Det var grumme sager, Cary Fukunaga præsenterede os for som instruktør i den berømmede tv-serie ’True Detective’. Men det er det rene vand i forhold til de grusomheder, den amerikanske instruktør ruller ud i sin tredje spillefilm, ’Beasts of No Nation’, der deltager i hovedkonkurrencen i Venedig i år.
Den første Netflix-producerede spillefilm er samtidig den første spillefilm om børnesoldater, der virkelig går i dybden. Man kan ikke kritisere tv-giganten for at lefle for seertal og laveste fællesnævner med denne lige så barske som ambitiøse film.






























