Der ville sandsynligvis ikke have været nogen Nils Malmros uden Ib Tardini. Lone Scherfig ville ikke have lavet ’Italiensk for begyndere’, og Per Fly ville ikke have lavet sin klassetrilogi.
Det er måske lidt groft sat op, men produceren Ib Tardinis indflydelse på dansk film kan dårligt overdrives. Med en karriere, der tog sin begyndelse med ungdomsfilmen ’La’ os være’ i 1975, som indvarslede den massive bølge af ungdomsfilm, der bl.a. talte Nils Malmros’ ’Drenge’, Søren Kragh-Jacobsens ’Vil du se min smukke navle?’ og Bille Augusts ’Zappa’, har Tardini spillet en aktiv rolle i dansk films op- og nedture i en menneskealder.





























