'En dansefilm i 3D’ hed Wenders’ hyldest til det tyske moderne dans-ikon Pina Bausch, da filmen blev vist på dette års Berlinale og sammen med landsmanden Werner Herzogs film om sydfranske hulemalerier viste, at dokumentarfilmen måske kan begrunde brug af 3D bedre, end spillefilmen hidtil har kunnet.
3D har min fladskærm ikke endnu, så jeg ser frem til den danske biografpremiere. Formentlig i det nye år.
Men selv uden den tredje dimension giver Wenders’ film et levende indtryk af, hvordan danseren og koreografen Pina Bausch revolutionerede dansescenens begreber om bevægelse og rum, før hun døde komplet uventet i 2009, 68 år og kun fem dage efter at have fået konstateret cancer.
Moderne ballet
Selv om ’dansefilm’ altså ikke her er på linje med ’De forbudte trin’ eller ’Dirty Dancing’, virkede kvinden lige så oprørende på the establishment, da hun i 1975 brød internationalt igennem med sin moderne ballet over Stravinskys ’Sacre du Printemps’.
Den får vi faktisk et fyldigt uddrag af i filmen, om end af naturlige årsager sat op med hendes nuværende ensemble på Wuppertal Tanztheater Pina Bausch, som den oprindelige Wuppertal Opera Ballet blev omdøbt til.
Filmen igennem fortæller de samme dansere om Pina Bauschs betydning for hver enkelt af dem, og dét er desværre filmens eneste mundtlige karakteristik af hendes betydning – som ellers mildest talt rækker langt ud over Wuppertal.
Et stort tab for dansen
Hverken dansens eller teatrets verden ville være den samme uden hende, lød det i nekrologerne verden over 30. juni 2009.
På film kender flere hendes kunst fra en passage i Almodóvars ’Tal til hende’.
»Der er følelser og forhold mellem mennesker, som ikke kan beskrives med ord – dér kommer dansen ind«, siger Bausch selv, men uddybende forklaringer og perspektivering i forhold til tidligere ballets forsøg på at udfylde det samme hul havde nu ikke skadet.
Men Wenders forsager al ekspertsnak i henhold til det gamle credo: Don’t tell it – show it!
En ren hyldest
Dokumentarfilm er det vel stadig, modsat hans skønne ’Buena Vista Social Club’ om et ’sammendigtet’ band.
Men Bauschs død fik ham til undervejs at ændre filmen fra et arbejdsportræt af hende til en ren hyldest eller filmisk nekrolog.
Hvad han viser os, er glimt og længere passager af den tyske verdensberømtheds største forestillinger, ikke i deres helhed, desværre.
Stor visuel kraft
Men krydsklippet med interview med danserne demonstrerer de den særlige kombination af lidenskabeligt hengivne eller aggressive møder mellem mande- og kvindekroppe i scenografier af stor visuel kraft:
Somnambulistisk dans mellem stole og borde i ’Café Müller’, med drømmerester fra hendes egen opvækst i et værtshus i Solingen.
Druknende i ’Agua’ og bjergklatrere i ’Vollmond’. En pas de deux i rabatten mellem to gennemfartsveje under Wuppertals svæve-bybane.
Gentagelserne danner struktur i bevægelsen, men bidrager også til en tranceagtig, selvopslugt ensomhed og smerte, der veksler med kropslig fryd.
Uforståelige bonusbemærkninger
Wim Wenders’ bonusbemærkninger om Bausch og filmen er halvt uforståelige pga. hans engelsk i et stort ekkorum (en museumssal?).
Find hellere Berlin-interviewet med ham på The Guardians hjemmeside.
Og så: Danmark myldrer med moderne balletentusiaster, som bare må styre sig til begyndelsen af 2012. Da kan de efter planen se filmen i biografens 3D, som den er tænkt!
fortsæt med at læse
