Er du klar til første lille del af et langt, langt one shot? Tag en dyb indånding. Læs langsomt:
Riggan sidder backstage på teatret i lotusstilling, kun iført boxershorts, svævende over jorden som en Buddha i koncentreret meditation, mens en mørk stemme siger: »Vi hører ikke til her«, og Riggans datter, Sam, ringer via Skype, så han må komme til sig selv igen og ned på jorden og trisse hen til sminkespejlet og modtage opkaldet med et klik på sin MacBook, hvor hun på skærmen står frustreret ved en blomsterhandler, helt overdrevet vred over, at blomsterne dufter dårligt, mens han tager sin skjorte på og forklarer, hvilken slags blomster han faktisk gerne vil have, og knapper skjorten og går ud ad døren og ned ad trappen og småsnakker med sin manager på vej ud på teatrets scene, hvor skuespillerne sidder om et rundbord og øver hans stykke, og den mandlige hovedrolle spiller først underdramatisk og dernæst så overdramatisk, at Riggan må tage sig til munden i frustration og himle mod loftet, hvor en lampe få sekunder efter løsner sig og rammer skuespilleren i nakken, så han falder om, bevidstløs og omsider tavs …
