I nogle år var det sådan, at filminstruktører som Per Fly, Ole Christian Madsen, Thomas Vinterberg og Lone Scherfig holdt til i Filmbyen i Avedøre hos henholdsvis Zentropa og Nimbus Film. Her så de hinandens ufærdige film, blandede sig i, hvordan slutningen skulle være, spiste frokost sammen og grillede uden for de små skrivehytter, som var blevet bygget til dem.
Vil blande sig i hinandens film Men det er efterhånden længe siden, at nogen i filmbranchen har haft overskud til at lægge hus til et kreativt miljø for filminstruktører. Og til at sørge for, at instruktørerne også kunne betale husleje, mens de udviklede nye film. Så nu har seks af dem stiftet deres eget andelsselskab, hvor de både vil begynde at blande sig i hinandens film igen og lave en forretning ud af at udvikle skandinaviske film til det amerikanske marked. »Da Zentropa og Nimbus tjente mange penge, var der råd til både hytter og udvikling, men det gør de ikke længere. Og den gamle treenighed med en instruktør, en manuskriptforfatter og en producent findes heller ikke længere. I dag arbejder man for flere forskellige selskaber«, siger Per Fly, der sammen med Ole Christian Madsen og Thomas Vinterberg var med til at stifte Nimbus Film i 1993 og siden blandt andet har lavet trilogien 'Bænken', 'Arven' og 'Drabet' hos Zentropa. LÆS OGSÅLone Scherfig hitter igen i USA »I dag får man en idé, går til sin producent, finder en manuskriptforfatter, går ind på Filminstituttet og får 50.000 til udvikling. Dem giver man til forfatteren, og når du går hjem, har producenten fået rettigheden til din idé. Det er klart, at den model gider vi ikke«. »Og jeg savner helt vildt det miljø, vi havde i Filmbyen. Nu vil vi forsøge, om vi kan skabe det igen og samtidig fastholde ejerskabet til filmen så længe som muligt«, siger Per Fly.
International strategi Sammen med Ole Christian Madsen, Lone Scherfig, Thomas Vinterberg, Janus Metz og islandske Dagur Kári har han stiftet andelsselskabet Creative Alliance, hvor instruktørerne vil løsrive udviklingen af en film fra resten af processen og varetage den del i et forsøg på at få resten af branchen til at værdsætte det kreative arbejde, der ligger i udviklingsfasen. Ideen er at sælge den færdigudviklede, engelsksprogede film til det amerikanske marked, hvor man er vant til at prissætte kreativt arbejde, og hvor den har mulighed for at møde et langt større publikum. Og det er vigtigt i en tid med brain drain, hvor danske instruktører tager til USA for at instruere amerikanske film og tv-serier. »Vi har lavet en international strategi, hvor pengene kommer tilbage til Danmark, og hvor det er os og ikke Hollywood, der bestemmer«, siger Per Fly. I Danmark er der en anden tradition for udvikling end i USA, fordi Filminstituttet investerer penge i udviklingen. »I USA prioriterer de ikke udvikling særlig højt. Men de prioriterer den næste del af processen højt. Så de to kulturer vil vi prøve at få det bedste ud af. Og når man har arbejdet i Hollywood, ved man, at det, de allerhelst vil have, er nye manuskripter og nye ideer. Og de vil enormt gerne have det fra Skandinavien, fordi skandinavisk film har en høj stjerne i øjeblikket«, siger Ole Christian Madsen. Nu gør vi det selv Instruktørerne er sikre på, at Filminstituttet fortsat vil støtte udviklingen af deres film, selv om de er tiltænkt et internationalt publikum. For en film, der er udviklet i Danmark og har en dansk instruktør, er også en reklamesøjle for dansk film. »Selvfølgelig er det et statement at sige: Nu gør vi det selv«, siger Lone Scherfig, der blandt andet står bag film som 'Italiensk for begyndere' og 'One Day'. »Men det er ikke båret af, at vi er imod noget. Det er båret af, at vi har så meget erfaring, at vi ved, hvad der skal til, for at vi kan gøre vores bedste. Nemlig at dele evner, hemmeligheder og penge i et vist omfang. Og gøre os fri af de ting, der kan gøre filmene dårligere. Eksempelvis at en film bliver sparket i gang, før den er klar«. »Og så er det også en erkendelse af, at vi har en produktionel faglighed og ikke behøver blive kløet bag øret af en producent en gang om ugen, selv om det er trygt og behageligt. Så nu flytter vi hjemmefra«. Projektet er med Lone Scherfigs ord også båret af lysten til at blive i Danmark. »Hvis vi var 20 år, havde vi måske lavet en lille koloni i Brooklyn. Men jeg vil hellere sove i min egen seng og arbejde fra Danmark. Og vi kan noget, de kan bruge i udlandet. Det oplever jeg, når jeg arbejder i England. De tror, at der kommer en særling fra Norden, som aldrig oplever dagslys, går rundt i en tyk sweater og kører Volvo. Og bliver faktisk overraskede over, hvad man har at byde ind med«.
Der skal ske noget nyt Ole Christian Madsen og Per Fly har i årevis arbejdet på at finde et alternativ til den eksisterende filmbranche, fordi »der trænger sådan til at ske noget nyt«. Og fordi der ikke har eksisteret noget broderskab blandt instruktørerne siden Dogme-bevægelsen. Og det fællesskab har de »savnet ad helvede til«. For halvandet år siden var Per Fly i New York sammen med producenten Nikolaj Vibe Michelsen for at skaffe finansiering til filmatiseringen af en amerikansk bog. Her mødte de Jay van Hoy og danske Lars Knudsen, der driver det lille uafhængige produktionsselskab Parts and Labor, som er »en del af et fantastisk, instruktørdrevet miljø«. Det gik op for dem, at det ikke er så fedt at gå rundt i New York og skulle finansiere en enkelt film. Men hvis man nu gik rundt med seks film, der gerne ville tage det bedste fra den skandinaviske model og bære det til USA, var det måske en anden snak. Og da de blev fulde nok om aftenen, opstod ideen om et andelsselskab, hvor instruktørerne ejer deres egen film og en lille smule af de andres. Man skal lægge noget mælk De seks instruktører har allieret sig med fire producenter - Jacob Jørgensen og Nikolaj Vibe Michelsen i København og Jay van Hoy og Lars Knudsen fra Parts and Labor i New York - som skal hjælpe med at udvikle og afsætte filmene. Og ideen er åbenbart så attraktiv, at de allerede har skaffet privat kapital nok til »at sætte noget i gang uden at spørge nogen«. Foreløbig har Creative Alliance et CVR-nummer. Og næsten sikkert lokaler i København. Og alle instruktørerne har lagt et engelsksproget filmprojekt i puljen.
LÆS OGSÅPer Fly: »Jeg kunne ikke tåle, at andre skulle lave den film« »Det er ligesom i Arla, hvor man skal lægge noget mælk for at være med«, forklarer Per Fly. Og understreger, at de alle vil blive ved med at lave film hos danske producenter og fortsat har projekter hos selskaber som Nimbus, Zentropa og Meta Film. Faktisk har andelsselskabet en del til fælles med den oprindelige danske andelsbevægelse. For som producenten Nikolaj Vibe Michelsen siger: »I filmbranchen er der i dag nye teknologiske muligheder og fokus på det internationale. Det var også de ting, landmændene så dengang, og de havde behov for at slå sig sammen på en måde, hvor både de, der havde 2 køer, og de, der havde 20, følte, at det var en fair model«. Så kom Lone med Nok er forretningsmodellen på plads, men reglerne for at deltage er blevet revideret løbende. Først var alle i fællesskabet mænd, men så kom Lone Scherfig med. Alle skulle være danske, men så kom Dagur Kári med. Alle skulle være erfarne, men så kom Janus Metz med, der står bag dokumentarfilmen 'Armadillo', men som har sin debut som spillefilmsinstruktør til gode.

Lige nu skal de seks første film foregå i New York, men klæder det en af dem bedre at foregå i Los Angeles, bliver det sådan. »På den måde er det pragmatisk. Men alle projekter skal være skarpe. Vi skal hjælpe hinanden med at lave så rent et hug som muligt, så vi ikke får de der blandingsfilm, der skal tilfredsstille mange og derfor får lidt af alting«, siger Per Fly.
Danske film ligner hinannden Ifølge Ole Christian Madsen går de fleste danske film i dag rundt og ligner noget til 20 millioner kroner. »Vi har i mange år levet med en bestemt type budgetter. Og æstetik og budget er tæt forbundet. Når alle laver film til 20 millioner kroner, ligner alle film også noget til 20 millioner kroner. Det er en usund mekanisme, vi gerne vil rykke ved«. Ifølge ham er der ydermere »en elendig fordeling« til producerende og kreative, når der sker tilbagebetaling fra distributører og biografer. »Det betyder, at du nærmest aldrig kan lave en film, der giver dig økonomisk overskud til at lave den næste. Og det er derfor, vi nu prøver at lave en forretningsmodel på dét at udvikle filmene«.
Producentstyret filmmiljø Og så er han også lidt træt af, at »alt i dag handler om at tiltrække publikum«. »Det er den eneste diskussion, der foregår. Og jo mere vi taler om publikum, jo færre penge tjener selskaberne. Så det er noget andet, der skal til«, siger Ole Christian Madsen, der blandt andet har lavet 'Flammen og Citronen' og som netop har instrueret en række afsnit af tv-serien 'Banshee' for amerikanske HBO. I disse år bliver der skåret ned i filmbranchen, fordi dvd-markedet er ved at forsvinde, i takt med at folk i stigende grad henter deres kulturoplevelser på nettet. Og så har det ifølge Lone Scherfig også suget blod ud af branchen, at der på selskaberne har siddet producere og udviklet film og opkøbt rettigheder. LÆS OGSÅOle Christian Madsen får hul igennem i Hollywood »Eller også har de sagt: »Lone, kunne du ikke skrive en dansk low budget komedie, det mener vi, kunne være en sund forretning«. Det er blevet et mere producentstyret filmmiljø, men i langt de fleste tilfælde er det de instruktørdrevne film, der bliver de bedste«, siger hun. Uanset hvem der udvikler filmen, er det instruktørens navn, der bærer den. Og derfor vil de seks instruktører også gerne styre udviklingen af filmene. »Vi sætter jo karrieren på højkant, hver gang vi går ind i et projekt. Men der er ingen af os, der vil presse hinanden ud i noget, vi ikke tror på, bare fordi det kan finansieres. Der bliver jo lavet film i dag, alene fordi de kan finansieres«, siger hun. De gamle familier er væk Den gamle tankegang om, at man som instruktør tilhørte et bestemt selskab, bunder ifølge Lone Scherfig også i, at selskaberne historisk set var de steder, hvor studier og lamper opholdt sig. »Men alt det er jo skåret væk. Mange selskaber har ikke selv udstyr længere, og redigering er noget, vi alle sammen nærmest kan lave hjemme på komfuret«. Derfor har de heller ikke skyldfølelse over for producenterne og regner faktisk med, at de bliver glade for initiativet. »Fra midten af 1990'erne og op gennem nullerne var der en besynderlig sammenblanding af interesser. Man var tilknyttet et selskab, fordi man havde følelser for det og fortid i det, men der var ikke den store økonomiske fordel i det for os. Det her er en fordel for producenterne, fordi de ikke løber nogen risiko i udviklingsfasen. Og jeg tror, de bliver glade for, at vi vinder nyt territorium for Danmark«, siger Ole Christian Madsen. Og på en måde er der også noget positivt at sige om krisen i dansk film. Nemlig at alle de »gamle familier« er væk. Og at folk nu er nødt til at samarbejde på kryds og tværs. »Derfor har vi heller ikke dårlig samvittighed over at gøre det her«, siger Per Fly. »Jeg tror ikke engang, at Peter Aalbæk synes, vi skal have dårlig samvittighed«.