Her er de 10 bedste musikdokumentarfilm gennem tiden

Inspirerende. D.A. Pennebakers dokumentar 'Don't look back'  fra 1967 er en af de mest indflydelsesrige og inspirerende musikdokumentarer nogensinde.
Inspirerende. D.A. Pennebakers dokumentar 'Don't look back' fra 1967 er en af de mest indflydelsesrige og inspirerende musikdokumentarer nogensinde.
Lyt til artiklen

1. Don’t Look Back, 1967

Instr.: D.A. Pennebaker

Martin Scorseses ’No Direction Home: Bob Dylan’ fra 2005 er mere fyldestgørende og også meget seværdig, men ’Don’t Look Back’ om Dylans turné i England i 1965 er en af de mest inspirerende og indflydelsesrige musikdokumentarer nogensinde. Man kan se den gentagne gange og blive ved med at finde detaljer, der viser den unge Dylans grusomme og morsomme arrogance.

2. 20.000 Days on Earth, 2014

Instr.: Iain Forsyth & Jane Pollard

Iscenesat som Nick Caves dag nr. 20.000 på Jorden er der tale om en utraditionel og genrefornyende musikdokumentar om et ikon. Et helstøbt værk som jordnært, legende, visionært og reflekteret fortæller om inspiration, kreativitet, karriere og også de pauser, der giver vejrtrækningen mulighed for at finde sin rytme.

3. Sigur Rós: Heima, 2007

Instr.: Dean Deblois

Islands natur og befolkning samt naturens aftryk i musikken har hovedrollen i den betagende smukke ’Heima’ med og om gruppen Sigur Rós. Filmen følger gruppens række af uannoncerede, gratis og ofte udendørs koncerter i byer og flækker i et Island under forandring. Landskabets og musikkens magi hænger tæt sammen.

4. Metallica: Some Kind of Monster, 2004

Instr.: Berlinger & Sinofsky

Interne stridigheder og kreativitetsblokeringer er omdrejningspunkter i en forbløffende åbenhjertig film om et band så stort som Metallica. En terapeut må tilkaldes, James Hetfield tager i behandling for sit misbrug, Lars Ulrichs far dukker op i en grotesk birolle, og stemningen er til at få stød af. Men der kom et album ud af det: ’St. Anger’.

5. Stop Making Sense, 1984

Instr.: Jonathan Demme

Et kunstværk i sig selv har Demme skabt på baggrund af to koncerter med Talking Heads. Med dengang avanceret lyd- og billedudstyr fokuserede Demme i smittende grad på bandets energi, på de rytmiske bevægelser i musikken og på scenen og på excentrikeren David Byrnes formidabelt mærkelige udseende. En original film om et originalt band.

6. Buena Vista Social Club, 1999

Instr.: Wim Wenders

Det indledte en revival for cubansk musik, da Ry Cooder samlede en række ældre cubanske musikere, indspillede et album og arrangerede koncerter med dem i udlandet. Nogle af dem havde aldrig haft mulighed for at forlade Cuba før. Ibrahim Ferrer, Rubén González og Eliades Ochoa var med. En varm kærlighedserklæring til cubansk musik og kultur.

7. The Devil and Daniel Johnston, 2005

Instr.: Jeff Feuerzeig

Malik Bendjellouls ‘Searching for Sugar Man’ fra 2012 var et eksempel på et godt portræt af et overset musikergeni, som filmen satte fokus på. ’The Devil and Daniel Johnston’ portrætterer et musikalsk geni, der var på nippet til at forsvinde helt ind i psykisk sygdom. Johnstons poetiske sangskrivning og personlige historie gør filmen uforglemmelig.

8. Monterey Pop, 1968

Instr.: D.A. Pennebaker

To somre før Woodstock havde hippiedrømmene stadig uskyld, da den første store rockfestival, Monterey Pop Festival, fandt sted i Californien 16.-18. juni 1967. Otis Redding, Jimi Hendrix, The Mamas and the Papas, The Animals, The Who, Jefferson Airplane og mange andre er med i filmen om alle festivalers moder.

9. Be Here to Love Me: A Film About Townes van Zandt, 2005

Instr.: Margaret Brown

Ligesom ‘A Skin too Few’ fra 2004 om Nick Drake er ‘Be Here to Love Me’ en hyldest til en musiker, der opdages af generation efter generation og er mere berømt efter sin død end før. Townes van Zandt portrætteres af kolleger som Joe Ely, Willie Nelson og Guy Clark og af familiemedlemmer, der kendte hans turbulente sind godt.

10. Shut Up and Play the Hits, 2012

Instr.: Lovelace & Southern

‘The Last Waltz’ om The Bands sidste koncert viste i 1976, hvordan den rigtige film kan sætte punktum for en epoke. ’Shut Up and Play the Hits’ siger farvel til en nyere tids selvbevidste dancepunk-epoke. Filmen skildrer musikken og omstændighederne, da LCD Soundsystem med producer, dj og komponist James Murphy gav finalekoncert i april

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her