Der er ingen dialog i den halvanden time lange film. Dens sort-hvide billeder er holdt i lange, rolige indstillinger uden en egentlig fortælling. . Og så er ’Two Years at Sea’s eneste karakter en mand, der bor langt ude i en fyrreskov. Alene. Filmen vandt i går hovedprisen på dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX, der efter at have vist over 200 film i hovedstaden slutter i morgen. ’Two Years at Sea’ er lavet af billedkunstneren Ben Rivers, der tidligere i år vandt hovedprisen på kunstbiennalen Art Basel. Filmen om eneboeren er kunstnerens første spillefilm, hans værker befinder sig normalt på gallerier og museer, ikke i biografer. Og han har aldrig sat sin fod på en filmskole. LÆS OGSÅEneboerfilm vinder årets store dokumentarpris Og det er han ikke ene om på DOX. Faktisk er der ifølge festivaldirektør Tine Fischer tale om en hel række dokumentarfilm, hvor menneskene bag kommer fra andre verdener end dokumentarens. »Da vi startede festivalen for otte år siden, havde de fleste instruktører en klassisk dokumentarisk baggrund. Men i dag det dokumentariske felt blevet meget bredere«, siger hun. Æstetisk fornyelse Tager man festivalens hovedkonkurrence, DOX:Awards, er ikke bare vinderen, men også de 14 nominerede repræsentative for tendensen. Halvdelen af instruktørerne er uddannet i andre fag, for eksempel en violinist, en musikvideoinstruktør og adskillige billedkunstnere, og det samme gør sig gældende i resten af programmet. Tine Fischer mener, at det gør noget ved dokumentarerne. »Når man pludselig får besøg af folk fra en anden tradition, sker der noget med genren. De her folk er ikke bange for at gøre noget ved virkeligheden«, siger hun. Lektor og dokumentarfilmekspert Karsten Fledelius genkender tendensen, som han kalder international. Han mener, at årsagen skal findes de teknologiske fremskridt, der har gjort det muligt for flere at komme til mediet. LÆS OGSÅAnmelder kritiserer rost dokumentarfilm for at være fiktion »Med en computer og det rigtige program kan du hurtigt lave noget, der er rigtig spændende. Der har aldrig før været så store kreative muligheder til en så billig penge, og det tiltrækker nogle andre mennesker til dokumentarismegenren«. Ifølge Fledelius er de nye instruktører med til at genopfinde, hvad dokumentarfilmen er. »De kan tilføre nogle nye facetter og være med til at forny dokumentarfilmgenren, især æstetisk. Men de er også med til at overskride de traditionelle fortælleformer«, siger han og nævner som eksempel videokunstneren Jesper Justs ’Vanishing Woman’, om en thailandsk kvindes tavse rejse gennem sit land – uden en egentlig traditionel handling. Skulle det nu være dokumentar? »Er filmen en dokumentarfilm – og i så fald, hvad vil du dokumentere?«. Spørgsmålet kommer fra femte række midt for i en fyldt biografsal i Dagmar torsdag aften. Det tilfalder den japanske instruktør og klassisk trænede violinist Maiko Endo, der netop har vist sin debutfilm, ’Kuichisan’. En film, der med sin associative billedstrøm giver en oplevelse af at åbne en kuffert fuld af fotos, snarere end at se en dokumentarfilm. Det lader heller ikke til, at Maiko Endo har et svar på tilskuerens spørgsmål.
»Jeg tænkte ikke på det som en dokumentar, da jeg lavede den. Synes du, det er en dokumentarfilm«, spørger hun tilbage. Femte række trækker på skuldrene. CPH:DOX 2011 har i høj grad båret præg af en dokumentarfilmsgenre i rivende udvikling. De nye filmmagere befinder sig i mere end tidligere i grænselandet mellem dokumentar og fiktion, siger lektor Karsten Fledelius »De kan afprøve nye muligheder og lave eksperimenter, som man i den klassiske dokumentarfilm er lidt tilbageholdende med, fordi formatet er underlagt visse begrænsninger«. Grænseland Netop det grænseland har fået filmkritikeren Mark Adams fra det britiske brancheblad Screen International til at give filmen ’Play’ af svenske Ruben Östlund én enkelt stjerne i filmmagasinet Ekko. Filmen, der var nomineret til en dox:award, er inspireret af en serie avisartikler om småkriminelle indvandrerdrenge. Ifølge Adams hører filmen ikke til på en dokumentarfilmsfestival. »’Play’ har skuespillere, et manuskript og er baseret på virkelige hændelser. Dermed er det ikke en dokumentar, men en fiktionsfilm. I den optik kunne man lige så godt kalde ’Bonnie & Clyde’ for en dokumentar«, siger han. LÆS OGSÅCPH:DOX flyder over med ekstravisninger Ifølge filmanmelder Kim Skotte, der både i år og tidligere år har fulgt CPH:DOX tæt, er dokumentaren en mere sammensat størrelse end nogensinde før. »Tidligere var det ret enkelt at se, hvad der var en dokumentarfilm. I dag er det en genre, der muterer hele tiden, for eksempel i retning af billedkunst eller fiktion«, siger han. At teknologien i dag har givet flere mulighed for at blande sig i genren, er overvejende positivt, mener Kim Skotte. Men der er også en bagside i forhold til den klassiske dokumentar, hvor man med journalistiske redskaber undersøgte et problemfelt. Dens position er blevet mere udvandet: »Den klassiske dokumentar er blevet en subgenre blandt mange. Man skal passe på, at det hele ikke bliver håndholdt, og ’nu vil jeg fortælle en historie om min farmor’. Der er mange vigtige, spændende og påtrængende problemer i verden, der påkalder sig en dygtig dokumentarists opmærksomhed. Det skal man ikke glemme i glæden over, at det hele er ved at ligne en kunstnerisk installation«.
