Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 Jonas Jörneberg
Foto: Jonas Jörneberg

mobning. Svenske Anna Odell sætter spot på sin egen skoletid med 'Återträffen', hvor den kvindelige hovedperson dukker uinviteret op til jubilæumsfest.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Venedig, dag 10: Pseudo-dokumentarisk mobbe-film rammer én lige i hjertet

De største oplevelser på filmfestivallen fandt man uden for hovedkonkurrencen.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den svenske instruktørdebutant Anna Odell står i biografsalen og mærker publikums stormende jubel skylle hen over sin spinkle krop.

I dette øjeblik må hun føle sig som en stjerne.

Odell med en kjole slidset så langt ned ad ryggen, at det næsten ser ud, som om hun er blevet sprættet op. Det er hun på en måde også. Og hun har selv gjort det.

LÆS OGSÅ

Odell vakte første gang furore i Sverige, da hun på en bro i Stockholm lod, som om hun havde et psykotisk anfald, og blev indlagt på psykiatrisk afdeling.

Det var en kunstnerisk performance og undersøgelse af hendes eget ti år gamle selvmordsforsøg.

Også hendes film ’Återträffen’ er en undersøgelse af et personligt smertepunkt.

I skoletiden var Odell hende, der var udenfor. Den underlige, som de andre ignorerede og mobbede. Eller ligefrem opfordrede til at gå hjem og tage livet af sig, så de andre kunne blive fri for at se på hende.

Manglende invitation
Mønsteret fortsatte. Da den gamle klasse skulle have 20-års jubilæumsfest, blev Anna Odell ikke inviteret.

Hun har nu lavet en film om, hvad hun ville have sagt i sin tale, hvis hun var blevet inviteret.

Den fiktive genopførelse af klassefesten er en pendant til Thomas Vinterbergs ’Festen’, men om et emne, hvor alle vil føle sig ramt.

Efter selve festen kommer i filmen det pseudo-dokumentariske efterspil, hvor hun opsøger de gamle klassekammerater for at høre om deres reaktion på hendes film.

Også disse møder er fiktive, men telefonsamtalerne, hvor de gamle kammerater afviser at medvirke, er autentiske.

Venedigs udfordringer
Ingen vil kunne se ’Återträffen’ uden at blive ført tilbage til sin egen skoletids hierarkier. Hvem bestemte, hvem blev drillet?

Næsten uanset hvor idyllisk man måtte huske sin skoletid, var man sandsynligvis enten offer, plageånd, medløber eller passivt vidne. Eller måske lidt af hvert på forskellige tidspunkter.

Finn, Lars, Kenneth, Maj-Britt, Johnny, Tove og Kim husker næppe deres skoletid på samme måde. Tænker Kim og er for første gang i lang tid tilbage på Vadgård Skole.

’Återträffen’ er den første og sidste film, jeg ser i serien Settimane della Critica.

Den er, både hvad angår form og indhold, mere tanke- og følelsesvækkende end samtlige film i hovedkonkurrencen, som først og fremmest har været sober.

Venedig har en stribe økonomiske og strukturelle udfordringer, men det handler også om smag og personlighed.

For andet år i træk står Alberto Barbera i spidsen for Venedig, og hans aftryk på hovedkonkurrencen savner både temperament og dristighed.

Ingen vil kunne se ’Återträffen’ uden at blive ført tilbage til sin egen skoletids hierarkier

Heller ikke den sidste konkurrencefilm, ’Es-Stouh’ af den algeriske instruktør Merzak Allouache, hæver den kunstneriske barre.

En interessant nok collage af skæbner i Algeriet, hvor gamle og nye sår fra krig, terror, nepotisme, fanatisme, kvindeundertrykkelse og korruption gnaver i sårene under den relativt harmoniske overflade i et arabisk land uden blodigt forår.

På stjernebarometeret

Når Guldløven i aften bliver overrakt, er det svært at forestille sig, at den kan gå til andre end ’Philomena’ af Stephen Frears.

Filmen har ført hele vejen på stjernebarometeret hos såvel publikum som de italienske og internationale journalister.

Den vil dog ikke gå over i historien som en stor vinderfilm. Hvis den altså vinder.

Men hvis juryen under ledelse af Bernardo Bertolucci vil pege på noget mere kunstnerisk avanceret, kan den næsten kun pege på Tsai Ming Liangs ultralangsomme ’Stray Dogs’.

LÆS OGSÅ

Heldigvis har der været andre muligheder for spændende møder. Her på sidstedagen sidder jeg over for Lech Walesa.

Overskægget er blevet hvidt og maven granvoksen, men ellers ligner den gamle leder af Solidarnosc sig selv, da han ser os fast i øjnene efter tur og fortæller om at se sig selv i Andrzej Wajdas drama ’Walesa: Håbets mand’.

Pludselig mærker jeg en flygtig berøring. Halløjsa, det var da vist Historiens vingesus!

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden