Hollywoods største drengerøv er færdig med selvcensur

skæv. Seth Rogen er ivrig fortaler for marihuana og ryger gerne, når han skal skrive. »Jeg ved ikke, om det hjælper mig til at skrive bedre, men det får mig til ikke at bekymre mig om, at jeg skal arbejde«, siger han.
skæv. Seth Rogen er ivrig fortaler for marihuana og ryger gerne, når han skal skrive. »Jeg ved ikke, om det hjælper mig til at skrive bedre, men det får mig til ikke at bekymre mig om, at jeg skal arbejde«, siger han.
Lyt til artiklen

Seth Rogen spiller sig selv, Seth, i sin seneste film.

’This is the End’ hedder den, og det er såmænd en historie, hvor dommedag vælger at indfinde sig i Hollywood Hills, mens Seth og hans slæng af showbusiness-bonkammerater holder selvfed abefest i vennen og hollywoodstjernen James Francos ekstravagante hus.

Vennerne, der endnu ikke ved, hvad der er los, men mærker jordrystelserne og på tv hører om bål, brand og uroligheder i gaderne, diskuterer, om det er fornuftigst at vove sig udenfor eller at blive i huset. Seth insisterer på at holde sig indenfor, fordi:

»Jeg er et offer. Jeg har haft en offermentalitet hele mit liv. De vil kunne lugte det på mig derude. Da jeg var dreng, havde jeg mandebryster. De andre drenge holdt mig nede, mens de bollede mine bryster«.

LÆS ANMELDELSE 'This Is The End' er infantil og plat - og ikke til at stå for

Selv om det vil være at stramme den at kalde Seth Rogen et offer – han har trods alt igennem halvdelen af sit 31 år lange liv levet af at lave film- og tv-underholdning, og med ’This is the End’ føjer han instruktør til sine øvrige kasketter som skuespiller, manuskriptforfatter og producer – er outsideren et gennemgående tema i den persona, som han har opbygget gennem karrieren.

Lige siden han som 16-årig debuterede i rollen som den mutte, sarkastiske teenager Ken Miller – en i gruppen af utilpassede og upopulære gymnasieudskud i tv-serien ’Freaks & Geeks’. Og det med at føle sig udenfor er ham ikke fremmed.

16 og familieforsørger
Seth Rogen blev født i 1982 i Vancouver i Canada af jødiske forældre, der havde mødt hinanden i kibbutz.

Moderen var socialrådgiver, og faderen lavede ngo-arbejde. Efter han kom til Hollywood, har Seth Rogen sagt om dem, at »de virker ret radikale ud fra amerikanske begreber i hele deres måde at hælde til en form for socialisme, der er utænkelig her. Hvor jeg kommer fra, er kommunisme ikke et skrækindjagende ord«.

Seth husker ikke selve barndommen med særlig glæde. Som han siger, fik han sin »midtvejskrise« som 10-årig. Han var usikker og ængstelig og brød sig ikke om at gå i skole.

Men komik inspirerede ham, og som 13-årig begyndte han at arbejde som standupper, først til private fester og bar mitzvah-fejringer, senere på barer og comedyklubber. Hans forældre støttede aspirationerne og kørte den unge teenager, når han skulle arbejde om aftenen.

Da han var 16, blev han opdaget af den amerikanske komiker Judd Apatow, der som producer og medforfatter fik ham med i ’Freaks & Geeks’.

Tv-serien trak ikke mange seere, da den først blev vist på NBC i 1999-2000, men sidenhen har den fået en slags kultstatus hos publikum og anmeldere for sit usminkede portræt af gymnasielivet anno 1980 i en by i Michigan.

Medspillerne fremhævede Seth Rogen for hans evne til at improvisere replikker, og produceren Apatow har siden forklaret, hvad det var, han så i den unge jødiske komiker: »Han havde sin komiske persona allerede første gang, jeg så ham. Han var den her type. Han havde den her lidt bistre, W.C. Fields-agtige personlighed, men du vidste, at under overfladen var der et meget varmhjertet menneske«.

Forinden var Seth Rogens forældre blevet arbejdsløse og havde været nødt til at sælge deres hus for at flytte i en mindre lejlighed. Nu flyttede de med deres søn til Los Angeles, hvor den 16-åriges skuespillerlønninger betalte regningerne.

»Jeg hjalp dem i en vis grad, men med dine forældre er det altid et spørgsmål, hvem der hjælper hvem. Det var hele tiden familiens penge. Det var ikke mine penge«, har Seth Rogen forklaret.

Ingen at kysse med

Efter ’Freaks & Geeks’ blev han en slags protegé hos Judd Apatow, der brugte ham i en række af sine produktioner, blandt andet endnu en ungdomsserie, ’Undeclared’, og filmene ’Anchorman’ og ’The 40-Year-Old-Virgin’.

Desuden havde Seth Rogen tidligt en mindre rolle som den mobbende bølle Ricky Danforth i independenthittet ’Donnie Darko’, og i 2004 arbejdede han med at skrive jokes til Sacha Baron Cohen i HBO’s ’Da Ali G Show’. Her mødte han sin kone, Lauren Miller, der også var tekstforfatter på showet.



Men det var først, da Seth Rogen i 2007 under Judd Apatows instruktion havde den mandlige hovedrolle som Ben Stone i ’Knocked Up’, at et rigtig stort publikum blev bekendt med hans plumpe kropsbygning og deadpan-sans for komisk levering.

Kongen af britisk feel good rammer forbi med kedelig romantik

Filmen om den nørdede voksenbaby, der scorer over evne, men ved samme lejlighed får besvangret sit engangsknald, solgte for 800 millioner kroner. Og da filmen ’Superbad’ senere samme år solgte for 660 millioner kroner, var Rogens gennembrud solidt.

Han figurerer kun i en birolle i filmen, men han har skrevet manuskriptet sammen med sin ungdomskammerat Evan Goldberg, der senere er blevet hans faste skrivepartner, og som han også har skrevet og instrueret ’This is the End’ med.

Rogen og Goldberg mødte hinanden til bar mitzvah-forberedelser, da deres respektive gymnasier i Vancouver blev slået sammen. I hinanden fandt de hver især en nørdet fælle midt i bar mitzvah-festernes vrimmel af smukke og beslutsomme unge mennesker, der prøvede at komme i lag med det modsatte køn.

Bare ikke Rogen og Goldberg. Om en bestemt fest har Goldberg fortalt: »Vi klikkede. Lige så snart vi fandt ud af, at vi ikke kom til at kysse nogen piger den aften, begyndte vi at hænge ud«.

Ti år i skuffen

De to jødiske teenagere begyndte at skrive på et filmmanuskript om de to venner Seth og Evan og deres oplevelse af at gå i gymnasiet omgivet af lækre piger uden at vide, hvordan man skal gribe det an.

Men det blev liggende i skuffen i mange år, mens Rogen flyttede til Hollywood og Goldberg til Montreal for at studere. Indtil det blev støvet af og blev til publikums- og anmeldersuccesen ’Superbad’ i 2007, næsten 10 år senere.

Manuskriptforfatterne er blevet fremhævet for deres fremstilling af venskabet mellem de to usikre, liderlige unge mænd, og Seth Rogen har med adresse til en af 1990’ernes mest populære ungdoms-tv-serier, ’Beverly Hills 90210’, beskrevet følelsen, de skrev på: »Der var ikke en eneste lille del af mig, der så ’90210’ og tænkte: ’Yeah! Det er sådan, mit liv er!’. Det virkede som en anden planet. Der var ingen fyre som os i den slags ting«.

Mød din nye helt: En genert, alkoholiseret midaldrende ommer

2007 var også året, hvor animationsfilmindustrien første gang fandt på at udnytte Rogens karakteristiske malmrøst, da han havde en mindre rolle i ’Shrek den Tredje’.

Siden har han blandt andet været brugt i både ’Kung Fu Panda’ og ’Monsters mod Aliens’, hvad der yderligere har bidraget til at bringe den samlede omsætning for de produktioner, Rogen har medvirket i, op omkring en milliard dollar.

»En stor neurotisk jøde«

Efter succesen med ’Superbad’ skrev makkerparret Rogen-Goldberg ryger-komediehittet ’Pineapple Express’.

Rogen, som er medlem af organisationen Norml, der kæmper for afkriminaliseringen af marihuana, har fortalt, at han kan lide at bruge røgen til at skrive på: »Jeg ved ikke, om det hjælper mig til at skrive bedre, men det får mig til ikke at bekymre mig om, at jeg skal arbejde. Hvem har lyst til at arbejde? Når du er skæv, virker det ikke som arbejde«.

Evan Goldberg giver en mindre beskeden udlægning af skrivepartneren og vennens arbejdsmoral og accelererende succes: »Han er en stor, neurotisk jøde. Det er derfor, lortet bliver så godt. Det er mig, der er for afslappet. Hvis han var overladt til sig selv, ville han bekymre sig ned i et hul i jorden. Alle tror, at vi, fordi vi laver de her såkaldte slackerkomedier, ikke laver andet end at ryge pot og rive den af, indtil vores udløsninger danner en pøl, hvoraf vores film opstår. Seth har knoklet røven i laser, siden han var 13«.

Dog har Seth Rogen også oplevet relative flop i sin karriere. For eksempel superheltefilmen ’The Green Hornet’, som han skrev sammen med Goldberg og selv spillede hovedrollen i. Kritikerne mente, at filmen satte sig midt mellem buddykomedie og superhelteaction, og filmen tjente ikke sit 120.000.000-dollar-budget ind.

LÆS MERE Aparte superheltefilm var nær aldrig blevet til noget

Selv forklarede Seth Rogen den manglende succes med, at han og Goldberg ikke havde været rabiate og vulgære nok i skriveprocessen, fordi tonen i forhold til heltegenren skulle være sømmelig for et bredt publikum.

Men han er færdig med selvcensur, lover han:

»Nu laver vi igen det mest vanvittige lort, du overhovedet kan. Vi prøver ikke at holde os på sikker grund. Jo flere film vi laver, desto klarere ser vi, at det sjove består i at tage den chance, at det kan blive katastrofalt dårligt«.

Peter Nicolai Gudme Christensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her