Der er to forskellige slags trutmunde i Led Zeppelin: forsanger Robert Plants selvbevidst struttende førsteelskerlæber og guitarist Jimmy Pages nærmest verdensfjernt koncentrerede signaturgrimasse, der får ham til at ligne et teatralsk fornærmet barn mere end verdens måske bedste rockguitarist nogensinde. Begge trutmunde lever i strålende velgående i koncertfilmen 'Celebration Day', der har foreviget Led Zeppelins første og hidtil sidste koncert, siden bandets trommeslager, John Bonham, døde i 1980 i en alder af 32. LÆS ANMELDELSELed Zeppelin lever op til legendenMest eftertragtede koncert nogensinde Det blev også blev dødsstødet til Led Zeppelin, hvis tre tilbageværende medlemmer hurtigt besluttede sig for, at de ikke kunne fortsætte bandet uden Bonham, der som trommeslager fungerede som selve epicentret i Led Zeppelins musik, der siden hen er blevet betragtet som selve fundamentet til heavy metal. Efter Bonhams død blev de evigt tilbagevendende rygter om en genforening skudt ned på stribe. I hvert fald indtil det i 2007 lykkedes at samle bandet en sidste gang for at ære Ahmet Ertegun, den tyrkiskamerikanske forretningsmand, der grundlagde Atlantic Records, og som døde året forinden. LÆS OGSÅAnmelderbegejstring over Led Zeppelin Det skulle foregå i O2-arenaen i London. Og det skulle ske med Bonhams søn, Jason Bonham, på trommer. Koncerten er senere blevet optaget i Guinness Rekordbog som den mest eftertragtede koncert nogensinde. 20 millioner mennesker verden forsøgte at købe en billet. Godt 20.000 fik en. 'Celebration Day' er en koncertfilm af typen med tryk på koncert. Uden corny backstagebilleder i sort-hvid, uden interview undervejs. For selv om bandets forhistorie er et sløret studie ud i vidtløftige rock'n'roll-myter om stoffer, druk og lidt for unge groupier, er der ikke så meget pis med Led Zeppelin anno 2012. Det stod klart ved et stort anlagt pressemøde, der fandt sted i London i september, hvor Robert Plant, Jimmy Page og John Paul Jones trådte offentligt frem som Led Zeppelin for første gang siden koncerten i 2007. Kan det ske igen? De virker en smule beklemte ved situationen. Sikkert fordi det store spørgsmål blandt rigtig mange af de fremmødte journalister lader til at dreje sig om det samme: Det er sket før. Kan det ske igen? Får vi en sidste Led Zeppelin-tur? Please? Men der er ting, Led Zeppelin gider tale om. Og der er ting, de ikke gider løfte et busket øjenbryn over.
I sidstnævnte kategori ligger en mulig genforening. På linje med spørgsmålet fra en engelsk tabloidavis, der er mægtig nysgerrig efter at høre, om bandet mon lagde mærke til, at Paul McCartney var til stede på O2 den decemberaften i 2007. »Han stod i hvert fald ikke på forreste række«, bemærker John Paul Jones tørt. »Næste spørgsmål«. »Hvorfor startede I koncerten med 'Good Times, Bad Times'?«, vil en hollandsk journalist vide. »Og opsummerer den sang Led Zeppelins karriere?«. »Det var første sang på første plade, var det ikke?«, lyder det distræt fra Jones. »Det virkede som en passende måde at starte showet på. Jeg havde desværre glemt, hvor kompliceret det første riff var. Da fortrød jeg lidt. Men det var en opildnende begyndelse!«. »Det er et ret koncist stykke musik i Zeppelin-regi«, siger Plant. »I den forstand at det mere er en god melodi end et vidtstrakt stykke musik. I finalen til sidst på nummeret er der lidt guitar og lidt vokal sammen, så der foregik en ret interessant udveksling mellem Jimmy og jeg. Det handlede om, at vi skulle finde et groove sammen«, forklarer han med en retorisk finte, der elegant glider uden om hollænderens sidste spørgsmål og samtidig giver sine tilhørere et smugkig ind i et af rockhistoriens mest fascinerende maskinrum - det spændingsladede felt imellem frontmanden og superguitaristen. Led Zeppelins to store egoer. Fem år bliver til fem minutter At se dem sidde sammen ved siden af hinanden er som at se to flintesten blive slået mod hinanden. Gu slår det stadig gnister, selv om de smiler en del begge to og også ligefrem griner ad hinandens vittigheder. Nogle gange. Men der er en grund til, at Plant tidligere har sammenlignet deres forhold med Walter Matthau og Jack Lemmon. De er vidt forskellige. Kun trutmunden har de tilfælles. Og dét, at de ikke kan undvære hinanden, når de optræder som Led Zeppelin. Det er da også bandets to langhårede cirkusheste, der løber med det meste af opmærksomheden, den eftermiddag i London, imens den mere tilbageholdende Jones er lidt mere fedtet med morsomhederne. Men de kommer alligevel. Som da en journalist spørger, hvorfor der skulle gå fem år, før 'Celebration Day' udkom. LÆS OGSÅLed Zeppelin-genforening tog London med storm Da læner Jones sig dovent frem til mikrofonen og med samme sans for timing, som når han får stukket en bas i hånden, lyder det knastørt: »Fem år ... svarer til fem minutter i Zeppelin-tid. Jeg er overrasket over, at det er lykkedes os at få den på gaden så hurtigt«. Han læner sig langsomt tilbage i stolen igen, med pokerfjæset - næsten - intakt, imens Page og Plant fniser højlydt. Suveræn trommeslager En fransk journalist høster til gengæld dagens mest skælmske blik fra Jimmy Page, da han spørger, om bandet var tilfredse med Jason Bonhams trommespil.
