Det var den omvendte verden, da Led Zeppelin i 2007 gav én koncert i Londons O2 Arena for 20.000 dedikerede fans. Bandet, der i sin storhedstid i 1970'erne var kendt for at turnere intenst, slæbe et spor af ødelæggelser efter sig og kokse uhæmmet derudad i maratonlange koncerter, stod nu på scenen i pænt knappede skjorter og gav kun den ene koncert. LÆS OGSÅBandet, der definerede en generation Selv med ekstranumrene 'Whole Lotta Love' og 'Rock And Roll' holdt de sig endda under de to timer! Et enkelt hug og det var så dét. Kemien er intakt Det er selvfølgelig en anden tid. Og på mange måder et andet band. Præcis 27 år efter, at de opløste det, der af mange stadig anses for at være verdens bedste rockband, har de tre originale medlemmer gennem årene udviklet sig gennem andre projekter og opbygget et par interne genvordigheder.
Men sangene forbliver de samme. Ligesom kemien er intakt - med Jason Bonham som en solid erstatning for sin far John Bonham. Det står klart allerede få minutter inde i åbningsnummeret 'Good Times Bad Times'. Et komplekst udlæg og en påmindelse om, at Led Zeppelin kompositorisk set er alt andet end firkantet. Herefter er verden ikke vendt på hovedet mere. Men lige så larmende, vildtvoksende og medrivende som Led Zeppelin altid har været. Blot med årenes patina som substitut for fortidens kådhed. Fra bjergskreddet af riff på 'Black dog' over en svovlboblende 'In My Time Of Dying' til det tunge groove på 'Misty Mountain Hop' borer John Paul Jones' arbejdsomme bas (og tangenter!) sig ind i rytmekernen, hvor Jason Bonham ruller indlevet rundt mellem eksploderende bækkener og pumpende dobbeltslag. LÆS OGSÅAnmelderbegejstring over Led Zeppelin I midten af det hele skærer Jimmy Page asymmetriske former i den sitrende luft, mens Robert Plant bevæger sig ubesværet op og ned på et af rockhistoriens mest intense stemmebånd. Og de levede op til legenden. Sange fra bagkanten af livet Med uventede temposkift, labyrintiske basgange og den dynamiske spænding mellem Plants folkemusikalske sangvandringer og Pages gnistrende guitarspil vendte de bluesrocken på vrangen og skabte rockens supernova, der strålede fra sjælens indre gennem tunge gardiner af melankoli og månehylende drifter ud i verdensrummet.
