Dejligt er det, når den film, man kigger på og føler med i biografens mørke, tager én overraskende steder hen og eksperimenterer med de tyndslidte skabeloner for en god fortælling, så man hele tiden rykker sig i sædet og følger engageret med.
Djævelsk irriterende er det, hvis man under rulleteksterne sidder tilbage med en fornemmelse af, at filmen kun var eksperimenterende for at gøre sig til. For partout at være anderledes, ’syret’, ’skæv’ eller hvilke andre rosende ord, vi normalt hælder på den slags. På NatFilm Festivalen er der i sagens natur kilometervis af eksperimenterende, umiddelbart underlige og anderledes filmstrimler. En af de vellykkede er den metafysiske ’The Waiter’ (Tjeneren) fra Belgien. I lighed med den amerikanske ’Stranger Than Fiction’, hvori Will Ferrell spiller en bogholder, hvis kedsommelige liv udsættes for dramatiske begivenheder i en bog, mens han selv oplever det, er den midaldrende tjener Edgar kommet i hænderne på en manuskriptforfatter. Forrygende, absurd underholdning Hvad Edgar, som spilles af instruktøren Alex van Warmerdam med det forrygende pokerfjæs, udmærket er klar over, hvorfor han konsekvent henvender sig hos forfatteren og dennes kone Suzie, hver gang han er utilfreds med sin kones sygdom, sin kedelige elskerinde, de konstant klagende gæster på restauranten eller de lejemordere, som pludselig jagter ham. Der er med andre ord tale om en kulsort meta-komedie med konstante overraskelser og gode grin. Det er ikke let at være nogen i denne humoristiske perle fra Belgien (ja, tro det eller lad være). Manuskriptforfatteren har efterhånden et helvedes renderi af bipersoner, der vil have deres roller ændret og forbedret. Tjeneren bankes igen og igen, smides i et akvarium på restauranten og jages som en underkuet hund af både kvinder, deres brødre og lejemorderne.
