævelsk enkle midler udnytte dem.
Over for hans hypnotiske udstråling har Elizabeth Olsen som Martha Marcia May den helt rigtige blanding af troskyldighed og slitage, som både begrunder hendes underkastelse og oprør, så man tror på begge dele.
Sean Durkin fik instruktørprisen på Sundance. Det helt rigtige sted for en amerikansk independentfilm på så højt et niveau.
fortsæt med at læse
