Det er store slagtedag på Hegnetslund i Herfølge. Fem døde grise hænger på rad og række under halvtaget ved siden af en udendørs swimmingpool. En pressesky ven af huset, hvis agtelse for Politiken kan ligge på en lillefingernegl, er med en uhyggelig skarp og spids kniv i gang med at partere en sjette svinekrop på et stort hvidt spækbræt. Alt imens han skiftevis frabeder sig enhver form for fotografering, begræder at verden er af lave og forhører sig om mulighederne for at få noget på den dumme, når man arbejder på en stor avis i hovedstaden. Husets herre, filmproducenten Peter Aalbæk Jensen, er intetsteds at se. Det er onsdag eftermiddag, luften er stadig kold og klar oven på vinterens første nattefrost. I dagens udgave af Jyllands-Posten har Peter Aalbæk løftet sløret for, hvordan filmselskabet Zentropa vil takle den krise, som truer med at tage livet af selskabet. Hvis altså ikke der sker noget drastisk. Det gør der så også, har Peter Aalbæk bebudet. På en måde og med et ordvalg, der – som sædvanlig, fristes man til at sige – har ryddet forsiden. Hans evne til at skabe opmærksomhed er usvækket. LÆS ARTIKELKriseramt Zentropa skal af med hver anden Pludselig kommer han fræsende omkring hjørnet. Med mobilen klistret til øret. Han taler med en anden journalist, fremgår det, og fortsætter ud midt på den store plæne mellem huset og markerne. Fem minutter efter er han færdig med én journalist og klar til den næste. Vi bliver enige om at gå indenfor i varmen og få en kop kaffe, mens vi snakker, og så kan vi afslutte seancen herude, hvor Peter Aalbæk skal give en hånd med i parteringen af svinene. Et røverkøb På vej inden døre komplimenterer jeg det store gulmurede hus, der ligger i den nordvestlige udkant af Herfølge. Hegnetslund blev i sin tid bygget til indehaveren af en nu nedlagt lervarefabrik, der ligger lige ved siden af. Peter Aalbæk noterer med ikke ringe tilfredshed, at han erhvervede ejendommen for fem år siden for kun tre millioner kroner. Et røverkøb. Vi sætter os ind i stuen. »Du fyrer bare løs«, siger han. Man fornærmer næppe nogen ved at kalde Peter Aalbæk Jensen den mest succesfulde danske filmmand i nyere tid inden for kategorierne iværksætter og producer. I 1992 grundlagde han filmselskabet Zentropa sammen med instruktøren Lars von Trier. Zentropa har op gennem tiden skovlet både filmpriser og penge ind, og netop evnen til at få succes på både det kunstneriske og det økonomiske plan har været ganske enestående. Også målt med internationale alen. Lars von Trier har været det kreative lokomotiv i foretagendet. Det store gennembrud kom i 1996 med ’Breaking the Waves’ – filmen vandt juryens pris i Cannes og skæppede i Zentropas kasse med 30 millioner dollar. Siden fulgte stribevis af succeser. Vi nævner i flæng Thomas Vinterbergs ’Festen’ fra 1998, von Trier-filmen ’Dancer in the Dark’ – som vandt De Gyldne Palmer i Cannes i 2000 – og Susanne Biers ’Elsker dig for evigt’ fra 2002. Hvis nu Zentropa havde været et almindeligt filmselskab og Peter Aalbæk Jensen en helt almindelig direktør, ville næste sætning i succesbeskrivelsen lyde, at bag det hele, langt fra offentlighedens søgelys, har Peter Aalbæk siddet og trukket i trådene. Sagen er bare den, at sådan arbejder han ikke. Hvis man skal beskrive hans arbejdsmetode med strømlinede business-termer, må det blive noget i retning af: Management by provocation. Peter Aalbæk har gjort det til sit varemærke at sige tingene spontant og ligeud. Eller måske snarere tilsyneladende spontant og ligeud. For Peter Aalbæk ved bedre – meget bedre – end de fleste, hvordan man håndterer medierne og skaber opmærksomhed om ens sag. En opmærksomhed, som næsten altid ender med at blive positiv. Nærmest uanset hvor negativt udgangspunktet har været. Aalbæk Classic Tag nu bare hans aktuelle udmelding om Zentropas krise. Det er Aalbæk Classic, når den er mest ufortyndet: 1. Man går til pressen, før pressen selv har fundet ud af, hvor galt det står til. 2. Man påtager sig nærmest ene og alene skylden for miseren, fordi man har tilladt omkostningerne at løbe løbsk og slapheden at brede sig i virksomheden 3. Man annoncerer sin egen tilbagetrækning fra den daglige ledelse, og at man nu vil koncentrere sig om at etablere en stribe Zentropa-kloner i udlandet. Og slutter af med nogle overvejelser om forskellen mellem lønnen for danske filmarbejdere og deres udenlandske kollegaer (de sidstnævnte er selvfølgelig både meget billigere i drift og har tygget af munden, inden de møder på arbejde). »Imponerende krisestyring«, mente Politikens erhvervskommentator, Niels Lunde, i torsdagsavisen og opfordrede – helt uden ironisk distance – andre erhvervschefer til at lære af Peter Aalbæk.

LÆS ARTIKELPeter Aalbæk følger kapitalistens ABC Men hvorfor lige nu? spørger jeg. Vakler Zentropa virkelig på fallittens rand? »Jeg går ud med det nu, fordi vi for knap to år siden blev en del af Nordisk Film-koncernen. Filmbranchen er traditionelt noget med, at vi trækker skuffen ud og ser, hvor mange penge der er tilbage, og så disponerer vi efter det. Nordisk Film har, uden at blande sig i hvad vi laver, presset os til en mere kompetent økonomistyring. Derfor kan jeg også nu sidde og se, at på trods af at vi kan betale regningerne og har masser af penge på kassekreditten og aldrig har produceret for så mange penge, som vi gør nu – at hvis ikke der sker noget nu, så vil vi stille og roligt have spist vores egenkapital op om halvandet til to år«. Så det er Nordisk Films fortjeneste, at du har opdaget det nu i stedet for at gå fallit om to år? »Yes. Og mens jeg sad og konstaterede det, så blev jeg provokeret af nogle lønforhandlinger og størrelsen på de lønninger, vi udbetaler. Og så måtte jeg erkende, at det var min skyld, at det er gået, som det er. I alt den tid, hvor vi tjente voldsomt mange penge på det danske marked og også havde udlandet som en kæmpestor indtægtskilde, så har jeg jo stille og roligt siddet og kørt med og ladet omkostningerne stige. Nu siger jeg så bare, at det er bedst, at der kommer nogle yngre kræfter til. De har den rigtige uddannelse, og så er de så samtidig også uddannet i firmaet. Det er en god balance«. Du har holdt festen, og nu skal der ryddes op. Og så er du den, der er smuttet? »Det kan du selvfølgelig godt sige. Men på den anden side: Hvis jeg trak mig tilbage til Herfølge og blev rosengartner, så kunne man sige, at jeg var smuttet. Men jeg stikker jo ikke af fra noget, jeg er stadigvæk administrerende direktør. Og jeg siger bare, at det er mit temperament at være igangsætter. At være den, som bliver smidt ud på en pløjemark et eller andet sted nord for Barcelona, som jeg senest blev med et spansk selskab, vi etablerede, og så sige: Hvad gør vi her. Det er min primære kompetence, som er svær at få brugt, når jeg som nu sidder på 18. år ude i Avedøre og kedsommeligt og til trivialitet gentager de samme tåbeligheder igen og igen«. Megen energi – og megen sorg Zentropa adskiller sig blandt andet fra andre filmselskaber ved sit ejerforhold. Halvdelen ejes i dag af Nordisk Film, den anden halvdel af medarbejderne plus Peter Aalbæk. Og det er blandt andet i respekt for medarbejderne og deres engagement, at Aalbæk nu omstrukturerer virksomheden – hvilket ifølge ham selv kan koste op mod halvdelen af de 80 ansatte jobbet. Så nogle af dem, som har været med til at banke Zentropa op, og som har købt aktier i firmaet, ryger ud nu? »Ja, det kan det godt ende med. Men mon ikke vi så finder ud af at arbejde sammen på nogle andre måder, så vi i fællesskab kan maksimere ... så både kreativiteten og indtjeningen ...«. Peter Aalbæk tøver. »Når vi tidligere har haft lignende situationer, så er vi næsten altid blevet bedre af det. Jeg ved ikke, hvorfor fanden det er, at medgang gør doven og dvask, mens modgang ... så er det ud over stepperne med stiv pik og håret tilbage. Der er meget energi i modgang. Men selvfølgelig også megen sorg. Vi har ofte fyret en helvedes masse i nogle byger, men det har mest været de dumme og de dovne, der røg ud. Det er det ikke denne gang«. Nogle af dem, der bliver fyret, skal så erstattes af tyskere og polakker? »Jeg synes jo ikke, at det er ufortjent, at der er nogle danske filmarbejdere, der får høje honorarer, det er ikke på den måde. Jeg har ingen moralsk mening om det. Jeg skal bare gøre som en hvilken som helst anden fabrikant i landet og se, om jeg kan få den samme vare andre steder til en billigere pris«. Og det kan du? »Yes«. Skyldes din tilbagetrækning fra den daglige ledelse også, at du er blevet træt af evig og altid at spille den samme rolle som ... »Altså, jeg ejer ikke evnen til at blive træt af mig selv. Jeg er ked af at sige det, men der har jeg sgu ikke fået nok endnu«. Så det bliver den gode gamle Peter Aalbæk, nu bare på lettisk og spansk? »Ja, hvorfor ikke. Så kan jeg fortælle de samme historier igen, hvor der er tilhørere, som ikke har hørt dem før. Og så er det altså skønt, som i går aftes at blive ringet op af mit spanske selskab, der har fået grønt lys for en tv-serie i Spanien, tre måneder efter vi startede selskabet. Er det en fest? Ja, det er det kraftedeme«.