Stop-motion animation for voksne, skrevet og medinstrueret af Charlie Kaufman, der skrev manus til ’Being John Malkovich’ og ’Evigt solskin i et pletfrit sind’! Det stemmer forventningerne højt.
Desværre også for højt – ikke mindst fordi materialet til en god novellefilm her er trukket for langt.
Der er ellers rigtig interessante greb i denne fortælling om tilværelsens trivialitet: Michael Stone fra L.A. er forfatter og foredragsholder i den midaldrende mands livskrise, på vej til en optræden i Cincinnati.
Irriteret på sidemanden i flyet, på taxichaufføren og på receptionisten tjekker han nu ind på hotellet og ringer til en gammel flamme, han droppede brat dengang.
Dygtig og deprimerende
Hendes oprørte reaktion på hans lunkne tilnærmelser bekræfter vores mistanke: Hans livs tomhed skyldes selvopslugthed, skønt han er ekspert i kundebetjening. ’How May I Help You Help Them?’ lyder den servile titel på hans succesbog. Men Stone hjælper ikke andre end sig selv.
Dét portræt kunne være gjort som live action, men rimer fint med hans stop-motion-figur, uhyre realistisk bortset fra de rykvise bevægelser og nogle mistænkelige revner i ansigtsmasken, hvor over- og underansigt mødes. Alle hans omgivelser har samme revner i masken, men desuden: helt ensartede ansigtstræk og samme stemme, uanset køn!
Indtil han på hotelgangen støder ind i Emily og Lisa, som er kommet for at høre hans foredrag. Lisas ansigt afviger vist lidt fra alle andres, er deres møde et brud på tilværelsens repetition, en ’anomali’? Ja, en ’anoma-lisa’ spøger han, manisk oprømt over sine uventede opblussende lidenskaber. Som har deres pris.
’Anomalisa’ er både dygtig og deprimerende. Kaufmans syn på verden fra indersiden af sin hovedperson, som i de førnævnte film, finder en animationsmetafor: Mennesker er dukker.
Men afslører samtidig gennem hovedpersonens blik sin ’empati’ som nedladende medlidenhed med andres ’trivielle’ liv.
fortsæt med at læse
