Hver morgen kører jeg med U2-toget fra Alexander Platz gennem Berlins midte til Potsdamer Platz.
Her går jeg op til den spejlglatte overflade igen og slår ind i marchen af trofaste film-funktionærer på vej mod biografen i Berlinale Palast og den første af dagens tre pressevisninger i filmfestivalens hovedkonkurrence. Sammen med de andre filmfunktionærer fra medierne klapper jeg i og fokuserer, når festivalens vidunderlige jingle over en sugende melodi dukker op med en gul planet på lærredet for at detonere til en stjernevrimmel, der til sidst danner den gyldne bjørn, det hele handler om. I de kommende timer synker vi så længere og længere ned i biografsædet, mens mænd holder hinanden som en form for fanger på isolerede øer (’Shutter Island’ og ’The Ghost Writer’), drikker eller junker sig fuldkommen til helvede (’Submarino’), brækker armene på hinanden (’En ganske snill mann’), røver banker (’Der Räuber’), skyder hinanden som krybskytter (’Shekarchi’ – ’Jægern’) eller slet og ret terroriserer hinanden med lovens paragraffer i retssale (’Howl’). Brutal Berlinale Hver aften tager jeg mørbanket U2 tilbage til Alexanderplatz og kigger i kupeen undrende på kærestepar, der holder hånd med vanter på, ægtepar, der under hver sin hue slæber dagens indkøb med i toget, eller en pige, som klør sin hund kærligt bag øret.
